Fastnet – Regningsklage – opkald til EMSAT ved hjælp af kode (J.nr. 11.01-0570-05)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Fastnet – Regningsklage – opkald til EMSAT ved hjælp af kode

Resume:
Klager havde en ADSL-forbindelse, hvorigennem der var foretaget nogle dyre opkald til satellittjenesten EMSAT. Klager ville ikke vedkende sig opkaldene. Indklagede gjorde gældende at der ikke var begået fejl hos denne, samt at det pågældende nummer var underlagt voksenspærring, hvorved EMSAT’s nummer samt et par koder skulle indtastes og telefonrøret skulle være løftet før opkald kunne ske. Nævnet fandt det derfor sandsynliggjort at opkaldene enten var foretaget af klager eller en med adgang til klagers telefon. Klager fik derfor ikke medhold.

Klageren:

NN

Indklagede:
TDC Totalløsninger A/S
v/ TDC Services A/S
Att.: SAQR – Ø.187
Sletvej 2
8310 Tranbjerg J

Nævnets sammensætning
Landsdommer John Lundum, Formand
Karin Ladegaard, udpeget af Forbrugerrådet Tænk
Annette Høyrup, udpeget af forbrugerrådet
Anne Sveistrup, udpeget af teleudbyderne
Kenneth Jarnit, udpeget af teleudbyderne

SAGSFREMSTILLING
J.nr. 11.01-0570-05
Klagen vedrører: Tvist om opkald til satellittjenesten EMSAT
Påklaget beløb: 1470,58 kr.
Påklaget periode: Den 4. april 2005 til den 16. maj 2005
Aftaleform: Løbende fastnetabonnement og ADSL-forbindelse
Indklagede truffet afgørelse: Den 13. juni 2005

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Indklagede sendte den 17. maj 2005 et brev til klager, da indklagede havde konstateret et forhøjet forbrug på klagers telefonforbindelse. Klager blev på faktura nr. 4 faktureret for to opkald til udlandet på i alt 1470,58 kr. Klager anfægtede at have foretaget opkaldene overfor indklagede i brev modtaget hos indklagede den 23. maj 2005.

I anledning af klagen foretog indklagede forskellige undersøgelser af administrativ og teknisk art. Undersøgelserne viste, at der ikke (fra indklagedes side) var begået fejl, og at opkaldene var foretaget fra klagers forbindelse. Indklagede fastholdt derfor kravet over for klager ved brev af den 13. juni 2005. Den 17. juni 2005 sendte indklagede endnu et brev til klager, hvori indklagede oplyste, at de påklagede opkald var foretaget i forbindelse med opkald til Internettet, og at det kaldte nummer tilhørte satellitudbyderen EMSAT. Dette nummer var omfattet af voksenspærringsordningen, og der kunne kun kaldes op til nummeret ved brug af en kode.

Klager indbragte derefter sagen for Teleankenævnet.

Klage modtaget i sekretariatet: Den 15. juni 2005.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

At opkrævningen for de to udlandsopkald på i alt 1470,58 kr. frafaldes. Klager anfører, at hun ikke har foretaget opkaldene, og at der ikke var andre medlemmer af husstanden i den pågældende periode.

Indklagede

Fastholder kravet om betaling af det fulde beløb.
Indklagede har anført, at administrative og tekniske undersøgelser ikke har påvist fejl fra indklagedes side. Indklagede bemærker ligeledes, at opkald til satellittjenesten EMSAT ikke kan foretages på grund af voksenspærringsordningen, med mindre man forud for opkaldet indtaster en kode.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Indklagede har i forbindelse med behandling af klagers henvendelse foretaget forskellige undersøgelser af teknisk og administrativ art. Disse undersøgelser påviser, at opkaldene er foretaget fra klagers telefonforbindelse. Indklagede oplyser, at opkaldene er foretaget i forbindelse med opkald til Internettet.

Nævnet bemærker, at da EMSAT er omfattet af voksenspærringsordningen, er det ikke længere muligt for klagers computer at kalde op hertil automatisk, således som det tidligere er set i sagerne om utilsigtet downloadning. Indklagede oplyser, at der skal indtastes en 2 cifret kode hvorefter hele telefonnummeret til EMSAT 0088213550052 skal tastes ind. Efter forbindelsen er etableret siger en stemme på engelsk, at der på ny skal indtastes en kode, som står på computerskærmen, og at telefonrøret skal være afløftet, indtil tjenesten ønskes afbrudt. Denne række af aktive handlinger kan ifølge indklagede ikke ske ved et uheld. Indklagede har anført over for nævnet, at der er foretaget opkald via klagers ADSL forbindelse umiddelbart før og efter de påklagede opkald. Det kan ud fra opkaldslisten ligeledes ses, at der er forsøgt foretaget opkald til EMSAT, umiddelbart før der endeligt er etableret forbindelse. B-nummer 1999 er ifølge indklagede opkald til klagers ADSL-forbindelse.

Klager anfører over for nævnet, at da hun ikke har foretaget opkaldene og da hun var det eneste medlem af husstanden i den påklagede periode, anser hun sig ikke forpligtet til at betale.

Nævnet skal bemærke, at der ikke er foretaget opkald fra klagers telefon i tidsmæssig nær tilknytning til de påklagede opkald. Derimod tillægges det vægt, at der er foretaget opkald til Internettet via klagers ADSL-forbindelse umiddelbart forud for de påklagede opkald fra klagers telefonforbindelse til EMSAT.

Efter det ovenfor anførte er det nævnets opfattelse, at registreringen og debiteringen af de påklagede opkald er sket korrekt. Det bemærkes yderligere, at indklagedes undersøgelser af registreringen ikke har vist fejl.

Det må derfor ud for en samlet vurdering lægges til grund, at opkaldene enten er foretaget af klager eller en med adgang til klagers telefon. Klager har ikke sandsynliggjort, at opkaldene ikke skulle være foretaget som beskrevet af indklagede.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE
Der kan ikke gives klager, NN, medhold i hendes klage over TDC Totalløsninger A/S.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 12.

Indklagede, TDC Totalløsninger A/S, betaler 3.000 kr. i sagsomkostninger til Teleankenævnet, jf. vedtægternes § 25.

Print denne side Print denne side