Tyveri af klagerens mobiltelefon samt inkassoomkostninger i forbindelse hermed. (J.nr. 10.13-0234-03)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Tyveri af klagerens mobiltelefon – betalingsmiddellovens § 11, stk. 3 – samt inkassoomkostninger i forbindelse hermed

Resume:
Klager fik stjålet sin mobiltelefon på en ferie, men undlod at give indklagede besked, da hun havde saldokontrol og derfor forventede at telefonen ville blive spærret efter overskridelse af denne eller senest ved et minus på 200 kr. Nævnet fandt, at klager ud fra dette ikke havde været fritaget for at melde tyveriet til indklagede. Efter betalingsmiddellovens § 11, stk. 3, nr. 1, der finder anvendelse på SIM-kort i mobiltelefoner, hæftede klager for forbrug op til kr. 8.000,00. I forbindelse med klagesagen var klager blevet indkrævet et inkassogebyr på 900 kr. Men da indklagede i sit svar til klager, efter denne havde reklameret over fakturaen og redegjort for tyveriet ikke var blevet oplyst om muligheden for at anke afgørelsen til teleankenævnet, med den konsekvens at indklagede var blevet forpligtet til at berostille inddrivelsen af klagebeløbet, fandt nævnet at inkassogebyret skulle frafaldes.

Klageren:
NN

Indklagede:
Telmore A/S
Carl Gustavs Gade 3
2630 Taastrup

Klage behandlet på mødet den:
1. marts 2004

Nævnets sammensætning
Landsdommer John Lundum, formand
Karin Ladegaard, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Anders Hjorth Jensen, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Bettina Hald, udpeget af teleudbyderne
Nicholai K. Pfeiffer, udpeget af teleudbyderne

SAGSFREMSTILLING
J.nr. 10.13-0234-03
Klagen vedrører: Indklagedes krav om betaling for opkald efter tyveri af klagerens mobiltelefon trods overskridelse af grænsen for forudbetalt taletid samt inkasso-omkostninger
Påklaget beløb: Kr. 7.314,98
Aftale: Mobilaftale med taletid
Klageren reklameret til indklagede: 20. maj 2003
Indklagede truffet afgørelse: den 21. januar 2003 og den 2. oktober 2003

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Under en rejse til Barcelona fik klageren den 5. maj 2003 stjålet sin mobiltelefon og øvrige personlige papirer. Klageren meldte tyveriet til politiet, men på grund af de mistede papirer ringede hun ikke straks til indklagede. Da hendes abonnement var baseret på forudbetaling af taletid, undlod hun at kontakte indklagede den følgende dag, idet hun mente, at ind­klagede allerede på dette tidspunkt måtte have lukket for telefonen.

På grund af den forsinkede underretning, der gælder for udenlandske operatørers underretning til danske teleudbydere om opkald foretaget i udlandet, modtog indklagede først den 8. maj 2003 meddelelse om opkald foretaget efter tyveriet, som medførte en overskridelse af klagerens taletid. Samme dag spærrede indklagede for klagerens konto.

Klage modtaget i sekretariatet: 1. oktober 2003

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER

Klageren

Da klageren har haft et abonnement med forudbetalt taletid, finder hun, at indklagede burde have lukket hendes konto, da der ikke var mere taletid, eller i det mindste da den aftalte taletid var overskredet med kr. 200,00. Ved at læse aftalevilkårene kan klageren godt se, at der alene står, at indklagede bestræber sig på at lukke kontoen, når taletiden er brugt, men klageren mener ikke, at hun har handlet groft uagtsomt, da indklagede reklamerer med saldokontrol.

Klageren er desuden utilfreds med, at indklagede ikke besvarede hendes klage, men blot oversendte hendes sag til inkasso.

Indklagede

Indklagede fastholder det fulde regningskrav, idet indklagede ikke har haft kendskab til det påklagede forbrug før modtagelsen af de første opkaldsunderretninger fra udlandet den 8. maj 2003. På dette tidspunkt lukkede indklagede for telefonen.

