Tvangsfuldbyrdelse

af klagenævnsafgørelser

Det fremgår af forbrugerklageloven samt af Teleankenævnets vedtægter, at en afgørelse fra nævnet kan tvangsfuldbyrdes i fogedretten i forhold til teleudbyderen, hvis du har fået medhold, delvist medhold eller, der er indgået forlig ved nævnet.

Hvis du har fået helt eller delvis medhold i en sag hos Teleankenævnet, skal afgørelsen forkyndes for teleudbyderen efter reglerne i retsplejeloven for derved at sikre, at teleudbyderen modtager afgørelsen.

Teleudbyderen har herefter en frist på 30 dage til at følge afgørelsen. Hvis teleudbyderen ikke ønsker at følge nævnets afgørelse, skal teleudbyderen meddele dette skriftligt til nævnet inden for fristen.

Teleudbyderen har mulighed for skriftligt at anmode om genoptagelse af klagesagen inden for fristen på de 30 dage. Ved en sådan anmodning udskydes indsigelsesfristen for udbyderen.

Hvis teleudbyderen ikke inden for fristen på de 30 dage har meddelt, hvorvidt selskabet vil følge afgørelsen eller anmodet om en genoptagelse af sagen, kan afgørelsen tvangsfuldbyrdes i fogedretten.

Hvis teleudbyderen inden for fristen meddeler, at selskabet ikke vil følge afgørelsen, kan afgørelsen ikke tvangsfuldbyrdes. Du må i så fald indbringe sagen for domstolene, hvis du ønsker at få gennemført dit krav.

Du kan finde en liste over teleselskaber, som ikke følger Teleankenævnets afgørelser her.

Omkostningsdækning

Du kan efter ansøgning få dækket eventuelle omkostninger til en retssag i forbindelse med en tvangsfuldbyrdelse. Ansøgningen foretages ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Det er en forudsætning for ansøgningen, at du har fået helt eller delvis medhold i en klagesag ved Teleankenævnet, og at sagen er anlagt af dig.

Sagen kan også være anlagt af teleudbyderen for at opnå en ændring af afgørelsen. Har du kun fået delvist medhold i klagesagen, og ønsker du at anlægge en sag for et krav, der ligger ud over det fastsatte, kan der kun opnås støtte til den del af kravet, der svarer til afgørelsen eller forliget.

Der kan ikke gives omkostningsdækning, hvis det er åbenbart, at du ikke vil kunne få medhold i sagen. Det vil fx kunne være tilfældet, hvis der efterfølgende er afsagt en dom, der går imod mod nævnsafgørelsen.

En eventuel dækning efter din retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, skal udnyttes, før der er mulighed for omkostningsdækning hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan dække omkostninger, der overstiger forsikringens maksimum eller en eventuel selvrisiko. Omkostningsdækning er uafhængig af dine indtægtsforhold og træder i stedet for reglerne om fri proces. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan endvidere betale eventuelle udgifter, du har haft i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af en afgørelse eller et forlig.

Læs mere på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside www.kfst.dk

Print denne side Print denne side