Aftalevilkår – Opsigelse af ”hvilende abonnement” uden klagers ønske herom (J.nr. 11.15-1878-04)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Aftalevilkår – Opsigelse af ”hvilende abonnement” uden klagers ønske herom.

Resume:
Klager havde ændret sit abonnement til et hvilende abonnement, men modtog et par måneder senere nogle regninger. Indklagede oplyste, at det ikke længere var muligt at få et hvilende abonnement, hvorfor klagers hvilende abonnement var blevet ændret til et aktivt, og at klager havde fået besked om dette fra indklagede. Nævnet fandt dog, at det var indklagede der måtte bevise at klager var blevet informeret. Da indklagede ikke kunne løfte denne bevisbyrde, fik klager medhold i ikke at skulle betale fakturaerne som følge af abonnementsændringen.

Klager:
NN

Indklagede:
Tele2 A/S
Gl. Køge Landevej 55
2500 Valby

Nævnets sammensætning:
Landsdommer John Lundum, formand
Anders Hjorth Jensen, udpeget af Forbrugerrådet Tænk(2 stemmer)
Christian Voetmann, udpeget af teleudbyderne
Ann-Louise Hansen, udpeget af teleudbyderen

Behandlet på nævnsmøde nr. 23 den 18. maj 2005

SAGSFREMSTILLING
J.nr. 11.15-1878-04

Klagen vedrører: Indklagedes krav om betaling af abonnement og forbrug
Påklaget beløb: 1781,27 kr.
Påklaget periode: Den 2. august 2004 til den 1. oktober 2004
Abonnementsform: Løbende fastnetabonnement
Klager reklameret til indklagede: Den 15. september 2004
Indklagede truffet afgørelse: Den 4. oktober 2004

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager henvendte sig til indklagede den 1. juni 2004 og bad om at få ændret sit abonnement til et ”hvilende abonnement”. Dette blev effektueret den 15. juni 2004. Ifølge klagers oplysninger fraflyttede hun også sit lejemål denne dato og sendte i den forbindelse en flyttemeddelelse til indklagede.
Klager modtog i september 2004 fakturanummer 1013658559XX, der var dateret den 7. september 2004 og dækkede perioden fra den 2. august 2004  til den 1. september 2004. Da klager mente, at hun havde et hvilende abonnement, hvorefter det ikke var muligt at foretage opkald fra forbindelsen, henvendte hun sig skriftligt til indklagede og afviste at betale fakturaen. Hertil svarede indklagede, at klager havde fået tilsendt oplysning om, at indklagede ikke længere kunne tilbyde deres kunder et ”hvilende abonnement”. Indklagede oplyste, at et brev om ændringen var vedlagt fakturanummer 1013447177XX, der var dateret den 9. august 2004.

Klager modtog herefter to fakturaer fra indklagede, som hun tillige afviste at betale.

Klage modtaget i sekretariatet: Den 30. december 2004

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER

Klager

Ønsker ikke at betale de to udestående fakturaer, da det ikke er hende, der har haft forbruget på disse fakturaer. Klager fastholder endvidere, at hun har meldt adresseændring til indklagede, samt at hun aldrig har modtaget oplysning om ændringen vedrørende ”hvilende abonnement”.

Indklagede

Fastholder kravet under henvisning til, at klager aldrig har meddelt adresseændring til indklagede. Indklagede har derudover over for Teleankenævnet anført, at klager blev oplyst om ændringen vedrørende hvilende abonnement ved brev fremsendt sammen med fakturanummer 1013658559XX, der var dateret den 7. september 2004.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Indklagede har anført to forskellige fakturanumre vedrørende den faktura, hvor brevet om ændringen skulle være vedlagt. Klager har anført, at hun aldrig har modtaget dette brev. Det er nævnets opfattelse, at det må påhvile indklagede at sandsynliggøre, at klager har modtaget det pågældende brev, som skulle danne grundlag for ændring af aftalen. Da indklagede har anført to fakturanumre og desuden ikke har kunnet fremvise originalen af det til klager sendte brev, er det nævnets opfattelse, at indklagede ikke kan anses for at have løftet denne bevisbyrde.

Nævnet skal i øvrigt bemærke, at faktura 1013658559XX, der er dateret den 7. september 2004, dækker forbrug i perioden fra den 2. august 2004 til den 1. september 2004. Selv hvis det lægges til grund, at oplysningsbrevet om den manglende mulighed for at kunne tilbyde hvilende abonnement var vedlagt den nævnte faktura, har det således ikke været muligt for klager at tage sine forholdsregler, da hun tidligst har modtaget orienteringen efter den 7. september 2004. Allerede af den grund skal klager have medhold i klagen.

Det må derfor lægges til grund, at klager i hvert fald ikke rettidigt har modtaget oplysning om, at indklagede ikke længere kunne tilbyde deres kunder et hvilende abonnement. Klager har således ikke haft grundlag for at blive opmærksom på, at der var et problem, før hun modtog fakturanummer 1013658559XX.

På den baggrund er det nævnets opfattelse, at klager ikke kan tilpligtes at betale fakturanummer 1013658559XX, 1013824742XX og fakturanummer 1014207928XX.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der gives klager, NN, medhold i klagen over indklagede, Tele2 A/S.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres til klager jf. vedtægternes § 12.

Indklagede Tele2 A/S, betaler 14.000 kr. i sagsomkostninger til Teleankenævnet, jf. vedtægternes § 25.

Print denne side Print denne side