Internet – aftaleforhold – risiko for dobbeltabonnement ved skift af abonnementstype hos samme udbyder (J.nr. 12.06-0807-05)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Internet – aftaleforhold – risiko for dobbeltabonnement ved skift af abonnementstype hos samme udbyder

Resume:
Klager havde et ISDN-abonnement hos indklagede og fik derefter et bredbåndsabonnement hos indklagede. Efter oprettelsen af bredbåndsabonnementet opdagede klager, at der blev betalt for både ISDN- og bredbåndsabonnementet. Klager rettede derfor henvendelse til indklagede, der oplyste, at det var klagers ansvar at opsige ISDN-abonnementet. Nævnet fandt, at det var klagers eget ansvar at opsige ISDN-abonnementet. Den af klager fremsatte påstand om, at en tekniker fra indklagede havde sagt, at klager ikke skulle foretage sig yderligere ved opsætningen af bredbåndsabonnementet, var ikke nok til at ændre ved dette. Især fordi der ikke kom en ordrebekræftelse eller slutafregning efter teknikerbesøget. Indklagede havde dog oplyst at ville kreditere halvdelen af opkrævningen for ISDN-abonnementet i perioden med to abonnementer. Dertil fandt nævnet at klagers krav ikke skulle imødekommes yderligere. Klager fik derfor ikke medhold.

Klager:
NN

Indklagede:
TDC Totalløsninger A/S
v/ TDC Services
Sletvej 30
10-105
8310 Tranbjerg J

Nævnets sammensætning:
Landsdommer John Lundum, formand
Lasse Andersen, udpeget af teleudbyderne
Marianne Steiness, udpeget af teleudbyderne
Karin Ladegaard, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Anette Høyrup, udpeget af Forbrugerrådet Tænk

SAGSFREMSTILLING

J.nr. 12.06-0807-05

Klagen vedrører: Indklagedes krav om betaling af abonnement
Påklaget beløb: 1.240 kr.
Påklaget periode: 1. januar til 31. august 2005
Abonnementsform: Løbende internetabonnement
Klager reklameret til indklagede: Ultimo august 2005
Indklagede truffet afgørelse: 12. september 2005

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager havde et Nettid20 ISDN-abonnement hos indklagede. Den 1. januar 2005 fik hun installeret en bredbåndsforbindelse, også hos indklagede. Dette havde mange fordele for klager, bl.a. at hun blev opkrævet for sit forbrug over telefonregningen. I august 2005 opdagede klager, at hun samtidig fortsat blev opkrævet for Nettid20 ISDN-abonnementet til 413 kr. pr. kvartal.

Dette blev klager overrasket over, da hun ifølge hende selv i forbindelse med installationen af bredbånd af indklagedes tekniker havde fået oplyst, at hun ikke skulle foretage sig yderligere.

Klager reklamerede derfor til indklagede. Hun begrundede sin klage med, at hun ikke havde skiftet udbyder, men alene abonnementsform og, at indklagede ikke havde gjort hende opmærksom på, at hun selv havde pligt til at opsige det tidligere abonnement.

Indklagede fastholdt i afgørelse af den 12. september 2005, at klager selv havde ansvaret for at opsige sit abonnement, hvorfor indklagede fastholdt sit krav på betaling af abonnement for Nettid20-abonnementet.

Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.

Klage modtaget i nævnet: Den 18. oktober 2005

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER

Klager

Klager ønsker det for meget betalte abonnement tilbagebetalt af indklagede.

Klager erkender, at hun selv havde pligt til at opsige sit Nettid20 ISDN-abonnement, men hun finder, at indklagede har ydet hende en dårlig service.

Klager spurgte udtrykkeligt indklagedes tekniker, om hun skulle foretage sig yderligere, hvilket teknikeren afkræftede.

Klager finder det mærkværdigt, at hun selv skulle meddele indklagede, at hun nu havde et andet abonnement, da der er tale om det samme selskab. Klager finder på den baggrund, at indklagedes interne kommunikation er mangelfuld.

Indklagede

Fastholder, at klager hæfter for Nettid20 ISDN-abonnementet, da hun ikke har sagt det op.

Indklagede har dog tilbudt at kreditere klager 620 kr. pr. kulance, hvilket svarer til halvdelen af det opkrævede abonnement.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

I henhold til indklagedes almindelige abonnementsbetingelser skal et abonnement opsiges fra klagers side, såfremt aftaleforholdet skal afsluttes.

Klager har derfor ikke haft noget kontraktligt krav på, at indklagede skulle bringe hendes Nettid20 ISDN-abonnement til ophør, ligesom indklagede ikke har haft anledning til at tro, at abonnementet skulle ophøre.

Indklagede har endvidere henvist til, at klager i forbindelse med ordrebekræftelsen vedrørende den bredbåndsforbindelse, hun fik installeret i januar 2005, blev informeret om, at hun selv havde pligt til at opsige et eventuelt internetabonnement hos indklagede, idet hun ellers fortsat ville blive opkrævet for abonnement.

Klager har henvist til, at hun af indklagedes tekniker fik det indtryk, at hun ikke skulle foretage sig yderligere med hensyn til sit internetabonnement hos indklagede. Indklagede har ikke kommenteret klagers påstand, men nævnet finder ikke, at klager alene på baggrund af sine egne oplysninger om teknikerens udsagn har løftet bevisbyrden for, at en repræsentant fra indklagede med bindende virkning har meddelt hende, at hun ikke havde pligt til at foretage sig yderligere med henblik på opsigelse af Nettid20 ISDN-abonnementet. Klager modtog da ej heller nogen ordrebekræftelse eller slutafregning umiddelbart efter teknikerens besøg.

Endelig skal det bemærkes, at det ikke er usædvanligt forekommende, at en kunde både har bredbånd og ISDN.

På baggrund heraf finder nævnet derfor ikke, at klagers krav skal imødekommes.

Nævnet har dog noteret, at indklagede i sin udtalelse til nævnet har tilbudt at kreditere klager 620 kr. pr. kulance. Indklagede har oplyst, at tilbuddet blev fremsat overfor klager telefonisk den 14. september 2005.

På baggrund heraf finder nævnet, at indklagedes tilbud må anses for at være en delvis imødekommelse af klagers krav. Klagers krav kan dog ikke imødekommes yderligere.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der kan ikke gives klager, NN, yderligere medhold i klagen over indklagede, TDC Totalløsninger A/S.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 12.

Indklagede, TDC Totalløsninger A/S, betaler 3.000 kr. i sagsomkostninger til Teleankenævnet, jf. vedtægternes § 25.

På Teleankenævnets vegne, den

Formand                                                    /                       Juridisk sagsbehandler

Print denne side Print denne side