Mobil – aftaleforhold – oplysning om minimumsforbrug (J.nr. 10.12-0198-08)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Mobil – aftaleforhold – oplysning om minimumsforbrug

Resume:
Klager havde købt en telefon med samtidig oprettelse af et abonnement med et minimusforbrug på 250 Kr. Efter modtagelse af den første faktura opdagede klager, at udenlandsforbrug ikke indgik i minimusforbruget. D. 19. marts reklamerede klager til indklagede, som først d. 11. april besvarede henvendelsen med et link til indklagedes vilkår, der indholdt en bestemmelse om, at udenlandsk forbrug ikke var inkluderet i minimusforbruget. Nævnet fandt at et sådan vilkår klart bør fremgå af aftalen, samt at klager ikke havde modtaget andre oplysninger om de præcise vilkår for minimusforbruget end et velkomstbrev med henvisning til en række links på indklagedes hjemmeside. Det var derfor nævnets opfattelse, at det pågældende vilkår var så uklart formuleret, at det ikke kunne påberåbes som en del af den indgåede aftale, hvorfor udlandsforbrug kunne tælle med i minimumsforbruget og klager kunne få medhold.

Klager:
NN

Indklagede:
Call Me A/S
Kanalgaden 3
2620 Albertslund

Nævnets sammensætning:
Landsdommer John Lundum, formand
Karin Ladegaard, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Martin Salamon, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Andreas F. Nørfelt, udpeget af teleudbyderne
Marianne L. Holm, udpeget af teleudbyderne
Behandlet på nævsmøde nr. 57 den 16. juni 2009

SAGSFREMSTILLING

Klagen vedrører: Fortolkning af hvilket forbrug, der indgår i det aftalte minimumsforbrug Påklaget beløb: 577,24 kr.
Påklaget periode: Den 15. december 2007 til den 14. juni 2008
Abonnementsform: Mobil
Reklameret til indklagede: Den 19. marts 2008
Indklagede truffet afgørelse: Den 15. maj 2008

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager erhvervede en mobiltelefon hos indklagede og oprettede samtidigt et abonnement den 4. december 2007. Som en del af aftalen var der et minimumsforbrug på 250 kr. På den ordrebekræftelse, klager modtog i forbindelse med oprettelsen, var det oplyst, at minimumsforbruget var angivet som 250 kr. taletid pr. måned. Samtidigt fremgik det, at alle priser (inkl. moms) gjaldt indenlandske net.

Da klager modtog de første fakturaer i januar og februar 2008, konstaterede hun, at registreret udlandsforbrug ikke indgik i det aftalte minimumsforbrug på 250 kr. pr. måned.
Klager reklamerede derfor den 19. marts 2008 til indklagede. Klager anførte, at hun hverken ved bestillingen på nettet eller ved modtagelsen af den efterfølgende ordrebekræftelse var blevet gjort opmærksom på, at det alene var indenlandsk forbrug, der indgik i beregningen af det månedlige minimumsforbrug. Indklagede besvarede klagers henvendelse den 11. april 2008 og oplyste, at det nævnte vilkår fremgik af indklagedes abonnementsbetingelser og et tilknyttet link. Endvidere oplyste indklagede, at indklagedes oplysninger om priser altid kun vedrørte forbrug i Danmark, idet udenlandsk forbrug afregnes til højere takster.

Klager indbragte herefter indklagedes afgørelse for indklagedes regningsklagenævn den 4. maj 2008. Klager fastholdt, at hun ikke havde modtaget oplysning om vilkårene for minimumsforbrug. Indklagedes regningsklagenævn fastholdt i afgørelse af den 15. maj 2008 den tidligere afgørelse.

Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.

Klage modtaget i sekretariatet: Den 20. maj 2008

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Klager mener ikke, at hun i forbindelse med aftalens indgåelse er blevet oplyst om, at minimumsforbruget alene vedrører indenlandsk forbrug. Klager finder derfor ikke, at indklagede kan gøre dette vilkår gældende over for klager.

