Overskriftsbillede til Internet – aftalevilkår – opsigelse (J.nr. 12.12-0356-05)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Internet – aftalevilkår – opsigelse

Resume:
Indklagede havde fået en række henvendelser fra folk om at de modtog spam, der efter en undersøgelse viste sig at komme fra klagers ip-adresse. Indklagede tog kontakt til klager og bad ham om at stoppe sin adfærd. Samtidig advarede indklagede ham om at manglende efterlevelse ville føre til en opsigelse af klagers internetabonnement. Klager fortsatte sin adfærd og indklagede opsagde derfor klager i henhold til sine abonnementsvilkår. Selvom tvisten ikke omhandlede en økonomisk tvist, fandt nævnet at det havde kompetence til at behandle sagen. Derefter fandt nævnet at indklagede altid er berettiget til at opsige et aftaleforhold, blot der bliver givet et passende varsel. Konkret fandt nævnet at indklagede var berettiget til at opsige klager, da klager var blevet advaret om konsekvenserne af sin spam-adfærd. Klager fik derfor ikke medhold i at opsigelsen havde været uberettiget.

Klager:
NN

Indklagede:
TDC Totalløsninger A/S
v/TDC Services A/S
SAQS Teglholmsgade 1, D.360
0900 København C

Behandlet på nævnsmøde nr. 31 den 8. februar 2006

SAGSFREMSTILLING
Klagen vedrører: indklagedes opsigelse af Webspeed abonnement
Påklaget beløb: ikke angivet
Påklaget periode: 22. december 2004 til den 15. april 2005
Abonnementsform: Løbende Webspeed abonnement (internet)
Reklameret til indklagede: 16. marts 2005
Indklagede truffet afgørelse: 18. marts 2005
KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager havde et Webspeed abonnement hos indklagede. Indklagede modtog flere klager fra andre kunder om, at der var sendt spammails fra en adresse, der efter indklagedes undersøgelser viste sig at være klagers IP-adresse. Indklagede rettede derfor den 9. februar 2005 telefonisk henvendelse til klager og bad ham ophøre hermed. Ifølge indklagede fortsatte klager dog sin adfærd.

Klager reagerede ved at sende en e-mailden 11. februar 2005. Denne havde efter indklagedes vurdering et truende indhold, hvilket bestyrkede indklagede i beslutningen om at opsige aftalen, uden at den truende adfærd dog blev angivet som eksplicit grund til opsigelsen.

Indklagede opsagde efterfølgende abonnementet i mail af 15. februar 2005 med virkning fra den 16. februar 2005. Indklagede henviste til abonnementsvilkår pkt. 14.B.J, hvorefter indklagede var berettiget til at opsige abonnementsaftalen i tilfælde af, at klager spreder e-mails, som er uønskede for modtageren (spam, kædebreve eller lignende).

Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.

Klage modtaget i Teleankenævnet: Den 8. april 2005

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Klager anfægter opsigelsen af abonnementet, idet klager bestrider at have sendt spam fra sin IP adresse. Klager anfører, at udsendelsen af spam fra klagers IP adresse er foretaget af en anden person end klager selv, og at indklagede på den baggrund ikke er berettiget til at opsige klagers Webspeed abonnement. [Klager har endvidere anmodet om, at refusionen af abonnementsafgift sker allerede fra den 16. februar 2005, idet forbindelsen allerede blev lukket fra denne dato samt den 9. februar 2005, hvor forbindelsen også var lukket.

Indklagede

Fastholder opsigelsen af abonnementet henset til, at de omhandlede spam-mails er sendt fra klagers IP adresse. Indklagede har indvilliget i at eftergive en yderligere dags abonnementsafgift, idet klagers forbindelse allerede blev lukket den 16. februar 2004. Indklagede har fastholdt opkrævningen for abonnementsafgift for den 9. februar 2005

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Da indklagede under sagens forløb har accepteret klagers krav om refusion af abonnementsafgift, vedrører klagesagen udelukkende spørgsmålet om, hvorvidt indklagede var berettiget til at opsige abonnementsaftalen med klager. Der er således ikke en direkte økonomisk tvist mellem parterne, hvorfor det indledningsvist skal vurderes, om sagen ligger inden for Teleankenævnets kompetence.

