Aftaleforhold – Mobilabonnementer – Køb af mobiltelefon og hovedtelefoner – Identitetstyveri (25-334)

Opdateret: 06.07.2026

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Den 15. februar 2025 blev der indgået to aftaler med indklagede i klagers navn via indklagedes hjemmeside. Klagers MitID blev anvendt til at godkende aftalerne. Aftalerne omfattede et mobilabonnement med seks måneders binding til 289 kr. pr. måned samt køb af en Apple iPhone 16 Pro Max til en værdi af 9.399 kr. Ved bestillingen blev 3.133 kr. betalt med klagers betalingskort, mens de resterende 6.266 kr. blev opdelt i to afdrag á 3.133 kr. pr. måned. Gennemførelsen af aftalerne forudsatte, at klager både swipede med MitID og efterfølgende scannede en QR-kode, som blev genereret på indklagedes hjemmeside. Dette krævede anvendelse af samme enhed til begge trin.

Den 17. februar 2025 blev mobiltelefonen sendt til en pakkeshop i København S. Samme dag modtog indklagede en indsigelse fra Sydbank vedrørende aftalerne. Det lykkedes ikke at stoppe udsendelsen af iPhonen.

Den 18. februar 2025 blev den tilknyttede e-mailadresse ændret til mxxxh@gmail.com.

Den 19. februar 2025 kl. 20.26 blev den pågældende iPhone aktiveret. Telefonen blev efterfølgende anvendt på indklagedes netværk af en person registreret som kunde hos CBB med telefonnummer 42xxxx12. Enheden var ikke blevet nulstillet siden aktiveringen.

Den 20. marts 2025 blev e-mailadressen efter kontakt med klager ændret til mxxxs@gmail.com.

Klager kontaktede indklagede og gjorde gældende, at hun og hendes to venner var blevet udsat for svindel af en person, der udgav sig for at være politibetjent.

Indklagede fremsendte et brev med en tro- og loveerklæring til klager

Indklagede modtog den udfyldte tro- og loveerklæring retur fra klager. Herefter sendte klager en detaljeret beskrivelse af hændelsesforløbet og sin oplevelse af sagen. Det fremgik heraf, at hun den 15. februar 2025 opholdt sig sammen med sin veninde N og hendes mand hjemme hos sig selv, da N modtog en SMS fra en person, der udgav sig for at være fra politiet. I beskeden blev N bedt om at ringe tilbage vedrørende en verserende sag. Da N kort tid forinden havde fået spærret et betalingskort på grund af mistænkelig aktivitet, fandt de det troværdigt, at henvendelsen kunne relatere sig hertil.

N ringede derfor op til nummeret på højtaler, så klager og N’s mand kunne følge samtalen. Personen præsenterede sig som ”Rasmus fra politiet” og oplyste, at der var optaget lån og oprettet abonnementer i N’s navn. Han forklarede, at han ville hjælpe med at stoppe forholdene og bad i den forbindelse om CPR-nummer, kontooplysninger og MitID-oplysninger. Han sendte et link til et Google Meet-lignende møde, hvorfra han kommunikerede med dem.

Under samtalen oplyste den pågældende, at svindlen muligvis stammede fra Sverige. N havde faktisk bestilt sko for to måneder siden, og disse var sendt fra Sverige, og hun fik også noget medicinudstyr fra Sverige. På den baggrund fik N en mistanke om, at der var en forbindelse mellem disse aktiviteter og de personer, som havde hendes oplysninger og havde oprettet lån i hendes navn. Personen oplyste desuden, at N skulle oprette nyt MitID, og han fik hende til at godkende forskellige handlinger via MitID. Klager oplyste, at hverken hun, N eller N’s mand på dette tidspunkt fattede mistanke, da personen fremstod professionel og troværdig som politibetjent.

Da svindleren blev opmærksom på, at andre var til stede, spurgte han ind til klager og N’s mand og oplyste herefter, at også deres oplysninger muligvis var blevet misbrugt, såfremt de havde brugt N’s WiFi. Klager blev herefter bedt om at oplyse CPR-nummer, kontooplysninger og MitID-oplysninger samt godkende handlinger via MitID på sin mobiltelefon. Det samme gjorde N’s mand.