Klager mener derfor, at hun har krav på tilbagebetaling af det registrerede samtaleforbrug, der ikke er blevet indeholdt i minimumsforbruget, i det omfang dette ikke har oversteget minimumsforbruget.

Indklagede

Indklagede finder, at klager både ved aftalens indgåelse og senere er blevet oplyst om, at udlandsforbrug ikke er inkluderet i det aftalte minimumsforbrug.

Indklagede henviser til, at dette vilkår fremgik af indklagedes abonnementsvilkår, som klager accepterede ved aftalens indgåelse, samt links på indklagedes hjemmeside om priser, hvor klager kunne søge uddybende information.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Indklagede har anført, at klager ved flere lejligheder efter aftalens indgåelse blev orienteret om, at udlandsforbrug ikke indgik i det i henhold til aftalen beregnede minimumsforbrug. Hertil skal nævnet bemærke, at det er de oplysninger, der forelå ved aftalens indgåelse, der er afgørende for fortolkningen af aftalens vilkår, herunder hvilket forbrug der indregnes i minimumsforbruget.

Klager har som begrundelse for sin klage henvist til, at hun hverken ved online-bestilling af mobiltelefonen eller i noget andet materiale, som klager modtog i forbindelse med aftalens indgåelse, blev udtrykkeligt oplyst om, at minimumsforbruget alene kunne anvendes til indenlandske samtaler.

Indklagede har henvist til, at det i velkomstbrev af den 4. december 2007 fremgik, at alle priser var inkl. moms og gjaldt til indenlandske net, og at øvrige priser fremgik af indklagedes hjemmeside www.debitel.dk. Indklagede har endvidere over for klager henvist til, at når indklagede sælger en mobiltelefon via indklagedes hjemmeside, var de gældende abonnementsbetingelser oplyst i hovedtræk, og det var ved et at åbne et link på hjemmesiden muligt at læse abonnementsvilkårene i deres fulde længde. Indklagede har herefter henvist til et afsnit, hvor der bl.a. står følgende: ”Debitel TRIUMF 250 indeholder 250 kr. taletid hver måned. Samtalestart/opkaldsforsøg regnes ikke som taletid. Mindstepris i 6 mdr. inkl. 1500 kr. taletid: 1773 kr.”.

På indklagedes hjemmeside fremgik det ifølge indklagede under ”Øvrige priser” under punktet ”Værd at vide”, at ”Den inkluderede taletid dækker alle indenlandske samtaler til mobil og fastnet. Taletiden dækker ikke udlandssamtaler, samtalestart, opkaldsafgift, opkald til særtjenester og andre forbrugsomkostninger.”.

Vilkårene for minimumsforbrug er ikke nærmere beskrevet i indklagedes abonnementsvilkår.

På baggrund af indklagedes oplysninger lægges det til grund, at klager ikke på anden vis end i brev af den 4. december 2007 med henvisninger til diverse links på indklagedes hjemmeside modtog oplysning om de præcise vilkår for det aftalte minimumsforbrug.

Nævnet finder, at fastlæggelsen af, hvad der medregnes til minimumsforbruget, og hvad der ikke gør, herunder at udlandsforbrug ikke medregnes i det aftalte minimumsforbrug, er et vilkår, der klart bør fremgå af den indgåede aftale. Nævnet finder ikke, at henvisning til indklagedes gældende priser samt oplysningerne i punktet om ”værd at vide” på indklagedes hjemmeside eller i et produktblad, der medfølger det tegnede abonnement udgør en tilstrækkelig information om, at udlandsforbrug ikke medregnes i minimumsforbruget. Det er på baggrund heraf nævnet opfattelse, at det pågældende vilkår er uklart formuleret, og at det pågældende vilkår ikke kan påberåbes som en del af den indgåede aftale. Som følge heraf anser nævnet ikke det pågældende vilkår som vedtaget mellem parterne.

Klager kan derfor få medhold.

Sagen vurderes egnet til offentliggørelse.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der kan gives klager, NN, medhold i klagen over indklagede, Call Me A/S.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres til klager, jf. vedtægternes § 12.

Indklagede Call Me A/S bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger.

Print denne side Print denne side