Det fremgår af § 1 i Teleankenævnets vedtægter, at ankenævnet behandler civilretlige tvister mellem slutbrugere og udbydere af teletjenester vedrørende teletjenester. En klage kan således angå samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem parterne.

Teleankenævnet finder, at Teleankenævnet på den baggrund har kompetence til at behandle klagen over indklagedes opsigelse af klagers abonnement uagtet, at der ikke foreligger en konkret økonomisk tvist mellem parterne.

Teleankenævnet har noteret sig, at indklagedes abonnementsvilkår pkt. 14.B.J. indeholder hjemmel for indklagede til at opsige et abonnement, hvis klager spreder e-mails, som er uønskede for modtageren (spam, kædebreve eller lignende). Teleankenævnet vurderer, at idet indklagede har oplyst, at de fremsendte e-mails er fremsendt fra klagers IP adresse, har indklagede godtgjort, at klager har sendt disse eller er ansvarlig for afsendelsen.

Det fremgår endvidere klart af indklagedes abonnementsvilkår, at indklagede kan opsige et abonnement, hvis klager spreder spam e-mails eller lignende. Teleankenævnet er dog af den opfattelse, at det må være en forudsætning for at kunne opsige efter det nævnte aftalevilkår, at indklagede først advarer klager, som således får mulighed for at rette op på den uønskede adfærd.

Indklagede har i sagen anført, at de kontaktede klager telefonisk den 9. februar 2005, hvilket klager har bekræftet. I denne telefonsamtale gjorde indklagede klager opmærksom på, at der var tale om en advarsel, idet indklagede ellers ville lukke abonnementet. Indklagede opsagde herefter abonnementet med henvisning til pkt. 17 i vilkårene, idet klager havde fortsat sin adfærd.

Indklagede henviser både til, at klager har udbredt spam, og at klager har fremsendt truende udtalelser, hvilket gør det uklart, på hvilket grundlag abonnementet opsiges. Teleankenævnet forstår dog indklagedes afgørelse således, at indklagede er af den opfattelse, at begge forhold dækkes af pkt. 17 i vilkårene, idet klager har misligholdt aftalen, jf. pkt. 14.B.J. Det er imidlertid Teleankenævnets opfattelse, at indklagede var berettiget til at opsige abonnementsaftalen med klager uanset om abonnementsvilkårenes pkt. 14.B.J. var overtrådt, idet indklagede til hver en tid med passende varsel har ret til at opsige en abonnementsaftale med en kunde. Da det må lægges til grund, at klager fortsatte sin adfærd uanset den telefoniske advarsel finder Teleankenævnet, at indklagede var berettiget til at opsige aftalen.
Teleankenævnet har desuden noteret sig, at indklagede under Teleankenævnets behandling af sagen har eftergivet en yderligere dags abonnementsafgift for den 16. februar 2005. Teleankenævnet finder ikke, at klager har godtgjort, at han er berettiget til eftergivelse af abonnementsafgift for den 9. februar 2005, hvorfor der ikke kan gives klager medhold i dette klagepunkt.

Det skal endelig bemærkes, at klager har anført en række yderligere klagepunkter:

  • at indklagede ikke har stoppet den 3. person, som klager mener har hacket hans IP-adresse og sendt spam e-mails
  • at klager er nægtet aktindsigt efter persondatalovens § 31
  • at indklagede har misbrugt sin dominerende stilling i lokalområdet omkring Køge
  • dårlig kundeservice
  • at klager ikke har fået mulighed for at forsvare sig mod en uvedkommende persons angreb.

Teleankenævnet har ikke taget stilling til disse klagepunkter, herunder, hvorvidt de er omfattet af nævnets kompetence, idet indklagede ikke har truffet afgørelse herom. Klager er underrettet herom.

Teleankenævnet henviser i øvrigt klager til at rette henvendelse til politiet, hvis klager mener, at andre personer uretmæssigt har benyttet sig af klagers IP-adresse med det formål at udsende spam e-mails.

Teleankenævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE:

Der kan ikke gives klager, NN, medhold i klagen over indklagede, TDC A/S.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 12.

Indklagede, TDC A/S, betaler 3.000 kr. i sagsomkostninger til Teleankenævnet, jf. vedtægternes § 25.