Overskriftsbillede til Mobil – aftalevilkår – opkrævning af rykkergebyrer mv. (J.nr. 10.07-0447-05)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Mobil – aftalevilkår – opkrævning af rykkergebyrer mv.

Resume:
Klager gjorde indsigelse mod to rykkergebyrer grundet manglende betaling af en faktura med den begrundelse, at klager ikke havde modtaget fakturaen. Nævnet fandt, at indklagede skulle bevise at fakturaen var kommet frem til klager. Hertil noterede nævnet at indklagede fremsendte fakturaer til sine kunder hver måned også selvom de var tilmeldt BetalingsService. Nævnet noterede sig endvidere, at hverken den oprindelige faktura, rykkerskrivelsen eller inkassoskrivelsen var kommet tilbage i indklagedes returpost. Endelig noterede nævnet at klager ikke på noget tidspunkt havde skiftet adresse. Bevisbyrden for at fakturaen var kommet frem til klager ansås derfor for løftet, hvorved klager ikke kunne få medhold.

Klager:
XX

Indklagede:
Telia Mobile A/S
Ejby Industrivej 135
2600 Glostrup

SAGSFREMSTILLING
Klagen vedrører: Indklagedes opkrævning af rykkergebyrer mv.
Påklaget beløb: –
Påklaget periode: Den 1. januar til den 31. januar 2005
Abonnementsform: Mobil
Klager reklameret til indklagede: –
Indklagede truffet afgørelse: Den 11. april 2005

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

I marts 2005 rettede klager skriftlig henvendelse til indklagede. Det fremgik af det udaterede brev, at klager gjorde indsigelse mod indklagedes opkrævning af to rykkergebyrer grundet manglende betaling af faktura nr. 1110009751042, der havde fakturadato den 14. november 2004. Klager gjorde gældende, at han aldrig havde modtaget den skyldige faktura. Det fremgik videre af brevet, at klager havde tilmeldt sine betalinger til BetalingsService fra primo november 2004.

Ved brev af den 11. april 2005 fastholdt Lindorff A/S på vegne af indklagede kravet. Det fremgik af brevet, at det var klagers pligt selv at kontrollerede, at hans faktura blev betalt.

Sagen blev herefter indbragt for Teleankenævnet.

Klage modtaget i sekretariatet: Den 14. april 2005.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER

Klager

Klager gør indsigelse mod opkrævning af rykkergebyrer og inkassoomkostninger. Klager har aldrig modtaget den pågældende faktura. Klager gør endvidere gældende, at han heller ikke har modtaget hverken rykkerskrivelse eller inkassoskrivelse fra indklagede.

Indklagede

Indklagede fastholder sit betalingskrav.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Teleankenævnet har ved sin vurdering af sagen lagt til grund, at det påhviler indklagede at løfte bevisbyrden for, at klager har modtaget den ubetalte faktura.

Nævnet har noteret sig, at indklagede hver måned fremsender en faktura til kunderne, og at dette også er tilfældet, selv om kunderne eventuelt er tilmeldt betaling via BetalingsService. Nævnet har endvidere noteret sig, at hverken den oprindelige faktura, rykkerskrivelsen eller inkassoskrivelsen er kommet tilbage i indklagedes returpost. Endelig har nævnet noteret sig, at klager ikke på noget tidspunkt har skiftet adresse.

På baggrund af ovennævnte er det Teleankenævnets vurdering, at det må lægges til grund, at klager har modtaget den ubetalte faktura mv.

Nævnet finder det endvidere ikke dokumenteret, at betaling af den omhandlede faktura er sket via BetalingsService. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at betaleren har pligt til selv at kontrollere, om betalingen fremgår af betalingsoversigten.

På baggrund af ovennævnte er det Teleankenævnets vurdering, at klager hæfter for rykkergebyrer og inkassoomkostninger.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der kan ikke gives klager, XX, medhold i klagen over indklagede, Telia Mobile A/S.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 12.

Indklagede, Telia Mobile A/S, betaler 3.000 kr. i sagsomkostninger til Teleankenævnet, jf. vedtægternes § 25.