At flytte sit telefonnummer

Nummerportering er en betegnelse for en tjeneste, der giver dig som kunde mulighed for at få flyttet dit telefonnummer fra et teleselskab til et andet teleselskab.

Teleselskaberne har i henhold til Teleloven pligt til at sikre mulighed for nummerportering. Pligten omfatter portering af et telefonnummer fra f.eks. en gammel mobilaftale til en ny mobilaftale, eller fra en gammel fastnetaftale til ny fastnetaftale. Pligten omfatter ikke portering af telefonnummer fra en gammel fastnetaftale til en ny mobilaftale- såkaldt krydsportering.

Teleselskaberne skal give dig mulighed for portering af dit telefonnummer senest ved udgangen af den næsfølgende arbejdsdag, efter at anmodningen er kommet frem til det afgivende teleselskab. Det vil sige, at det skal være muligt for dig at portere dit nummer inden for 1 døgn, medmindre anmodningen om portering falder på en lørdag, søndag eller helligdag.

Nummerporteringen kan tidligst finde sted, når dit abonnement med dit nye teleselskab er trådt i kraft.

Ønsker du nummerportering i forbindelse med oprettelse af et abonnement ved et nyt teleselskab, skal du ikke vente på, at din eventuelle binding eller opsigelsesperiode i dit gamle selskab udløber. Til gengæld har dit gamle teleselskab ret til at sende dig en slutfaktura, da du er forpligtet til at overholde vilkårene om bindings- og opsigelsesperiode i den kontrakt, som du har indgået med dit gamle selskab. Dette kan betyde, at du bliver dobbeltfaktureret i en periode, således, at du udover at betale til dit nye selskab også betaler til dit gamle teleselskab, indtil din binding- eller opsigelsesperiode ved dit gamle teleselskab udløber.

Dit nye selskab vil sædvanligvis forud for nummerporteringen sende dig porteringsfuldmagt, som du bliver anmodet om at udfylde og underskrive. Ved at underskrive fuldmagten giver du dit nye selskab lov til at flytte dit telefonnummer fra dit gamle selskab til dit nye selskab. Manglende udfyldelse af fuldmagten medføre, at porteringen afvises, og at du ikke får flyttet dit nummer fra dit gamle selskab til dit nye selskab. Det er derfor vigtigt at udfylde fuldmagten korrekt og eventuelt kontakte teleselskabet, hvis der er tvivl om indholdet af fuldmagten.

Manglende portering kan skyldes forhold hos kunden.

I andre tilfælde kan den manglende portering skyldes forhold hos teleselskaberne. Såfremt det er forhold hos teleselskabet, der er årsag til manglende portering af dit telefonnummer, kan du ifølge nye regler om nummerportering gældende fra den 25. maj 2011 have krav på rimelig kompensation i tre tilfælde:

1.Uretmæssig portering.

Hvis dit nye selskab porterer dit nummer uden at have en gyldig accept fra dig, f.eks. i form af underskrevet fuldmagt, udløser det en kompensation.

2. Forsinkelse af portering.

Porterer dit nye teleselskab ikke dit nummer som aftalt (dog tidligst til udløb af efterfølgende arbejdsdag ift. tidspunkt for aftalens indgåelse) har du krav på kompensation.

3.Ingen telefoni i mere end 24-timer til nummer, der er porteret

Hvis du i forbindelse med portering af dit nummer mister telefonforbindelsen i mere end 24-timer, har du ret til en kompensation.

Vær opmærksom på, at du selv skal gøre krav på rimelig kompensation gældende over for dit nye teleselskab.

Hvad der præcist udgør en rimelig kompensation i de konkrete situationer, defineres af det enkelte teleselskab. Såfremt du ikke er tilfreds med den kompensation, du modtager, har du mulighed for at klage til Teleankenævnet, som kan træffe afgørelse om, hvad der rimeligt i den konkrete situation.

Ovenstående regler følger af Telelovens §§ 26 til 29. Du kan finde loven i sin helhed ved at trykke her.

Print denne side Print denne side