Overskriftsbillede til Internet – regningsklage – aftaleforhold – erhverv (J.nr. 12.01-0823-05)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Internet – regningsklage – aftaleforhold – erhverv

Resume:
Klager der var erhvervsdrivende modtog en høj regning, som denne ikke ville vedkende sig. Klager henvendte sig til indklagede for at få regningen nedsat. Da indklagede ikke kunne finde fejl på sin side, fastholdt indklagede regningskravet overfor klager. Nævnet fastslår at den kan behandle regningsklager fra erhvervsdrivende. Konkret fandt nævnet dog, at der ikke var fundet fejl hos indklagede og at den høje regning skyldtes opsætningen og betjeningen af udstyret hos klager. Forhold vedrørende erstatning mellem erhvervsdrivende ligger uden for nævnets kompetence og henvises til de almindelige domstole. Klager fik derfor ikke medhold.

Klager:
NN

Indklagede:
TDC Totalløsninger A/S
v/TDC Services A/S
Teglholmsgade 1, C -260
0900 København C

Nævnets sammensætning:
Landsdommer John Lundum, formand
Lasse Andersen, udpeget af teleudbyderne
Marianne Steiness, udpeget af teleudbyderne
Karin Ladegaard, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Anette Høyrup, udpeget af Forbrugerrådet Tænk

SAGSFREMSTILLING

J.nr. 12.01-0823-05

Klagen vedrører: Fakturering for automatisk opkald til Netbasis samt udskydelses af teknikerbesøg
Påklaget beløb: 10.153,03 kr. Dog alene opkald til Netbasis
Påklaget periode: 26. februar til den 28. april 2005
Abonnementsform: Løbende internetabonnement
Reklameret til indklagede: 2. september 2005
Indklagede truffet afgørelse: 7. september 2005

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager, der er advokat og driver en advokatvirksomhed med 3 ansatte, konstaterede ved modtagelsen af faktura nr. 44 – juli kvartal 2005 et unormalt højt antal opkald til Netbasis (opkald til internettet). Endvidere var det klagers indtryk, at indklagede havde foretaget dobbelttaksering af visse opkald. Klager reklamerede derfor den 5. juli 2005 til indklagede.

Indklagede foretog i den forbindelse en række tekniske og administrative undersøgelser, herunder en undersøgelse af alle udvendige installationer mellem centralen og klagers adresse. Ingen af de foretagne undersøgelser viste tegn på fejl eller uregelmæssigheder. Indklagede valgte derfor i afgørelse af 1. august 2005 at fastholde sit krav over for klager. Indklagede henviste bl.a. til, at det store antal opkald til Netbasis skyldtes, at klagers computer var indstillet til automatisk at kalde op til internettet. Indklagede anførte endvidere, at der ikke var tale om dobbelttaksering, men om ”bundling”, hvorved klagers internetforbindelse benyttede begge klagers ISDN-kanaler på en gang, således at hastigheden på linien øgedes.

Klager henvendte sig på ny til indklagede den 17. august 2005, idet hun fortsat ønskede fakturaen nr. 44 reduceret med opkald til Netbasis. Klager anførte, at mange af de pågældende opkald forekom uden for kontorets normale åbningstid på tidspunkter, hvor computeren var slukket. Imidlertid var computerens indstillinger uændrede i forhold til tidligere. Endelig forbeholdt klagers sig ret til erstatning i anledning af, at installation af en ADSL-forbindelse på grund af en strejke hos indklagede var blevet udskudt fra medio april til primo maj.

Indklagede besvarede klagers henvendelse den 1. september 2005. Da samtlige opkald var foretaget ved benyttelse af klagers 12-cifrede kundenummer og personlige password og i øvrigt under henvisning til den tidligere afgørelse, fastholdt indklagede fortsat sit krav. Endvidere afviste indklagede krav om erstatning som følge af forsinkelse under henvisning til de gældende abonnementsvilkår.

Da klager fortsat ikke var enig i indklagedes vurdering, henvendte hun sig på ny. Indklagede fastholdt imidlertid fortsat sit krav.

Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.

Klage modtaget i nævnet: Den 1. november 2005

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Ønsker reduktion af faktura 44, således at klager ikke opkræves for den store mængde automatiske opkald til Netbasis.

