Aftalevilkår – Krav om betaling for opkald modtaget i udlandet – manglende lukning af telefon ved negativ saldo – manglende overholdelse af egne abonnementsvilkår. (J.nr. 10.04-0053-04)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Aftalevilkår – Krav om betaling for opkald modtaget i udlandet – manglende lukning af telefon ved negativ saldo – manglende overholdelse af egne abonnementsvilkår

Resume:
Klagerens datter skulle til udlandet. Hertil fik klager tilknyttet udlandstelefoni til datterens abonnement. Efterfølgende modtog datteren en større regning. Det fremgik af abonnementsvilkårene, at abonnementet ville blive lukket, hvis saldoen på kontoen blev negativ, og indtil den blev positiv igen. Klager mente derfor, at abonnementet burde være lukket inden regningen blev så stor. Indklagede mente dog, at der kunne forekomme forsinkelse i registreringen af opkald fra udlandet, hvorfor abonnementet ikke blev lukket. Nævnet fandt dog at indklagede på et tidpunkt havde registreret opkald, som gjorde at datterens saldo gik i minus, hvorved abonnementet skulle være blevet lukket. Dette var ikke tilfældet, da der stadig kunne foretages opkald til datteren. Da indklagede ikke overholdt sine egne abonnementsvilkår, skulle klager derfor ikke betale den store regning.

Klager:
NN

Indklagede:
Smarttalk
Kanalgaden 3
2620 Albertslund

Nævnets sammensætning:
Landsdommer John Lundum, formand
Rut Jørgensen, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Anders Hjorth Jensen, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Jens Breüner, udpeget af teleudbyderne
Jens Ottosen-Støtt, udpeget af teleudbyderne

SAGSFREMSTILLING
J.nr. 10.04-0053-04
Klagen vedrører: Indklagedes krav om betaling for opkald modtaget i udlandet
Påklaget beløb: 5.467,04 kr.
Aftaledato: Løbende mobilabonnement
Klageren reklameret til indklagede: 26. december 2003
Indklagede truffet afgørelse: 12. januar 2004

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klagerens datter skulle i sommeren 2003 foretage en større udlandsrejse. Klageren kontaktede derfor indklagede og fik lavet datterens abonnement om, således at det var muligt at anvende abonnementet i udlandet. Ved samme lejlighed spurgte klageren indklagede om proceduren for debitering af modtagne opkald i udlandet. Indklagede oplyste telefonisk, at der alene ville kunne ringes til telefonen i udlandet, såfremt saldoen på det pågældende abonnement var positiv. Indklagede oplyste endvidere, at såfremt saldoen blev negativ, ville indklagede lukke for telefonen, indtil saldoen igen var positiv.
Klageren og hans hustru indbetalte herefter penge på datterens konto, hver gang de ringede til datteren for at være sikker på, at der var penge til at betale for datterens modtagelse af samtalen.
Imidlertid ringede andre personer til datteren, der besvarede opkaldene i den tro, at den person, der ringede til hende samtidig havde indsat penge på hendes taletidskonto. Hvis dette ikke var sket, ville det jo ifølge selskabets oplysninger ikke være muligt at modtage opkald.

Da klagerens datter var hjemvendt fra rejsen, modtog hun en regning på 5.467,04 kr. for opkald modtaget i udlandet.
Klageren henvendte sig herefter til indklagede og gjorde opmærksom på, at han ikke mente, at datterens skulle betale for opkaldene, da indklagede burde have lukket telefonen, hvis saldoen var negativ.
Hertil svarede indklagede, at man som abonnent selv var ansvarlig for, at saldoen på ens taletidskonto var positiv. Desuden oplyste indklagede, at man ville sende en mail til klageren, såfremt saldoen var negativ. Endvidere gjorde indklagede opmærksom på, at det fremgik af deres abonnementsbetingelser, at indklagede ikke var ansvarlig for forsinkelser, der skyldtes deres underleverandører.

Klage modtaget i sekretariatet: 20. januar 2004

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER

Klageren

At opkrævningen på 5.467,04 kr. for samtaler modtaget i udlandet frafaldes, idet indklagede ikke har spærret telefonen, da saldoen blev negativ, som det fremgår af indklagedes abonnementsbetingelser.

Indklagede

Fastholder krav om betaling for forbrug, da det ikke har været muligt for indklagede at spærre klagerens telefon, da der har været en forsinkelse på registrering af opkald modtaget i udlandet. Indklagede har endvidere anført, at selskabet ikke er ansvarlig for forsinkelse, der skyldes deres underleverandør.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Det er ubestridt, at forbruget der ligger til grund for det påklagede beløb, er foretaget.
Det fremgår af indklagedes abonnementsbetingelser pkt. 2, at såfremt kundens konto bliver negativ, vil denne blive lukket, indtil der igen er en positiv saldo.
Det fremgår desuden af betingelserne pkt. 7., at såfremt kundens saldo er negativ i en periode over 2 måneder, vil indklagede sende en mail til kunden herom, og såfremt kunden ikke reagerer herpå, anser indklagede kundeforholdet for ophørt.

Indklagede har i forbindelse med sagens behandling ved sekretariatet anført ” at ifølge gældende love, er det muligt at modtage udlandstelefoni forbrug op til 60 dage efter hjemkomst”. Indklagede har desuden oplyst telefonisk, at de datoer, der fremgår af opkaldslisten, er de tidspunkter, hvor klageren har modtaget opkaldet, og ikke hvornår indklagede har registreret dette.
Indklagede har til brug for sekretariatets behandling af sagen fremsendt en opkaldsliste for perioden 1. juli 2003 og frem til 3. august 2003. Indklagede har også fremsendt et kontoudtog, der angiver, hvornår der er blevet indbetalt penge på klagerens datters taletidskonto i den pågældende periode.

Det har været nødvendigt at tage udgangspunkt i den første dokumenterede indbetaling på datterens konto, for at regne ud, hvornår kontoen er blevet negativ. Klageren har indsat 100 kr. på kontoen den 7. juli 2003. Det fremgår af opkaldslisten at datterens konto bliver negativ allerede samme dag klokken 16.48. Der fremgår yderligere en række samtaler den samme dag efter, at kontoen er blevet negativ.

Klageren har igen indbetalt 100 kr. den 8. juli 2003. Det fremgår dog af opkaldslisten, at klagerens datter har modtaget opkald for et beløb, der væsentligt overstiger dette, hvorfor taletidskontoen har været negativ trods indbetalingen af de 100 kr.

Da det således kan konstateres, at det har været muligt at anvende telefonen efter, at klagerens saldo blev negativ klokken 16.48 den 7. juli 2003, kan det lægges til grund, at indklagede ikke har lukket for klagerens telefon. Endvidere må det lægges til grund, at de påklagede opkald, der er foretaget efter klokken 16.48 den 7. juli 2003, reelt er modtaget på de anførte datoer, og der er således ikke tale om forsinkelse i opdatering af udlandstelefoni. På den baggrund vil indklagedes argument vedrørende forsinkelse med opdatering af udlandstelefoni efter nævnets opfattelse ikke skulle tillægges vægt i nærværende tilfælde.

Det må derfor lægges til grund, at indklagede ikke har opfyldt vilkåret i deres egne abonnementsbetingelser, hvorefter der vil blive lukket for telefonen, når klagerens saldo går i minus.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE:

Der gives klageren, NN medhold i hans klage over indklagede, Smarttalk

På Teleankenævnets vegne, den

Formand                                         /                             Juridisk sagsbehandler

Print denne side Print denne side