Mobil – aftaleforhold – krav om betaling for forbrug efter bortkomst – indholdstakserede ydelser (J.nr. 10.11-0288-08)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Mobil – aftaleforhold – krav om betaling for forbrug efter bortkomst – indholdstakserede ydelser

Resume:
Klagers søn mistede sin telefon. Efter at have ledt efter telefonen, fik sønnen simkortet spærret i en af indklagede ejet butik. Efterfølgende mente indklagede, at klager skulle betale for forbruget efter telefonens bortkomst. Klager havde gjort gældende, at simkortet var underlagt saldokontrol, nævnet fandt dog at saldokontrol ikke er en garanti mod misbrug. Da der var kommet nye regler vedrørende misbrug af betalingsmidler, laver nævnet en vurdering af de nye kontra de tidligere bestemmelser. Her fandt et flertal, at de nye bestemmelser kun gælder mobiltelefoner, når de bruges til telefoni, og ikke, som i denne sag, anvendelse til køb af andre ydelser, f.eks. indholdstakserede SMS-ydelser. Det afgørende var at køb af indholdstakserede SMS-ydelser har kunnet gennemføres uden anvendelse af en personlig hemmelig kode i forbindelse med hvert enkelt køb. Nævnets flertal fandt derfor, at klageren ikke hæftede for nogen del af det uberettigede forbrug. Et mindretal kom til det modsatte resultat. Klager fik derfor medhold.

Klager:
NN

Indklagede:
Telia Danmark
Holmbladsgade 139
2300 København S

Nævnets sammensætning:
Landsdommer John Lundum, formand
Martin Salamon, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Karin Ladegaard, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Flemming Nørholm, udpeget af teleudbyderne
Bo Dalsgaard, udpeget af teleudbyderne

Behandlet på nævnsmøde nr. 61 den 25. marts 2010

SAGSFREMSTILLING
Klagen vedrører: Forbrug efter bortkomst af mobiltelefon.
Påklaget beløb: 8.000,00 kr.
Påklaget periode: Den 1. marts 2008 til den 31. marts 2008.
Abonnementsform: Mobil
Reklameret til indklagede: Den 12. juni 2008.
Indklagede truffet afgørelse: Den 3. juli 2008.

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager havde hos indklagede tegnet et abonnement til en mobiltelefon. Mobiltelefonen blev benyttet af klagers søn. Klagers søn betegnes herefter som bruger.

Bruger konstaterede i skoletiden den 13. marts 2008, at han ikke havde sin mobiltelefon på sig. Han regnede på dette tidspunkt med, at han havde glemt den hjemme.

Bruger oplyser, at han denne dag havde en lang dag og først kom hjem om aftenen. Han hjalp med at lave aftensmad og havde lektier for. Han havde derfor ikke brug for telefonen før næste morgen, hvor han sammen med sin mor ledte grundigt efter den i hjemmet, derefter ledte han efter mobiltelefonen i forældrenes bil, på skolens parkeringsplads og på skolen. Først efter at han om formiddagen den 14. marts 2008 havde ledt forgæves efter mobiltelefonen, blev han klar over at den var bortkommet. Bruger kørte derefter til indklagedes butik i NN-by, hvor han fik telefonen spærret den 14. marts 2008 kl. 13.02.

Misbruget af mobiltelefonen startede den 13. marts 2008 kl. 17.22 og sluttede samme dag kl. 22.14. Misbruget vedrørte køb af indholdstakserede ydelser (formentlig spil).

Klager reklamerede den 12. juni 2008 til indklagede over at skulle betale for misbruget.

Indklagede fastholdt i sin afgørelse af 3. juli 2008, at klager hæftede for op til 8.000,- kr. af misbruget med den begrundelse, at bruger ikke på tilstrækkelig vis havde gjort sig anstrengelser for at få klarhed over, hvor telefonen og SIM-kortet befandt sig, da han kom hjem fra skole den 13. marts 2008.

Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.

Klage modtaget i sekretariatet: Den 9. juli 2008.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Klager mener ikke, at hun skal betale for misbruget, idet brugeren spærrede SIM-kortet, så snart han var blevet klar over, at mobiltelefonen var bortkommet og stjålet.

