Krav om betaling af annulleringsgebyr for ADSL-forbindelse, der aldrig er blevet etableret. (J. nr. 2.03-0369-03)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Krav om betaling af annulleringsgebyr for ADSL-forbindelse, der aldrig er blevet etableret.

Resume:
Klager havde bestilt en ADSL-forbindelse, men annullerede aftalen inden installationen blev foretaget. Det følger af indklagedes abonnementsvilkår, at denne kan opkræve et gebyr på 500 kr. ved annullering af aftalen. Nævnet fandt, at indklagede i henhold til sine vilkår og beløbets størrelse var berettiget til denne opkrævning. Klager fik derfor ikke medhold.

Klager:
NN

Indklagede:
Tele 2 A/S
Gl. Køge Landevej 55
2500 Valby

Behandlet af nævnet den: 30. januar 2004

Nævnets sammensætning:
Landsdommer John Lundum, formand
Rut Jørgensen, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Anders Hjorth Jensen, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Dan Andersen, udpeget af teleudbyderne
Jens Ottosen-Støtt, udpeget af teleudbyderne

SAGSFREMSTILLING
J.nr. 2.03-0369-03
Klagen vedrører: Indklagedes krav om betaling af for installation af ADSL-forbindelse, samt annulleringsgebyr.
Påklaget beløb: 1663,00 kroner
Aftaledato: Løbende ADSL-abonnement
Klageren reklameret til indklagede: 14. juli 2003
Indklagede truffet afgørelse: 11. september 2003

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klageren bestilte et ADSL-abonnement hos indklagede 3. februar 2003. Selve tilmeldingen til indklagede blev forsinket, da klager ikke havde opgivet et kontonummer fra hendes tidligere udbyder. Dette kontonummer var en forudsætning for overdragelsen af fastnet-abonnementet til indklagede. Den 25. marts 2003 modtog indklagede oplysning om det relevante kontonummer. Indklagede forsøgte endnu en gang at overdrage abonnementet til sig selv, men dette blev yderligere forsinket af, at der var tilknyttet en DUET service til klagerens abonnement, som skulle opsiges, inden overdragelsen kunne ske. Den endelige overdragelse af abonnementet til indklagede fandt sted den 8. maj 2003.  Klageren modtog den 14. maj 2003 bekræftelse på bestillingen og en kopi af abonnementsvilkårene. Klageren fik oplyst, at det ville være muligt at installere forbindelsen den 2. juni 2003 mellem 07.30-16.00. Klageren henvendte sig telefonisk til indklagede og ønskede installationstidspunktet indskrænket samt flyttet til en anden dato. Som følge heraf blev installationstidspunktet ændret til den 17. juni 200 mellem 07.30-09.30. Klageren henvendte sig endnu engang til indklagede den 11. juni 2003 og bad igen om at få datoen ændret. Dette efterkom indklagede, og der blev aftalt en ny dato den 4. august 2003. Den 17. juli opsagde klageren aftalen, hvilket indklagede registrerede og annullerede ordren hos teknikeren. Teknikerbesøget blev dog alligevel foretaget, da annulleringen ikke nåede frem til teknikeren i tide. Klageren er derfor blevet opkrævet herfor. Som følge af annulleringen blev klageren opkrævet et annulleringsgebyr på 500,00 kroner. Dette afviste klageren at betale, da hun aldrig havde fået installeret forbindelsen.

Klageskema modtaget i sekretariatet: 10.oktober 2003

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klageren:

At opkrævningen for installation af ADSL samt annulleringsgebyr frafaldes, da hun aldrig har modtaget den bestilte ydelse.

Indklagede:

Har i forbindelse med sagens behandling hos sekretariatet pr. kulance godskrevet klageren alle beløb vedrørende installation af ADSL-forbindelsen, men fastholder betaling af 500,00 kroner i annulleringsgebyr.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Da indklagede per kulance har frafaldet kravet vedrørende udgifter til installation af ADSL- forbindelsen, er det alene kravet om annulleringsgebyret, der skal vurderes.

Det fremgår af indklagedes abonnementsbetingelser pkt. 4.1, at det er muligt at opsige aftalen efter tilmelding til indklagede, men inden den fysiske etablering af forbindelsen. I så fald, vil der blive krævet opkrævet et annulleringsgebyr. Størrelsen af gebyret fremgår af den til enhver tid gældende prisliste samt af indklagedes hjemmeside. Da klageren annullerede sin aftale, blev hun oplyst om, at hun ville blive opkrævet et gebyr på 500,00 kroner. Dette gebyr anvender indklagede til dækning af omkostninger ved annullering af klagerens bestilling. Annulleringsgebyret må anses for at være rimeligt set i forhold til de af selskabet afholdte udgifter i forbindelse med annullationen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at forsinkelsen med installationen skyldtes klagerens egne forhold.

På baggrund af sagens oplysninger finder nævnet således at indklagede er berettiget til at opkræve et annulleringsgebyr ved klagerens opsigelse af aftalen inden den fysiske etablering af ADSL-forbindelsen.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE:

Der kan ikke gives klageren NN medhold i klagen over at indklagede Tele2 A/S fastholder, at hun skal betale 500,00 kroner i annulleringsgebyr.

Print denne side Print denne side