Efter længere tids samtale oplyste personen, at gerningsmanden bag forholdene var identificeret og snart ville blive anholdt, hvorefter samtalen blev afsluttet. Kort efter opdagede N, at hendes konti var blevet tømt, og klager konstaterede ligeledes, at næsten alle hendes egne midler var blevet hævet eller overført. Først herefter gik det op for dem, at de havde været udsat for svindel.

Samme aften kontaktede N og hendes mand det rigtige politi, som vejledte dem om at spærre kort og anmelde forholdet som økonomisk svindel. Klager foretog anmeldelsen samme aften og hjalp efterfølgende N og hendes mand med deres anmeldelser.

Dagen efter kontaktede klager banken, som hjalp med at spærre hendes kort, hvorefter hun kontaktede MitID og fik dette spærret.

Den 18. februar 2025 fik hun oprettet nyt MitID hos Borgerservice og oprettede efterfølgende også nyt telefonnummer og ny mailadresse.

Klager anførte afslutningsvis, at hun alene var blevet involveret i sagen, fordi hun havde været til stede under venindens samtale, og at hun havde handlet i god tro i den overbevisning, at hun talte med politiet.

Klager har fremlagt en anmeldelseskvittering fra Københavns Politi, hvoraf det fremgår, at politiet den 16. februar 2025 modtog en anmeldelse om databedrageri begået den 15. februar 2025 kl. 22. af en ukendt person, og gerningsstedet var angivet som ukendt adresse.

Den 7. april 2025 fastholdt indklagede opkrævninger for de påklagede aftaler, idet klager selv havde medvirket til købet ved aktivt at benytte sit MitID og udlevere personlige oplysninger til en tredjemand. Klager blev henvist til indklagedes regningsklagenævn, som den 25. juni 2025 ligeledes fastholdt den tidligere afgørelse.

Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Klager gør gældende, at en anden person har indgået aftaler med indklagede om køb af mobiltelefonen med tilhørende abonnement i klagers navn, hvorfor klager ikke anser sig for forpligtet til at betale herfor.

Klager anfører, at hun ikke var klar over, at de MitID-godkendelser, hun foretog under telefonsamtalen med den person, der udgav sig for at være fra politiet, blev anvendt til at gennemføre køb hos indklagede. Hun bestrider derfor indklagedes vurdering af, at hun burde have forstået, at der var tale om godkendelse af et køb.

Klager forklarer, at hun først blev opmærksom på forholdet, da hendes veninde kontaktede hende og oplyste, at svindleren havde købt en telefon i venindens navn. Klager kontaktede herefter straks indklagede for at undersøge, om der ligeledes var blevet oprettet noget i hendes navn, selv om hun ikke var kunde hos indklagede.

Ved henvendelsen til indklagede fik klager oplyst, at der var blevet oprettet et mobilabonnement samt købt en iPhone på afbetaling i hendes navn. Klager oplyser videre, at den medarbejder fra indklagede, som hun talte med, allerede havde mistanke om svindel og havde forsøgt at standse oprettelsen, men uden held.

Indklagede

Indklagede fastholder, at der er indgået gyldig og bindende aftale mellem klager og indklagede.

Indklagede anfører, at aftalen blev indgået ved anvendelse af klagers MitID, og at klagers personlige oplysninger blev oplyst i forbindelse hermed. Den høje sikkerhed, der er forbundet med brugen af digital validering via MitID, medførte efter indklagedes opfattelse, at indklagede havde været i god tro om, at den digitale signatur blev anvendt korrekt og af den rette indehaver.

Indklagede oplyser, at det ved godkendelse af en aftale med MitID tydeligt fremgik af de relevante dokumenter, at aftalen blev indgået med indklagede. Det blev desuden anført, at bestilling hos indklagede via MitID-validering krævede, at en QR-kode, som blev genereret på indklagedes hjemmeside efter købet, blev scannet med samme enhed, som blev anvendt til MitID-godkendelsen. Indklagede fremhæver, at MitID ikke var installeret lokalt på en computer eller anden enhed, som kunne misbruges uden yderligere sikkerhedsforanstaltninger. Denne dobbeltvalidering understøttede efter indklagedes opfattelse, at der forelå et aktivt og bevidst samtykke til aftaleindgåelsen med indklagede. Indklagede henviser desuden til, at der var gennemført delvis betaling med klagers eget betalingskort.

