Mobil – EU-roaming – varsel af vilkårsændringer – Fair use-grænse (17-345)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Den 9. august 2018 – møde 143

 

RESUMÉ:

Klager havde mobilabonnement hos indklagede. Indklagede varslede forhøjelse af prisen på klagers mobilabonnement i forbindelse med implementeringen af Roamingforordningen. Klager gjorde over for ankenævnet indsigelse mod indklagedes prisstigning under henvisning til, at indklagede hverken direkte eller indirekte må kræve et tillæg for abonnementer med inkluderet EU-roaming. Indklagede fastholdt abonnementsændringen under henvisning til, at indklagede i forbindelse med ændringen overholdt EU-forordningen og Energistyrelsens retningslinjer. Energistyrelsen blev under sagens behandling forelagt sagen og udtalte i den forbindelse, at indklagede som udgangspunkt ikke må tage ekstrabetaling for roaming i EU, men at det er vanskeligt for Energistyrelsen at foretage en nærmere vurdering af, hvorvidt pristillægget på 20 kr. er et tillæg for roaming, og dermed i strid med de nye roaming-regler. Energistyrelsen henviste i den forbindelse til, at teleselskaberne selv bestemmer, hvorledes de ønsker at sammensætte deres abonnementer, herunder om de vil tilbyde roaming, og hvilken pris abonnementet skal have. Det var således Energistyrelsens vurdering, at det som udgangspunkt er tilladt for udbydere generelt at hæve prisen på deres abonnementer, uanset de nye roaming-regler. Energistyrelsen udtalte endvidere, at indklagede er berettiget til at opstille en fair use-grænse i henhold til Kommissionens gennemførselsforordning (EU) 2016/286 af 15. december 2016. Ankenævnet gav på baggrund af Energistyrelsens udtalelse ikke klager medhold i klagen.

 

Læs hele afgørelsen her: Mobil – EU-roaming – varsel af vilkårsændringer – Fair use-grænse (17-345)

Print denne side Print denne side