Aftalevilkår – bortkomst – forbrug efter tyveri. (J.nr. 10.13-0695-04)

Opdateret: 27.04.2021

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Aftalevilkår – bortkomst – forbrug efter tyveri

Resume:
Klagers telefon var blevet stjålet efter indbrud i kærestens bil på en ferie i Italien. Klager opdagede dog først telefonens bortkomst ved modtagelse af en regning omkring halvanden måned senere, og kontaktede straks indklagede for at melde telefonen stjålet. Selvom et flertal i nævnet fandt det bemærkelsesværdigt, at klager efter indbruddet i bilen ikke havde tjekket, hvad der var blevet stjålet, fandt flertallet det ikke groft uagtsomt, hvorfor klager slap for at hæfte for op til 8000 kr efter Loven om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, og kunne nøjes med at hæfte for op til 1200 kr efter § 11, stk. 2, fordi pinkode ikke var aktiveret på telefonen.

Klageren:
NN

Indklagede:
Orange A/S
Holmbladsgade 139
2300 København S

Behandlet på nævnsmøde nr. 16 den 22. november 2004 (afgjort skriftligt den 27. januar 2005)

Klagen vedrører: Indklagedes krav om betaling af forbrug registreret efter tyveri af mobiltelefon.
Påklaget beløb: 13.597,79 kr.
Aftaleform: Løbende mobilabonnement oprette den 19. juni 2003
Klageren reklameret til indklagede: den 4. december 2003
Indklagede truffet afgørelse: den 15. januar 2004

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager oprettede den 19. juni 2003 et mobilabonnement hos indklagede. Klager var efterfølgende på et længerevarende udlandsophold i Italien, hvorfor mobiltelefonen ikke blev benyttet i særligt stort omfang. Den 15. oktober 2003 mistede klager sin mobiltelefon efter et indbrud i hendes kærestes bil i Milano. Terminalen befandt sig ifølge klager i bilens handskerum under tyveriet. Klager anmeldte tyveriet til det italienske politi, men kontaktede ikke indklagede for at spærre telefonen. Der blev i perioden 15. oktober til 17. oktober 2003 genereret en regning på klagers telefon på 13.597,79 kr. Ifølge indklagede modtog selskabet underretning om en kraftig stigning i trafik på klagers forbindelse fra det italienske telefonselskab. Indklagede valgte herefter at spærre for klagers abonnement den 17. oktober 2003 grundet det store forbrug. Ifølge klager blev hun først bevidst om mobilterminalens bortkomst den 1. december 2003 efter modtagelsen af indklagedes fremsendte betalingsoversigt. Klager henvendte sig telefonisk samme dag til indklagede for at reklamere.

På vegne af klager fremsendte advokat NN som advokat for klager den 4. december 2003 en skriftlig klage til indklagede med påstand om, at indklagede som udsteder af SIM-kortet hæfter for andres uberettigede anvendelses af kortet, jf. bestemmelserne §§ 11-12 i lov om visse betalingsmidler. I brev af den 9. december fremsendte klager kopi af italiensk politianmeldelse som dokumentation for tyveriet. Ifølge klager modtog hans sekretær et telefonopkald den 9. marts 2003 fra indklagedes direktion, hvor selskabet tilkendegav at ville eftergive det fulde beløb. I skrivelse af den 11. marts 2003 afviste indklagede klagers påstand om friholdelse og fastholdt et krav mod klager på 8.000 kr., jf. lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3.

Klager fastholdt sit krav om friholdelse for betalingsforpligtelsen i brev af den 25. marts 2003 til indklagede.
Indklagede fremsendte den 2. april 2004 sin endelige afgørelse til klager, hvor kravet om betaling af 8.000 kr. blev fastholdt. Klager erkendte, at der var registreret et 33 sekunder langt opkald til klagers kontor den 9. marts 2003, hvor den påståede samtale om eftergivelse skulle have fundet sted. Indklagede afviste dog denne påstand. Ifølge indklagede medsendte selskabet i afgørelsesbrevet af den 2. april 2004 ved en fejl en kreditnota på det fulde beløb.

Efter yderligere resultatløs brevveksling mellem parterne indsendte klager den 25. maj 2004 en klage til Teleankenævnet til videre behandling.

Klage modtaget i sekretariatet: den 25. maj 2004.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER

Klager

At klager ikke hæfter for det registrerede forbrug i perioden 15. – 17. oktober 2004, jf. lov om visse betalingsmidler, idet klager ikke har været opmærksom på, at mobilterminalen var bortkommet ved tyveriet i bilen. Klager blev først bevidst om dette misbrug ved modtagelsen af indklagedes opkrævning af 1. december 2003 og har reageret med det samme ved at give indklagede underretning om bortkomsten samme dag.
At klager ved telefonsamtale den 9. marts 2004 er blevet eftergivet det fulde beløb af indklagedes direktion eller en medarbejder, samt at klager i brev af 2. april 2004 fra indklagede er blevet krediteret hele det udestående beløb.

Indklagede

Indklagede fastholder kravet om betaling af det fulde beløb med henvisning til, at klager mistede mobilterminalen den 15. oktober 2003 i forbindelse med indbruddet i bilen, og klager først underrettede indklagede den 1. december 2003. Indklagede anser ikke denne underretning som værende sket umiddelbart efter, at klager har fået kendskab til tabet. Indklagede finder endvidere, at der er tale om uforsvarlig adfærd fra klager side. Klager hæfter derfor for op til 8.000 kr., jf. lov om visse betalingsmidler. Indklagede afviser ligeledes klagers påstand om direktionens eftergivelse af kravet i telefonsamtale den 9. marts 2004. Indklagede afviser endelig, at den tilsendte kreditnota er et udtryk for indklagedes frafald af hele kravet.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Teleankenævnet anser det for dokumenteret, at forbruget, der genererede de høje regninger, skete i perioden mellem den 15. oktober 2003 til den 17. oktober 2003.