Indklagede gør videre gældende, at klager efter sin egen forklaring havde videregivet sit CPR-nummer, sine kontooplysninger og sine MitID-oplysninger samt foretaget de nødvendige MitID-godkendelser i den tro, at dette skulle stoppe noget, der ved bedrageri var oprettet i klagers navn hos indklagede. Efter indklagedes vurdering har klager herved handlet uagtsomt. Indklagede anfører, at det må anses for almindeligt kendt, at politiet ikke kommunikerer med borgere via SMS-beskeder. Indklagede anfører endvidere, at hændelsesforløbet fremstod besynderligt, og at flere forhold undervejs burde have givet anledning til mistanke hos klager.

Indklagede anfører desuden, at det forhold, at klager havde anmeldt forholdet til politiet, ikke i sig selv dokumenterer, at klager ikke er bundet af aftalen.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Teleankenævnet bemærker, at klager bestrider, at det er hende, der har indgået den omhandlede aftale med indklagede, og at klager derfor ikke anser sig for forpligtet til at betale for mobilabonnementet samt mobiltelefonen.

Indklagede gør gældende, at aftalen er gyldigt indgået og bindende for klager, idet MitID-valideringen blev gennemført på en måde, som informerede klager om aftalernes indhold og aftalepart, og idet klager selv aktivt medvirkede til valideringen.

Nævnet skal bemærke, at aftalen med indklagede er indgået via digital validering, og at klagers personlige oplysninger er opgivet i den forbindelse. Aftaler oprettet ved benyttelse af MitID må som udgangspunkt lægges til grund som gyldige og bindende aftaler. Den sikkerhed, der er forbundet med benyttelse af MitID, bevirker, at løftemodtageren som udgangspunkt vil være i god tro.

I tilfælde, hvor det må antages, at der foreligger identitetstyveri, indgår det blandt andet i nævnets vurdering, under hvilke omstændigheder tredjemand er kommet i besiddelse af indehaverens MitID-oplysninger, om indehaveren har haft kendskab til, at tredjemand er kommet i besiddelse af de pågældende oplysninger, og om indehaveren i så fald har gjort, hvad der var muligt for at forhindre misbrug, f.eks. ved at spærre kompromitteret MitID så hurtigt som muligt.

Spørgsmålet om aftalebinding i tilfælde af misbrug af digital signatur beror efter retspraksis på en konkret og samlet vurdering af hændelsesforløbet som helhed. Vurderingen har karakter af en samlet risikoplacering, hvor sagens omstændigheder inddrages i deres indbyrdes sammenhæng med henblik på at afgøre, om dispositionen efter almindelige aftaleretlige principper kan tillægges virkning for signaturindehaveren. På dette grundlag tages der stilling til, om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der – på trods af konstateret misbrug – kan indtræde aftaleretlig binding, jf. eksempelvis Højesterets kendelse af 17. november 2021 i sag 11/2021, og Højesterets afgørelser bragt i U.2019.1192 H, U.2019.1197 H, U.2021.2320 H og U.2022.411 H.

Nævnet har noteret, at klager har anmeldt forholdet til politiet, da hun blev klar over, at hun kunne have været udsat for svindel.

Nævnet finder, at det uden en egentlig bevisførelse, herunder i form af parts‑ og vidneforklaringer, ikke er muligt at fastslå, om aftalerne er indgået med klagers viden og accept, om klager ved håndteringen af de fortrolige elementer i sit MitID har udvist uagtsomhed, og om der i øvrigt foreligger forhold, der kan føre til, at aftalerne tilsidesættes som ugyldige.

En sådan bevisførelse kan ikke finde sted for nævnet, der træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Klagen findes derfor ikke egnet til behandling i Teleankenævnet. Der henvises i den forbindelse til vedtægternes § 6, hvorefter nævnet kan afvise sager, der på grund af blandt andet usikkerhed om bedømmelsen af de fremkomne faktiske oplysninger ved aftaleindgåelsen ikke findes egnet til behandling i Teleankenævnet.

Nævnet afviser derfor klagen fra behandling ved ankenævnet jf. § 6 i vedtægterne fra Teleankenævnet.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Den af NB indgivne klage over indklagede, Telenor A/S, afvises fra klagebehandling.

Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres til klager, jf. vedtægternes § 27.

Indklagede, Telenor A/S, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.

På Teleankenævnets vegne, den 18. juni 2026