Opkrævning trods opsigelse af mobilabonnement efter tyveri. (J.nr. 10.06-0713-03)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Opkrævning trods opsigelse af mobilabonnement efter tyveri

Resume:
Klager havde fået stjålet sin telefon og henvendte sig straks til indklagede for at ophæve sit abonnement. Ved en fejl blev abonnementet blot spærret. Efter indklagede blev opmærksom på dette, kom indklagede med et forlig således at klageren alene hæftede for forbrug indtil opsigelsen samt for abonnementsafgiften en måned frem, da der var en måneds opsigelse. Nævnet traf afgørelse i overensstemmelse med indklagedes forlig.

Klageren:
NN

Indklagede:
Telia Mobile A/S
Dybendal Alle 10
2630 Tåstrup

Behandlet på nævnsmødet den  22. marts 2004

Nævnets sammensætning:
Landsdommer John Lundum, formand
Sonny Kristoffersen, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Anders Hjorth Jensen, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Mikkel Buhl, udpeget af teleudbyderne
Janne Lundin Vadmand, udpeget af teleudbyderne

SAGSFREMSTILLING
J.nr. 10.06-0713-03

Klagen vedrører: Opkrævning trods opsigelse af mobilabonnement efter tyveri
Påklaget beløb: Ej oplyst. Indklagede har efterfølgende frafaldet krav på rykkergebyr og reduceret sit krav til kr. 514,79 med udgangspunkt i klagerens opsigelse af abonnementet den 16. februar 2003 til ophør pr. 16. marts 2003
Aftaledato: Mobilabonnement opsagt den 16. februar 2003 pga. tyveri
Klageren reklameret til indklagede: 12. august 2003
Indklagede truffet afgørelse: 20. oktober 2003

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Da klageren havde fået stjålet sin mobiltelefon, opsagde hun ved brev af 16. februar 2003 sit abonnement ’pr. dags dato’ hos indklagede. På trods heraf modtog hun fortsat regninger fra indklagede samt rykkergebyrer, hvilket hun klagede over.

Klage modtaget i sekretariatet: 5. november 2003

Indklagede har under sagens forberedelse for nævnet oplyst, at klagerens telefon ved en fejl kun er blevet spærret, men ikke opsagt efter modtagelsen af klagerens brev af 16. februar 2003. På den baggrund har indklagede tilbudt en forligsløsning, hvorefter klageren skal betale 514,79.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER

Klageren

Klageren afviser at skulle betale for forbrug eller abonnement efter den 16. februar 2003.

Indklagede

Indklagede tilbyder en forligsløsning, hvorefter klageren på baggrund af klagerens opsigelse af abonnementet den 16. februar 2003 til ophør pr. 16. marts 2003 betaler kr. 514,79 til endelig afgørelse.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

På baggrund af de fremlagte telefonregninger og opkaldslister samt indklagedes oplysning om, at klagerens telefon blev spærret efter modtagelsen af klagerens brev af 16. februar 2003, finder nævnet, at det må lægges til grund, at indklagede ikke har registreret eller opkrævet klageren betaling for forbrug efter spærringen.

Det er herefter nævnets vurdering, at klageren skal stilles, som om det omhandlede abonne­ment blev opsagt den 16. februar 2003 til ophør pr. 16. marts 2003, således at klageren alene hæfter for skyldigt forbrug indtil den 16. februar 2003 samt for abonnementsafgift indtil den 16. marts 2003, i alt kr. 514,79, jf. indklagedes forligsforslag af 11. december 2003.

Nævnet træffer herefter følgende

AFGØRELSE:

Klagen fra NN over Telia Mobile A/S afgøres i overensstemmelse med indklagedes forligsforslag, således at klageren til indklagede betaler kr. 514,79 til fuld og endelig afgørelse af sagen.

Print denne side Print denne side