Ifølge lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 2, hæfter abonnenten som udgangspunkt med op til 1.200 kr. for andres uberettigede anvendelse af et betalingsmiddel herunder SIM- kort, hvis den til betalingsmidlet hørende personlige, hemmelige kode er anvendt.

Klager har oplyst over for sekretariatet, at PIN-koden ikke var aktiveret på mobilterminalen, og det vil derfor ikke have nogen betydning i den konkrete sag, om mobilterminalen var tændt eller slukket, da den lå opbevaret i handskerummet i klagers bil.

Abonnenten hæfter dog med op til 8000 kr., såfremt udstederen af betalingsmidlet kan godtgøre, at telefonens PIN-kode har været anvendt, og brugeren har undladt at informere udstederen snarest muligt efter at have opdaget, at andre har haft mulighed for at anvende betalingsmidlet og den tilhørende kode, jf. lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 1. Tilsvarende gælder, hvis abonnenten ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, jf. samme bestemmelse nr. 3.

Det må derfor vurderes, om klageren har underrettet indklagede om SIM-kortets bortkomst rettidigt.

Det omtvistede forbrug er sket i perioden fra den 15. oktober 2003 til den 17. oktober 2003. Klager henvendte sig først til indklagede den 1. december 2003. Det kan ikke på det foreliggende grundlag afgøres præcist, hvornår klageren blev opmærksom på mobilterminalens bortkomst. Klager har ikke benyttet sig af mobiltelefonen i et særligt stort omfang op til tyveriet, hvilket opkaldslisterne fra perioden før den 15. oktober 2003 understøtter. Sidste aktivitet på telefonen er registreret den 7. september 2003. Klager erkender dog, at hun var opmærksom på indbruddet i bilen, men da hun ikke anvendte mobiltelefonen, blev hun ikke bevidst om dens bortkomst fra bilens handskerum før modtagelsen af indklagedes opkrævning af den 1. december 2003.

Det er tidspunktet for klagers konstatering af bortkomsten og ikke bortkomsttidspunktet, der har betydning for, om klager har reageret rettidigt efter reglerne i betalingsmiddelloven. Klager rettede henvendelse umiddelbart efter, hun blev opmærksom på det registrerede misbrug den 1. december 2003. Teleankenævnet finder herefter, at klager har reageret rettidigt ifølge reglerne i lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 1.

Med hensyn til klagers anbringende om, at indklagede angiveligt har lovet klager eftergivelse af det fulde beløb ved telefonopkald til klagers advokatsekretær af den 9. marts 2004 på 33 sekunder, anser Teleankenævnet ikke, at klager har løftet bevisbyrden vedrørende denne påstand. En yderligere bevisførelse herom vil falde uden for Teleankenævnets behandling, jf. nævnets vedtægter § 4, stk. 2.

Indklagedes tilsendelse af kreditnota i afgørelsesskrivelse af den 2. april 2004 til klager anser Teleankenævnet for en bogføringsmæssig fejl. Indklagedes afgørelsesskrivelse efterlader ingen tvivl om, at selskabets fastholder sit krav mod klager.

Det er for vurderingen af hæftelsen i henhold til lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 3 ikke afgørende, om bortkomst skyldes tyveri, tab af telefon eller lignende. Det afgørende er den uberettigede anvendelse af SIM-kortet, samt hvorvidt der er handlet groft uforsvarligt.

Tre medlemmer udtaler herefter: Vi finder ikke, at klager har handlet groft uforsvarligt ved at have opbevaret mobiltelefonen i handskerummet i en aflåst bil, selvom PIN-koden på SIM-kortet ikke har været aktiveret. Vi finder det dog bemærkelsesværdigt, at klager først underretter indklagede om mobiltelefonens bortkomst halvanden måned, efter tyveriet finder sted. Det havde været naturligt at undersøge, hvilke værdigenstande m.v. der blev stjålet i forbindelse med tyveriet i bilen. Selvom det således er vores opfattelse, at klager burde have haft kendskab til terminalens bortkomst efter indbruddet i bilen den 15. oktober 2003, idet klager under de foreliggende omstændigheder burde have undersøgt, om mobilterminalen fortsat var i hendes varetægt, også selvom hun ikke benyttede sig af telefonen over en længere periode forud for tyveriet, finder vi imidlertid ikke, at klageren har handlet groft uforsvarligt.

To medlemmer (udbydernes repræsentanter) udtaler:
Vi finder, at det må anses for groft uforsvarligt, at klager ikke på et langt tidligere tidspunkt kontrollerer, om telefonen fortsat var i hendes varetægt, særligt når der henses til, at klager var bekendt med, at der havde været indbrud i bilen, hvor mobiltelefonen befandt sig. Vi henviser i den forbindelse til Forbrugerklagenævnets afgørelse i sag nr. 4054/-440, offentliggjort i Forbrugerklagenævnets Årbog 2001.

Der træffes afgørelse i overensstemmelse med flertallet.

Teleankenævnet træffer herefter følgende

AFGØRELSE
Der gives klager, NN, delvis medhold i klagen over indklagede, Orange A/S, således at indklagede skal anerkende alene at have et krav mod klager på 1.200 kr.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres til klager jf. vedtægternes § 12.

Indklagede Orange A/S, betaler 14.000 kr. i sagsomkostninger til Teleankenævnet, jf. vedtægternes § 25.