Mobil – identitetstyveri – hæftelse (16-560)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Den 8. marts 2018 – møde 138

 

RESUMÉ:

Den 27. august 2016 blev der via indklagedes hjemmeside indgået aftale om køb af en mobiltelefon med tilhørende abonnement. Aftalen blev indgået ved benyttelse af klagers Nem ID. Indklagedes ordrebekræftelse blev sendt til den mailadresse, som blev oplyst i forbindelse med bestillingen. Mobiltelefonen blev sendt til det i aftalen anførte afhentningssted, hvorfra mobiltelefonen blev udleveret. I september måned 2016 meddelte klager indklagede, at hun ikke vedkendte sig ordren, idet hendes identitet var blevet misbrugt ved aftalens indgåelse, og idet hun aldrig havde modtaget mobiltelefonen. Efter at klager havde opgivet yderligere oplysninger til indklagede, herunder en tro og love erklæring, traf indklagede afgørelse om, at fastholde klagers hæftelse for den indgåede aftale. Under klagebehandlingen ved Teleankenævnet fremkom der flere ikke umiddelbart forenelige oplysninger om, at der var anvendt tvang over for klager og at klagers godtroenhed var blevet udnyttet. Der var sket anmeldelse til politiet, og flere personer var blevet dømt for at have udnyttet andres identitet. Teleankenævnet fandt det ikke godtgjort, at aftalen ikke var indgået af klager selv eller af en anden med klagers accept. Da aftalen var indgået via indklagedes hjemmeside ved benyttelse af Nem ID lagde nævnet til grund, at indklagede havde været i god tro ved aftaleindgåelsen. De ugyldighedsgrunde, som klager havde påberåbt sig måtte betegnes som svage ugyldighedsgrunde, som alene kan gøres gældende over for en løftemodtager i ond tro. Nævnet fandt derfor ikke, at der var grundlag for tilsidesættelse af aftalen som ugyldig.

Nævnet gav derfor ikke klager medhold i, at hun ikke hæftede for den indgåede aftale.

 

Læs hele afgørelsen her: Mobil – identitetstyveri – hæftelse (16-560)

Print denne side Print denne side