Overskriftsbillede til Mobil – regningsklage – opkald til Brasilien – telekort (J.nr. 10.16-0543-10) 

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Mobil – Regningsklage – Opkald til Brasilien – Telekort

Resume:
Klager modtog en høj regning for opkald til Brasilien, og reklamerede over dette. Indklagede havde ikke fundet fejl i sit system og kunne i øvrigt konstatere at opkaldene var foretaget med klagers simkort. Nævnet fandt derfor, at det påhvilede klager at sandsynliggøre, at denne ikke havde foretaget opkaldene. Da klager ikke løftede denne bevisbyrde, kunne nævnet ikke give klager medhold.

Klager:
NN

Indklagede:
TDC A/S
Teglholmsgade 1-3
0900 København C

Behandlet på nævnsmøde nr. 74 den 25. august 2011

SAGSFREMSTILLING
Klagen vedrører: Indklagedes registrering af opkald til Brasilien foretaget via telekort
Påklaget beløb: 7.119,75 kr.
Påklaget periode: Den 6. april 2010 til den 5. juli 2010
Abonnementsform: Løbende mobilabonnement
Reklameret til indklagede: Den 2. august 2010
Indklagede truffet afgørelse: Den 17. september 2010

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager havde et mobilabonnement hos indklagede.

Den 14. juli 2010 modtog klager en faktura fra indklagede på 10.180,98 kr. Klager konstaterede, at indklagede havde registreret og faktureret for adskillige opkald til Brasilien.

Klager fremsendte den 2. august 2010 en klage til indklagede, idet klager ikke kunne vedkende sig at skulle hæfte for opkaldene, idet klager gjorde gældende, at han ved opkald til udlandet udelukkende havde benyttet taletidskort.

Den 17. september 2010 traf indklagede afgørelse i klagen og gav ikke klager medhold under henvisning til, at indklagedes undersøgelser havde vist, at alle udlandsopkaldene var registreret korrekt.

Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.

Klage modtaget i sekretariatet: Den 27. september 2010

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Klager afviser at skulle hæfte for opkaldene til Brasilien.

Klager anerkender at have foretaget opkald fra sin mobiltelefon til Brasilien, men gør gældende, at der blev benyttet et forudbetalt taletidskort til dette.

Indklagede

Indklagede fastholder kravet med henvisning til, at administrative og tekniske undersøgelser foretaget i anledning af klagen ikke har vist fejl eller uregelmæssigheder. Undersøgelserne viser derimod, at alle opkald er foretaget fra klagers SIM-kort.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Indklagede har i forbindelse med nævnets behandling af sagen foretaget adskillige undersøgelser af administrativ og teknisk art. Disse undersøgelser viste ikke tegn på fejl eller uregelmæssigheder.

Det påhviler herefter klager at sandsynliggøre, at han ikke har foretaget de påklagede opkald, eller at han ikke har foretaget dem på en sådan måde, at indklagedes opkrævning af betaling ikke er berettiget. Klager har anført over for nævnet, at han ikke har foretaget opkald til Brasilien via sit SIM-kort, idet han ved alle opkald benyttede et forudbetalt telekort.

Det er nævnets opfattelse, at registreringen og debiteringen af de påklagede opkald er sket korrekt. Nævnet lægger i den forbindelse afgørende vægt på, at alle opkald er registreret foretaget via klagers sim-kort. Nævnet lægger endvidere vægt på, at indklagedes administrative og tekniske undersøgelser ikke har påvist fejl.

Det må derimod lægges til grund, at de påklagede opkald foretaget til Brasilien er foretaget fra klagers SIM-kort, uden at der er gjort brug af telekort, eller hvor telekortet ikke er blevet anvendt korrekt eller ikke har virket efter hensigten.

Det følger af indklagedes abonnementsvilkår, at abonnenten hæfter for de ydelser, der leveres i henhold til vilkårene. Det er nævnets opfattelse, at indklagedes krav om betaling af de påklagede udlandsopkald er fremsat i overensstemmelse med abonnementsvilkårene.

Nævnet finder herefter, at klager hæfter for de påklagede opkald. Brugeren bærer selv ansvaret for sit brug af telekort, herunder for, at kortet virker efter hensigten. Det bemærkes i den forbindelse, at klager ikke har købt det benyttede telekort af indklagede, hvorfor indklagede ikke er ansvarlig for, hvorvidt telekortet fungerede efter hensigten.

Nævnet bemærker, at klager eventuelt kan rette henvendelse til forhandleren af telekortet, såfremt han ikke mener at have modtaget tilstrækkelig information om takseringen af opkald, korrekt brug af kortet mv., eller såfremt han mener, at der har været mangler ved telekortet.

Klager kan således ikke gives medhold.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der kan ikke gives klager, NN, medhold i klagen over indklagede, TDC A/S.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 13.

Indklagede, TDC A/S, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger.