Mobil - aftaleforhold - krav om betaling af forbrug efter bortkomst/tyveri (J.nr. 10.11-0210-08)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Mobil – aftaleforhold – krav om betaling af forbrug efter bortkomst/tyveri

Resume:
Klagers telefon var blevet væk. Efter forgæves at ringe til den, antog klager, at den var slukket og foretog sig ikke yderligere, indtil klager modtog en regning på 8.772,16 kr. Herefter tog klager kontakt til indklagede, der mente at klager hæftede for beløbet grundet manglende omgående spærring af simkortet ved telefonens forsvinden. Nævnet fandt, at forholdet var omfattet af lov om visse betalingsmidlers regler for misbrug af et betalingsmiddel, da simkort er et betalingsmiddel. Hvis pinkoden har været benyttet hæfter brugeren for op til 8000 kr. hvis ikke denne omgående underretter udstederen af betalingsmidlet. Nævnet fandt derfor, at uanset om klager troede at telefonen var slukket og pinkoden derfor ikke kunne benyttes, havde klager pligt til at underrette indklagede for at undgå at hæfte for op til 8000, her henvises bla. til en afgørelse fra Pengeinstitutankenævnet. Klager fik derfor kun delvist medhold ved at regningen blev nedsat til 8000 kr.

Klager:
NN

Indklagede:
Telia Danmark
Holmbladsgade 139
2300 København S

Behandlet på nævnsmøde nr. 57 den 16. juni 2009

SAGSFREMSTILLING

Klagen vedrører: Tyveri/bortkomst af mobiltelefon – omfanget af klagers hæftelse
Påklaget beløb: 8.772,16 kr.
Påklaget periode: Den 10. oktober 2007 til den 9. november 2007
Abonnementsform: Mobil – Telia ON
Reklameret til indklagede: Den 14. december 2007.
Indklagede truffet afgørelse: Den 6. maj 2008

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager, som havde abonnement på mobiltelefon hos indklagede, konstaterede den 12. oktober 2007 omkring kl. 9, at hendes telefon var væk. Efter flere forgæves forsøg på at ringe til mobiltelefonen anså klageren telefonen for slukket. Klager foretog sig herefter intet med henblik på spærring af telefonen. Klager skænkede det på intet tidspunkt en tanke, at det kunne lade sig gøre at misbruge telefonen uden at have koden til SIM-kortet.

Efter modtagelse af fakturanummer 1110028914735, hvor klager kunne konstatere, at der var registreret et forbrug på 8.779,96 kr., sendte klager den 14. december 2007 en klage til indklagede. Klager anførte heri, at de internationale opkald til en samlet pris på 8.772,16 kr. var foretaget efter, at telefonen ikke længere var i klagers varetægt, og begrundede den manglende spærring som anført ovenfor.

Indklagede besvarede i brev af 6. maj 2008 klagers henvendelse. Indklagede anførte heri at klager hæftede for hele forbruget, idet klager ikke omgående ved opdagelsestidspunktet havde fået mobiltelefonen spærret. Indklagede krediterede dog samtid klager for 3 rykkergebyrer.

Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.

Klage modtaget i sekretariatet: Den 26. maj 2008

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Klager mener alene at hæfte for 1.200,- kr.

Indklagede

Indklagede har under sagens behandling for Teleankenævnet ændret opfattelse vedrørende klagers hæftelse fra ubegrænset hæftelse vedrørende misbruget til en hæftelse på op til 8.000,- kr. Indklagede henviser herved til lov om visse betalingsmidler § 11 stk. 3, nr. 1.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Nævnet lægger til grund, at de uberettigede opkald beløber sig til 8.772,16 kr., og at den del der er foretaget efter kl. 9 den 12. oktober 2007, overstiger kr. 8,000,-.

Nævnet lægger endvidere til grund, at klager var af den opfattelse, at den bortkomne mobiltelefon var slukket.

Efter nævnets opfattelse skal det på denne baggrund i relation til lov om visse betalingsmidler vurderes, hvilken betydning det bør tillægges, at klager var bekendt med, at mobiltelefonen med SIM-kort(betalingskort) var bortkommet, men ikke var klar over, at mobiltelefonen var tændt. D.v.s, at den tilhørende PIN-kode for så vidt var tilgængelig.

Ifølge lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 2, hæfter abonnenten som udgangspunkt med op til 1.200 kr. for andres uberettigede anvendelse af et betalingsmiddel herunder SIM- kort, hvis den til betalingsmidlet hørende personlige, hemmelige kode er anvendt.

Abonnenten hæfter dog med op til 8.000 kr., såfremt udstederen af betalingsmidlet kan godtgøre, at telefonens PIN-kode har været anvendt, og brugeren har undladt at informere udstederen snarest muligt efter at have opdaget, at andre har haft mulighed for at anvende betalingsmidlet og den tilhørende kode, jf. lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 1. Tilsvarende gælder, hvis abonnenten ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse jf. lov om betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 3.

Den underretningspligt, der følger af lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 1, påhviler efter en umiddelbar ordlydsfortolkning af bestemmelsen alene brugeren, hvor denne har fået kendskab til, at PIN-koden er kommet til en uberettigets kendskab, d.v.s , at den pågældende f.eks. er bekendt med, at mobiltelefonen var tændt i forbindelse med bortkomsten.

Det antages dog i teorien, at brugeren uanset ordlyden af lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 1, også har pligt til at underrette udstederen om betalingsmidlets bortkomst, uanset at brugeren var i den tro, at PIN-koden ikke var tilgængelig. Undladelse af at underrette udstederen medfører, at brugeren hæfter for op til 8.000 kr. Denne fortolkning har ligeledes fundet udtryk i en afgørelse fra Pengeinstitutankenævnet (nr. 51/2001). Den beskrevne situation, hvor en bruger er af den opfattelse, at pinkoden til et bortkommet betalingskort ikke er tilgængelig for ihændehaveren, svarer til den foreliggende situation, hvor klageren har været af den opfattelse, at telefonen var slukket, og at koden ikke var tilgængelig for 3. mand. Teleankenævnet finder således, at klageren har været forpligtet til snarest muligt at spærre telefonen, uanset at hun var af den opfattelse, at telefonen var slukket.

I den foreliggende sag er det herefter nævnets opfattelse, at klager har tilsidesat sin underretningspligt jf. lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 1, ved ikke at have underrettet indklagede om bortkomsten af mobiltelefonen.

Klager hæfter derfor for op til 8.000,- kr. af den del af det uberettigede forbrug der er sket efter den 12. oktober 2007 klokken 9.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der gives klager, NN, delvist medhold i klagen over indklagede, Telia Danmark, således at NN alene hæfter for op til 8.000,- kr. af det uberettigede forbrug der er foretaget den 12. oktober 2007, efter kl. 9.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres til klager, jf. vedtægternes § 12.

Indklagede, Telia Danmark bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger.