Fastnet – aftaleforhold – portering (J.nr. 11.08-0913-05)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET 

Klagetema: Fastnet – aftaleforhold – portering

Resume:
Klager havde et ISDN abonnement med et tilknyttet ekstranummer. Klager ville gerne have dette flyttet. Først foretager Nævnet en vurdering af hvilke numre, der er omfattet af reglerne om nummerportering, og kommer frem til, at det afhænger af parternes aftale om det pågældende nummer kan porteres. Nævnet finder dog ikke elementer i abonnementets vilkår, der understøtter at ekstranummeret er et selvstændigt porterbart nummer. En ordlydsfortolkning af den brochure, klager fik tilsendt ved oprettelsen, er heller ikke i sig selv nok til, at ekstranummeret er et selvstændigt porterbart nummer. Dertil henvises der til, at det er sædvanligt at tilknytte et ekstranummer til ISDN-aboonnementer. Klager fik derfor ikke medhold.

Klager
NN

Indklagede
TDC A/S
Juridisk Afdeling
Nørregade 21
0900 København C

Nævnets sammensætning:
Landsdommer John Lundum, formand
Kenneth Jarnit, udpeget af teleudbyderne
Marianne Steiness, udpeget af teleudbyderne
Tina Dhanda, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Regitze Buchwaldt, udpeget af Forbrugerrådet Tænk

Behandlet på nævnsmøde nr. 39 den 13. december 2006

SAGSFREMSTILLING

Klagen vedrører: Klagers krav om flytning af undernummer på ISDN abonnement
Aftaleform: Løbende ISDN abonnement
Reklameret til indklagede: Den 5. juni 2005
Indklagede truffet afgørelse: Den 7. juli 2005

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager oprettede i 2000 en ISDN-forbindelser hos indklagede. Indklagede kunne ikke fremlægge ordrebekræftelsen, da indklagedes IT systemer ikke kunne fremskaffe så gamle dokumenter. I brev af 5. juni 2005 til indklagede bad klager om at få porteret sit ISDN ekstranummer (xx) til Telefin. Klager ønskede at bevare ISDN hovednummeret hos indklagede.

Indklagede afviste denne anmodning i brev af 7. juli 2005. Indklagede oplyste, at ekstranummeret ikke særskilt kunne porteres, men at ekstranummeret kunne porteres, hvis hovednummeret tillige blev porteret.

Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.

Klage modtaget i sekretariatet: Den 25. oktober 2005.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Ønsker at portere det ekstra ISDN nummer.

Indklagede

Fastholder, at der ikke er tale om et særskilt nummer, som klager har ret til at portere. Indklagede anfører, at der er indgået en aftale mellem de forskellige teleudbydere, hvoraf det fremgår, at hvis en kunde ønsker at portere et ISDN nummer, skal både hoved- og ekstranummer porteres. Supplerende oplyser indklagede i udtalelse af 19. oktober 2006, at der i et ISDN abonnement er inkluderet et ekstranummer, så kunden har to telefonlinjer uafhængigt af hinanden. Ekstranummeret skal dog ikke betragtes som en almindelig telefonlinje, men som en ekstraservice til ISDN abonnementet, idet ekstranummeret ikke kan eksistere uden hovednummeret. Indklagede har desuden fremsendt en kopi af de daværende abonnementsvilkår.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Klagen vedrører nummerportering af ekstranummeret tilknyttet klagers ISDN abonnement..

I forbindelse med behandlingen af en forespørgsel fra en klager har sekretariatet modtaget følgende udtalelse fra IT- og Telestyrelsen: ”Det fremgår af teleloven (nærmere bestemt i bekendtgørelse af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, lovbekendtgørelse nr. 784 af 28. juli 2005, med senere ændringer), at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal sikre, at slutbrugere hos disse kan medtage abonnentnumre ved skift mellem udbydere (nummerportabilitet). Videre fremgår det (af § 36, stk. 2), at nummerportabilitet omfatter, at slutbrugere skal have mulighed for at medtage abonnentnumre ved skift mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester inden for områderne telefoni og ISDN samt inden for området offentlig mobilkommunikation.

Abonnentnumre (som omtalt i § 36) er numre, der er knyttet sammen med et givet abonnement. Da nummeret er en del af et abonnement, vil nummeret ikke kunne overføres til en anden udbyder uden abonnementsforholdet ligeledes flyttes, eller på anden måde bringes til ophør hos den eksisterende udbyder.

Der er ikke i lovgivningen fastsat nogen definition af et abonnentnummer.

Imidlertid fremgår det af § 56, stk. 1, i førnævnte lov, at “Udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal imødekomme alle anmodninger fra andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester om indgåelse af aftaler om afgivelse af abonnentnumre med sigte på at muliggøre nummerportabilitet, som en slutbruger har anmodet om, jf. dog tidsfrister fastsat i medfør af § 36, stk. 3.”

I bemærkningerne til § 56 nævnes bl.a., at “Slutbrugerens ret til nummerportabilitet principielt kan omfatte både abonnentnumre, som denne har taget i brug, og abonnentnumre, som slutbrugeren har aftalt med den pågældende udbyder, er reserveret til dennes fremtidige brug. Om dette i den konkrete situation er tilfældet, vil afhænge af den konkrete kontrakt mellem udbyderen af telenet eller teletjenester og slutbrugeren, og de heri aftalte kontraktvilkår om, hvad den pågældende reservation indebærer”.

Spørgsmålet om, hvorvidt indklagede er forpligtet til at portere et ISDN ekstranummer uden hovednummeret, er i relation til ovennævnte overvejelser en sag, som efter nævnets opfattelse beror på aftaleforholdet mellem klager og indklagede. Det afgørende er derfor efter nævnets vurdering, hvorvidt det kan udledes af aftalegrundlaget, at klager har fået tildelt ISDN hovednummeret og ekstranummeret samlet eller hver for sig, og hvorvidt klager har ret til at flytte ISDN ekstranummeret alene.

Indklagede har ikke kunnet fremlægge en ordrebekræftelse fra den oprindelige aftaleindgåelse, da denne oprettelse ligger tilbage i 2000.

Sekretariatet har modtaget de relevante abonnementsvilkår for den påklagede periode. Efter en gennemgang af vilkårene har sekretariatet ikke fundet elementer, som kunne understøtte klagers formodning om et selvstændigt ekstranummer, som særskilt kan porteres. I forbindelse med sagens behandling ved sekretariatet har indklagede tillige fremsendt brochurer, som beskriver hvilke tillægsydelser, som kunderne kan abonnere på i forbindelse med ISDN abonnement. I forordet til brochuren: ” Flere muligheder med ISDN Services”, anføres det bl.a., at ISDN er mere end to linier og høj hastighed. Det er klart, at udtalelser som disse kan danne grobund for en tanke om, at der er tale om to telefonnumre, men efter en ordlydsfortolkning finder nævnet dog ikke, at det i sig selv er tilstrækkeligt til, at klager kan gives medhold. Teleankenævnet kan i den forbindelse bemærke, at det er sædvanligt blandt teleudbyderne ved udbud af ISDN abonnement at inkludere et gratis ekstranummer, der ikke selvstændigt kan overdrages.

Teleankenævnet finder ikke, at aftalegrundlaget mellem parterne har et indhold, der har kunnet give klager en berettiget forventning om, at han særskilt havde kunne disponere over henholdsvis hoved- og ekstranummeret.

På baggrund af ovenstående overvejelser kan klager derfor ikke gives medhold.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE:

Der kan ikke gives klager, NN, medhold i klagen over indklagede, TDC A/S

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 12.

Indklagede, TDC A/S, betaler 3.000 kr. i sagsomkostninger til Teleankenævnet, jf. vedtægternes § 25.

Print denne side Print denne side