Klager gør endvidere opmærksom på, at hun havde aftalt et maksimum/forbrugsloft på 300 kr. på mobiltelefonen.

Indklagede

Indklagede mener, at klager hæfter for 8.000 kr. af misbruget. Indklagede mener ikke, at bruger har opfyldt sin pligt til, så snart det blev muligt, at afklare, om telefonen var bortkommet. Det er indklagedes opfattelse, at bruger burde have ledt efter telefonen, da han kom hjem fra skole den 13. marts 2008 om aftenen lidt før spisetid.

Indklagede mener endvidere, at det må tillægges betydning, at bruger er en flittig bruger af sin mobiltelefon. En gennemgang af brugers forbrugsmønster viser således, at bruger benytter sin telefon hyppigt på alle tider af døgnet, herunder dagligt benytter den om aftenen. Forklaringen om, at bruger som følge af travlhed med andre gøremål ikke tænkte over, hvor mobiltelefonen var, efter at han kom hjem fra skole den 13. marts 2008, forekommer derfor ikke sandsynlig og udgør ikke nogen rimelig grund til ikke at lede efter telefonen.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Indledningsvis skal nævnet bemærke, at ingen af parterne har anfægtet nævnets kompetence til at træffe afgørelse i denne sag, som omhandler spørgsmålet om hæftelsen for det registrerede og debiterede forbrug som følge af misbrug efter bortkomst af en mobiltelefon, jf. lovbekg. nr. 259 af 28.03.2008 om visse betalingsmidler, § 11, nu lov nr. 385 af 25.05.2009 om betalingstjenester, § 62. Ved vurdering af nævnets kompetence har nævnet lagt vægt på, at tvisten mellem parterne vedrører betalingsforpligtelsen i henhold til det registrerede og debiterede forbrug og ikke vedrører indholdet eller kvaliteten af de indholdstakserede SMS`er, misbruget består af.

Nævnet har lagt til grund, at klagers mobilabonnement var omfattet af en forbrugskontrol på 300,- kr. Det fremgår imidlertid af kontrakten under punktet forbrugskontrol, at indenlandsk telefonforbrug opdateres inden for 24 timer. Som følge heraf rummer den aftalte forbrugskontrol ingen garanti imod et misbrug, der som det foreliggende er sket i løbet af 5 timer.

Nævnets flertal (formanden og repræsentanterne fra Forbrugerrådet Tænk) bemærker dernæst, at teleselskaberne har en generel delvis dispensation fra lov om visse betalingsmidler. Dispensationen er delvis, idet der ikke er dispenseret fra hæftelsesreglen i § 11 (nu § 62 i lov om betalingstjenester). Dispensationen gælder efter flertallets opfattelse imidlertid alene, når mobiltelefonen anvendes til telefoni. Dispensationen omfatter således ikke situationer, hvor mobiltelefonen anvendes til køb af andre ydelser, herunder f.eks. indholdstakserede SMS-ydelser.

Efter flertallets opfattelse er det en konsekvens af teleselskabernes dispensation, at sikkerhedskoden til mobiltelefonen (PIN-koden) anses som en personlig hemmelig kode i den forstand, som dette begreb er anvendt i § 11 i lov om visse betalingsmidler, selv om koden alene anvendes til at åbne mobiltelefonen. Hæftelsesreglerne anvendes således, selv om sikkerhedssystemet ikke fuldt ud lever op til de krav, der stilles uden dispensation.

Det er derfor flertallets opfattelse, at de bestemmelser, der pålægger brugeren en hæftelse på henholdsvis 1.200,00 kr. eller 8.000,00 kr., såfremt den til betalingsmidlet hørende personlige hemmelige kode har været anvendt, ikke skal gælde for det misbrug, der er en følge af, at købet af indholdstakserede SMS-ydelser har kunnet gennemføres uden anvendelse af en personlig hemmelig kode i forbindelse med hvert enkelt køb.

Nævnets flertal finder derfor ikke, at klageren hæfter for nogen del af det uberettigede forbrug, jf. lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 1.

Nævnets flertal finder herefter ikke anledning til selvstændigt at tage stilling til, om brugeren handlede hurtigt nok i forbindelse med undersøgelsen af, om hans mobiltelefon var bortkommet.

