Flere tjenester – aftaleforhold – dobbelt betaling – hæftelse (17-543)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Den 4. oktober 2018 – møde 145

 

RESUMÉ:

Klager oprettede den 12. september 2006 et fastnetabonnement hos TDC via telefonstikket på klagers adresse, og den 2. november 2006 blev der på samme telefonforbindelse endvidere oprettet en bredbåndsforbindelse.

Den 1. december 2006 blev der på klagers adresse oprettet en tv-mellempakke via kabel-tv-antennestikket (coax) hos indklagede(Yousee).

Den 18. marts 2009 blev der oprettet en HomeTrio-løsning via telefonforbindelsen hos TDC. HomeTrio-løsningen indeholdt telefoni, bredbånd og tv.

Fra den 18. marts 2009 og indtil den 30. juni 2017 havde klager således både en tv-pakke via kabel-tv-antennestikket hos indklagede(Yousee) og en tv-pakke hos TDC inkluderet i HomeTrio-løsningen via telefonstikket. Som følge af omstruktureringer i TDC Group har indklagede imidlertid fra forsommeren 2016 været leverandør af begge tv-pakker.

 Klager har i den omtvistede periode modtaget over 100 månedsregninger fra fortrinsvis TDC og det sidste godt et år fra Yousee vedrørende løsningen via telefonforbindelsen. Desuden har klager modtaget ca. 45 kvartalsregninger fra Yousee vedrørende tv-pakken via kabel-tv-antennestikket. Klagers regninger er betalt via Betalingsservice.

Klager konstaterede i 2017, at han betalte for 2 tv-pakker, og sendte en klage til indklagede, hvori han anmodede om en godtgørelse for den lange periode med dobbelt abonnement. Indklagede afslog i sin afgørelse at kompensere klager med tilbagevirkende kraft fra den 18. marts 2009. Indklagede opsagde imidlertid abonnementet med tilbagevirkende kraft til den 30. juni 2017 og krediterede derudover et kvartals abonnement.

Teleankenævnet gav ikke klager medhold i klagen.

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der var tale om abonnementer, som blev leveret via 2 forskellige teknologier, og at leveringen i næsten hele den omhandlede periode skete fra 2 forskellige selskaber. Nævnet lagde endvidere vægt på, at klager løbende er opkrævet for abonnementerne, og at klager via betalingsservice har modtaget og betalt næsten 150 opkrævninger i den omhandlede periode.

 

Læs hele afgørelsen her: Flere tjenester – aftaleforhold – dobbelt betaling – hæftelse (17-543)

Print denne side Print denne side