Indklagede finder endvidere, at klageren har handlet uagtsom ved ikke at kontakte selskabet efter tyveriet, jf. § 11, stk. 3, nr.1, og § 11, stk. 4, nr. 1, i lov om visse betalings­midler, hvorefter indklagede er berettiget til at opkræve op til kr. 8.000,00, hvis klageren har handlet uagtsomt.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Nævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at klagerens mobiltelefon var omfattet af et abonnement med forudbetalt taletid, og at abonnementet var underlagt et kreditmaksimum på kr. 200,00. Det er endvidere lagt til grund, at telefonen var tændt ved tyveriet i udlandet, og at det forbrug, der fandt sted efter tyveriet, derfor er sket, medens den til SIM-kortet hørende personlige kode var aktiveret. Nævnet har endvidere bemærket, at klageren undlod at underrette indklagede om tyveriet, idet hun mente, at indklagede ville spærre for telefonen, når taletiden var opbrugt, eller når kreditmaksimum var overskredet.

Nævnet har noteret sig, at indklagede på grund af den forsinkede underretning, der gør sig gældende for opkald foretaget i udlandet, først modtog underretning om det forøgede forbrug den 7. maj 2003 og straks derefter spærrede for telefonen.

Ifølge betalingsmiddellovens § 11, stk. 3, nr. 1, der i finder anvendelse på SIM-kort i mobiltelefoner, hæfter brugeren i en situation som den foreliggende for forbrug op til kr. 8.000,00, hvis brugeren har undladt at underrette teleselskabet snarest muligt efter at have fået kendskab til tyveriet.

Nævnet finder ikke, at indklagedes abonnementsvilkår med rette kan siges at give klageren en forventning om, at indklagede ville spærre hendes telefon ved overskridelse af den indbetale taletid eller ved overskridelse af kreditmaksimum, hvorfor vilkårene ikke findes at have frataget klageren pligt til at underrette indklagede ved tyveri.

I Ifølge abonnementsvilkårenes pkt. 9.2 gælder det således, at abonnentens mobiltelefon ikke spærres umiddelbart ved overskridelse af den indbetalte taletid, idet abonnenten ydes kredit i op til 7 dage eller højst kr. 200,00. Af samme punkt fremgår det videre, at ind­klagede tilstræber at spærre telefonen ved overskridelse af kredittiden eller ved et minus på kontoen på kr. 200,00. Der er således alene tale om, at indklagede er berettiget, men ikke forpligtet til at lukke for telefonen uden varsel, hvis kredittiden eller kreditmaksimum overskrides.

Hertil kommer, at abonnentens pligt til at underrette indklagede, hvis SIM-kortet bort­kommer, eller hvis abonnenten får mistanke om, at kortet bliver misbrugt, fremgår af abonnementsvilkårenes pkt. 6.3 – 6.4.  Det samme gælder for det forhold, at abonnenten hæfter for tab som følge af andres uberettigede brug af SIM-kortet, indtil det tidspunkt, hvor indklagede har modtaget besked om, at kortet er bortkommet.

Med hensyn til klagerens indsigelse vedrørende indklagedes krav på inkassosalær har nævnet bemærket, at klageren den 20. maj 2003 reklamerede til indklagede, idet hun redegjorde for tyveriet og gjorde gældende, at indklagede burde have lukket for telefonen. Da indklagede ved sin besvarelse af 21. januar 2003 ikke har oplyst klageren om anke­muligheden, hvilket ville have forpligtet indklagede til at berostille inddrivelsen af klagebeløbet[1], finder nævnet, at klageren skal fritages for betaling af de efterfølgende inkassoomkostninger på kr. 900,00.

Nævnet træffer herefter følgende

AFGØRELSE:

Klagen fra NN kan ikke imødekommes.

Indklagede, Telmore A/S, tilpligtes dog at anerkende, at klageren skal fritages for at betale kr. 900,00 i inkassoomkostninger.


 

 

[1] Der henvises til § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 786 af 19. september 2002 om udbud af telenet og teletjenester, jf. § 11, stk. 2, i nugældende bekendtgørelse nr. 666 af 10. juli 2003 om udbud af elektroniske kommunikationsnet og –tjenester.
Print denne side Print denne side