Den store mængde automatiske opkald må skyldes en fejl hos indklagede, da klager ikke har ændret indstillingen i computeren.

Opkaldene forekommer døgnet rundt med meget korte intervaller, d.v.s. også uden for kontorets normale åbningstid.

Indklagede burde informere om risikoen ved Netbasis-abonnementet. Klagers forbrug baserer sig på en åbenbar misforståelse.

Indklagede

Fastholder sit krav under henvisning til, at indklagedes tekniske og administrative undersøgelser ikke har vist tegn på fejl eller mangler henhørende til indklagedes ansvarsområde.

Indklagedes ansvarsområde ophører ved nettermineringspunktet. Indklagede kan derfor ikke drages til ansvar for klagers uhensigstmæssige eller fejlagtige opsætning af sin computer.

Samtlige opkald er foretaget ved benyttelse af klagers 12-cifrede kundenummer og personlige password.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Det er nævnets opfattelse, at klager må anses for erhvervsdrivende, idet hun driver en erhvervsvirksomhed med 3 ansatte.

Klager kan ikke anerkende den store mængde opkald til Netbasis på faktura nr. 44. Klager har oplyst, at indstillingerne på klagers computer ikke er ændret, ligesom en stor del af opkaldene forekommer uden for kontorets normale åbningstid.

Efter Teleankenævnets praksis tager nævnet som udgangspunkt ikke andre klager end regningsklager under behandling fra erhvervsdrivende, jf. vedtægternes § 5, 1. pkt.

Nævnet kan dog beslutte at tage andre klager end regningsklager under behandling fra erhvervsdrivende, jf. vedtægternes § 5, 3. pkt.,

Teleankenævnet behandler dog efter fast praksis som udgangspunkt udelukkende andre klager end regningsklager fra erhvervsdrivende, hvis det omhandlede abonnement har været anvendt til blandet anvendelse, dvs. såvel privat som erhvervsmæssigt, hvilket f.eks. kan være tilfældet for mindre virksomheder, der drives fra privatadressen. I den konkrete klagesag er der ikke tale om blandt privat/erhvervsmæssigt forbrug.

I det følgende har nævnet derfor alene vurderet regningsklagespørgsmålet.

Som sagen er oplyst, er det herefter nævnets opfattelse, at nævnet skal tage stilling til, om klager hæfter for det registrerede forbrug.

Nævnet bemærker følgende:

Indklagede har oplyst, at der ikke er konstateret fejl eller uregelmæssigheder i indklagedes netværk i den pågældende periode. Indklagede har endvidere oplyst klager om, at der ikke er sket dobbeltfakturering af opkald, men ”bundling”, hvorved hastigheden på hendes internetforbindelse øges.

Nævnet lægger derfor til grund, at de pågældende opkald alene skyldes opsætningen og/eller betjening af klagers computerudstyr.

Ifølge gældende abonnementsvilkår hæfter abonnenten over for teleselskabet for de ydelser, der leveres i henhold til vilkårene. På den baggrund er det nævnets opfattelse, at klager som udgangspunkt hæfter for det registrerede forbrug. Indklagede har således ikke ansvaret for, om klagers computerudstyr er opsat korrekt.

På denne baggrund er det nævnets opfattelse, at klager selv hæfter for den eventuelt utilsigtede og/ eller uhensigtsmæssige opsætning af computerudstyret.

Med hensyn til de af klager øvrige rejste spørgsmål om erstatning i anledning af forsinkelse med installation af ADSL pga. strejke hos indklagede og indklagedes eventuelle pligt til at informere om risici i forbindelse med benyttelsen af indklagedes produkter, har nævnet i tidligere afgørelser fastslået, at erstatnings- og aftaleretlige overvejelser falder uden for nævnets kompetence i erhvervssager. Afgørelsen af disse spørgsmål henhører således i givet fald under domstolene.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der kan ikke gives klager, NN, medhold i klagen over indklagede, TDC Totalløsninger A/S.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 12.

Indklagede, TDC Totalløsninger A/S, betaler 3.000 kr. i sagsomkostninger til Teleankenævnet, jf. vedtægternes § 25.

På Teleankenævnets vegne, den

Formand                                                    /                       Juridisk sagsbehandler