Mobil – Aftaleforhold – Aftaleindgåelse – Erstatning – Bortkomst (J.nr. 15.00-0355-15)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Den 19. maj 2016  – mødenr. 119

RESUMÉ:

Klager forsøgte den 9. maj 2015 at bestille en iPhone 6 med tilhørende mobilabonnement via indklagedes hjemmeside, men modtog i den forbindelse ingen ordrebekræftelse. Klager ringede derfor til indklagede og fik oplyst, at der ikke var oprettet nogen ordre fra hende, hvorfor hun indgik en ny aftale med indklagede telefonisk. Derefter modtog klager fejlagtigt to mobiltelefoner, hvorefter klager fik oplyst af indklagede, at hun blot skulle skrive retur til afsender og returnere den ene telefon. Klager modtog derefter en regning for to telefoner og to mobilabonnementer, og fik af indklagede oplyst, at telefonen ikke var modtaget retur. Klager ringede den 20. august 2015 til indklagede og fik to gange bekræftet af indklagedes kundeservice, at telefonen var modtaget retur og at hun ville modtage en kreditnota ugen efter. Da klager ikke modtog en kreditnota og ringede til indklagede for at rykke på denne, fik klager at vide, at mobiltelefonen aldrig var modtaget retur, hvorfor indklagede fastholdt kravet om betaling for to mobiltelefoner. Det bemærkes af nævnet, at det er uomtvisteligt, at begge telefoner var kommet i klagers varetægt. Nævnet finder det derudover uheldigt, at indklagedes systemer var indrettet på en sådan måde, at klager kunne blive bragt i en situation, hvor hun fik oprettet to aftaler og måtte bære risikoen for begge telefoner. Nævnet finder på baggrund af dansk rets almindelige regler om bevisbyrder, at det er klager, der skal godtgøre at den ene mobiltelefon er blevet returneret til indklagede. Dette finder nævnet ikke, at klager har godtgjort. Nævnet finder derfor, at klager hæfter for den pågældende mobiltelefon.

Læse hele afgørelsen her: Mobil – Aftaleforhold – Aftaleindgåelse – Erstatning – Bortkomst (J.nr. 15.00-0355-15)

Print denne side Print denne side