Nævnets flertal har i øvrigt noteret, at indklagede i sin udtalelse til nævnet finder, at det ved vurderingen af brugers udsagn og troværdighed må lægges til grund, at bruger var en flittig bruger af sin mobiltelefon, og at han brugte den på alle tider af døgnet – herunder også om aftenen -, hvorfor indklagede betvivler brugers forklaring om, at han, da han kom hjem den 13. marts 2008, ikke fandt anledning til at kigge efter sin mobiltelefon før dagen efter. Flertallet har ved gennemgang af brugers forbrugsmønster ikke fundet dokumentation for indklagedes udsagn om, at bruger hyppigt benyttede sin mobiltelefon på alle tider af døgnet. Flertallet finder det beklageligt, at indklagede i forbindelse med klagesagen har beskrevet brugerens adfærd ukorrekt.
To nævnsmedlemmer (udpeget af teleudbyderne) finder, at hæftelsesreglerne i den tidligere lov om visse betalingsmidler § 11 finder anvendelse i en situation som den foreliggende. Det forhold, at teleudbydernes delvise dispensation fra lov om betalingsmidler kun omfatter mobiltelefoni og data, men ikke indholdstakserede tjenester, er ikke relevant for sagen, idet dispensationen netop ikke omfatter reglerne om ansvar og hæftelse i lov om visse betalingsmidler §§ 11 og 12. Idet teleudbydernes dispensation ikke omfatter indholds-takserede tjenester, gælder loven i sin helhed for udbuddet af indholdstakserede tjenester, herunder lovens regler om hæftelse i § 11. Dispensationen er således alene relevant i forhold til lovens øvrige bestemmelser – fx kravet om kvittering ved hver enkelt køb – men altså ikke i forhold til hæftelsesreglen i §11.

Disse to nævnsmedlemmer mener – i forhold til spørgsmålet om hæftelsesregler – at sondringen mellem brug af SIM-kortet til køb af indholdstakserede tjenester og andet brug af SIM-kortet først blevet aktuel i forbindelse med udstedelsen af de nye hæftelsesregler i lov om betalingstjenester, som trådte i kraft 1. november 2009. Det følger således af Forbrugerombudsmandens brev af 8. oktober 2009 til teleudbyderne, at kravet om nulhæftelse for misbrug i form af indholdstakserede tjenester, hvor der ikke har været indtastet en personlig kode ved hver enkelt køb, er en følge af den nye lov om betalingstjenester.

Idet misbruget i denne sag fandt sted den 13. marts 2008, mener disse to nævnsmedlemmer derfor, at hæftelsesreglerne i den dagældende lov om betalingsmidler § 11 skal finde anvendelse i den foreliggende situation. Det følger af praksis fra pengeinstitutankenævnet at kundens/kortholders undersøgelsespligt ved bortkomst af betalingskortet (SIM-kortet) indtræder straks, når kunden befinder sig på den adresse, hvor kunden tror, betalingskortet er. Idet klager i denne sag ikke har opfyldt sin undersøgelsespligt straks efter ankomsten til sit hjem, mener disse to nævnsmedlemmer, at klager hæfter for 8.000 kr., jf. reglen i lov om visse betalingsmidler § 11.
Disse nævnsmedlemmer mener endvidere, at det falder uden for nævnets kompetence at behandle spørgsmålet om kravene til sikkerhedssystemet i forbindelse med teleudbydernes SIM-kort. Spørgsmålet herom henhører under Forbrugerstyrelsen og Forbrugerombudsmanden.

Der træffes afgørelse i overensstemmelse med flertallet.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der gives klager, NN, medhold i klagen over indklagede, Telia Danmark, således at Telia Danmark skal anerkende at Telia Danmark ikke har krav på betaling for det forbrug, der har været i tidsrummet mellem den 13. marts 2008 kl. 17.22 og den 13. marts 2008 kl. 22.14, for så vidt angår indholdstakserede ydelser.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. tilbagebetales til klager, jf. vedtægternes § 13.

Indklagede, Telia Danmark, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger.

Print denne side Print denne side