Aftaleforhold – Mobilabonnementer – Køb af mobiltelefon og hovedtelefoner – Identitetstyveri

Mobilabonnementer – Køb af mobiltelefon og hovedtelefoner – Identitetstyveri – Hacking (25-599)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Den 31. oktober 2023 blev der via indklagedes hjemmeside købt en iPhone 15 Pro Max med tilhørende abonnement i klagers navn. Telefonen blev nogle dage senere leveret til en pakkeboks hos thansen i Xx.

Den 1. november 2023 blev der via indklagedes hjemmeside købt et sæt B&O HX-hovedtelefoner med tilhørende abonnement i klagers navn. Hovedtelefonerne blev nogle dage senere leveret til en pakkeboks hos Meny i xx.

Den 27. november 2023 blev der via indklagedes hjemmeside oprettet to mobile bredbåndsabonnementer i klagers navn. Begge simkort blev nogle dage senere leveret til klagers adresse i Xx.

Alle tre ovennævnte aftaler blev godkendt med klagers MitID.

Den 15. januar 2024 rettede klager telefonisk henvendelse til indklagedes kundeservice og oplyste, at hans MitID var blevet “hacket”.

Den 16. januar 2024 fremsendte indklagede et brev med en tro- og loveerklæring til klager. Som bilag til brevet vedlagde indklagede fysiske kopier af de digitalt indgåede kontrakter, således at klager kunne gennemgå dem og angive, hvilke aftaler han vedkendte sig, og hvilke aftaler han ikke vedkendte sig. På dette tidspunkt fremgik klagers håndskrevne underskrift ikke af dokumenterne.

Den 24. januar 2024 modtog indklagede den udfyldte tro- og loveerklæring retur fra klager. I erklæringen oplyste klager, at han havde godkendt anmodninger med MitID i den tro, at de vedrørte samtykke til sex med en tredjepart. Sammen med erklæringen returnerede klager de fremsendte kontraktkopier, som nu var påført klagers håndskrevne underskrift. Klager havde således fysisk underskrevet dokumenterne i forbindelse med sin gennemgang af materialet.

Den 18. juni 2024 fastholdt indklagede opkrævningerne for de påklagede aftaler, idet klager selv havde medvirket til købene ved aktivt at benytte sit MitID og udlevere personlige oplysninger til en tredjemand. Klager blev henvist til indklagedes regningsklagenævn, som den 31. januar 2025 ligeledes fastholdt den tidligere afgørelse.

Den 30. april 2025 indbragte klager sagen for Teleankenævnet. Klagers frivillige økonomiske rådgiver fra Dansk Folkehjælp tilbagekaldte imidlertid klagen med henvisning til, at der på baggrund af de dokumenter, som indklagede havde fremsendt, herunder dokumenter med klagers underskrift, ikke længere var grundlag for at fastholde, at handlerne var foretaget af en anden person i klagers navn.

Den 30. oktober 2025 blev sagen indbragte på ny for Teleankenævnet.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Klagers frivillige økonomiske rådgiver fra Dansk Folkehjælp gør gældende, at en anden person har indgået aftaler med indklagede om køb af mobiltelefonen og hovedtelefoner med tilhørende abonnementer i klagers navn, hvorfor klager ikke anser sig for forpligtet til at betale herfor.

Rådgiveren anfører, at klager er førtidspensionist, bor i lejlighed og er tilknyttet et værested for handicappede. Klager ledsages ved møder af en kontaktperson fra Xx Kommune.

Rådgiveren gør gældende, at klager har været udsat for identitetstyveri. Tredjemand har efter det oplyste fået adgang til klagers bankkonti, optaget lån i klagers navn og indgået aftalerne med indklagede. Forholdet er anmeldt til politiet, og klagers bank har tilbageført de hævede beløb.

Rådgiveren oplyser, at baggrunden for misbruget var, at han blev kontaktet af en person, som han troede var en veninde fra Facebook. Klager sendte herefter oplysninger og koder relateret til sit MitID, fordi han troede, at de skulle bruges til at afgive samtykke til et seksuelt forhold. Kort tid efter blev hans identitet misbrugt. Klager har aldrig mødt personen fysisk.

Rådgiveren oplyser, at han aldrig har haft en iPhone eller et abonnement hos indklagede. Hans telefon er en Samsung, og hans abonnement har været hos en anden udbyder. Den e-mailadresse, som indklagede har anvendt, tilhører ikke klager. Rådgiveren anfører endvidere, at han aldrig har modtaget eller afhentet de varer, som indklagede har sendt. Rådgiveren oplyser, at den e‑mailadresse, som indklagede har sendt oplysninger til, ikke tilhører klager.

Rådgiveren oplyser desuden, at han tidligere gjorde indsigelse mod kravene. Da indklagede fastholdt kravene, indbragte klager sagen for Teleankenævnet. I den forbindelse fremlagde indklagede kontrakter med underskrifter, som lignede klagers. På den baggrund tilbagekaldte rådgiveren klagen. Efterfølgende blev rådgiveren imidlertid opmærksom på, at klager aldrig havde besøgt en af indklagedes butikker eller været i kontakt med sælgere fra indklagede.

Rådgiveren kræver desuden kompensation som følge af indklagedes håndtering af sagen og den fortsatte fastholdelse af kravene.

Indklagede

Indklagede fastholder, at der var indgået gyldige og bindende aftaler mellem klager og indklagede. Indklagede anfører, at alle aftalerne var indgået ved brug af klagers MitID, og at indklagede derfor havde været i god tro om, at det var klager, der foretog købene.

Indklagede anfører videre, at indklagede først blev bekendt med klagers påstand om identitetsmisbrug, da klager rettede henvendelse den 15. januar 2024. Indklagede henviser til, at klager i tro- og loveerklæringen har oplyst, at han selv havde videregivet sine MitID-oplysninger til en tredjemand. Indklagede gør derfor gældende, at klager ved sin adfærd har muliggjort tredjemands misbrug af hans identitet og derfor er bundet af de dispositioner, der er foretaget.

Indklagede bemærker desuden, at alle varer og abonnementer er leveret til enten pakkebokse i Xx eller til klagers adresse i Xx.

Indklagede anfører videre, at aftalerne er indgået i oktober og november 2023, og at klager først gjorde indsigelse i januar 2024. Klager har derfor efter indklagedes opfattelse ikke orienteret indklagede uden unødigt ophold. Indklagede gør endvidere gældende, at en politianmeldelse ikke i sig selv godtgør, at aftalerne er indgået uden klagers accept.

Indklagede oplyser, at indklagede den 16. januar 2024 fremsendte en tro- og loveerklæring samt kopier af de digitalt indgåede kontrakter til klager. Da indklagede modtog materialet retur den 24. januar 2024, var kontraktkopierne påført klagers håndskrevne underskrift. Indklagede anfører, at indklagede ikke havde anmodet klager om at underskrive dokumenterne, da aftalerne allerede var indgået digitalt ved brug af MitID.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Klager anfører, at han ikke har indgået de omhandlede aftaler om køb af en iPhone, et sæt B&O-hovedtelefoner samt oprettelse af flere abonnementer hos indklagede. Han gør gældende, at aftalerne derfor ikke er gyldige, og at han ikke hæfter for kravene.

Indklagede gør gældende, at der er indgået gyldige, bindende aftaler mellem klager og indklagede, som klager hæfter for.

Nævnet skal bemærke, at aftalerne med indklagede er indgået via digital validering, og at klagers personlige oplysninger er opgivet i den forbindelse. Aftaler oprettet ved benyttelse af MitID må som udgangspunkt lægges til grund som gyldige og bindende aftaler. Den sikkerhed, der er forbundet med benyttelse af MitID, bevirker, at løftemodtageren som udgangspunkt vil være i god tro.

I tilfælde, hvor det må antages, at der foreligger identitetstyveri, indgår det blandt andet i nævnets vurdering, under hvilke omstændigheder tredjemand er kommet i besiddelse af indehaverens MitID-oplysninger, om indehaveren har haft kendskab til, at tredjemand er kommet i besiddelse af de pågældende oplysninger, og om indehaveren i så fald har gjort, hvad der var muligt for at forhindre misbrug, f.eks. ved at spærre kompromitteret MitID så hurtigt som muligt.

Spørgsmålet om aftalebinding i tilfælde af misbrug af digital signatur beror efter retspraksis på en konkret og samlet vurdering af hændelsesforløbet som helhed. Vurderingen har karakter af en samlet risikoplacering, hvor sagens omstændigheder inddrages i deres indbyrdes sammenhæng med henblik på at afgøre, om dispositionen efter almindelige aftaleretlige principper kan tillægges virkning for signaturindehaveren. På dette grundlag tages der stilling til, om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der – på trods af konstateret misbrug – kan indtræde aftaleretlig binding, jf. bl.a. Højesterets afgørelser bragt i U.2019.1192 H, U.2019.1197 H, U.2021.2320 H og U.2022.411 H.

Nævnet finder, at det uden en egentlig bevisførelse, herunder i form af parts‑ og vidneforklaringer, ikke er muligt at fastslå, om aftalerne er indgået med klagers viden og accept, om klager ved håndteringen af de fortrolige elementer i sit MitID har udvist uagtsomhed, om klagers mentale tilstand har været af en sådan karakter, at klager har været ude af stand til at handle fornuftmæssigt, og om der i øvrigt foreligger forhold, der kan føre til, at aftalerne tilsidesættes som ugyldige.

En sådan bevisførelse kan ikke finde sted for nævnet, der træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Klagen findes derfor ikke egnet til behandling i Teleankenævnet. Der henvises i den forbindelse til vedtægternes § 6, hvorefter nævnet kan afvise sager, der på grund af blandt andet usikkerhed om bedømmelsen af de fremkomne faktiske oplysninger ved aftaleindgåelsen ikke findes egnet til behandling i Teleankenævnet.

Nævnet afviser derfor klagen fra behandling ved ankenævnet jf. § 6 i vedtægterne fra Teleankenævnet.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Den af NN indgivne klage over indklagede, Telenor A/S, afvises fra klagebehandling.

Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres til klager, jf. vedtægternes § 27.

Indklagede, Telenor A/S, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.

På Teleankenævnets vegne, den 18. juni 2026