Overskriftsbillede til Aftaleindhold – forgæves teknikerbesøg – dato for besøg – regningsklage – rykkergebyr (25-185)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager havde en aftale om en tv‑pakke hos indklagede.

Den 21. oktober 2024 kontaktede klager indklagede telefonisk med henblik på at få udbedret tv‑signalet på sin adresse.

Den 22. oktober 2024 kl. 07:31 sendte indklagede en ordrebekræftelse pr. sms til klager med en bekræftelse af et teknikerbesøg samme dag.

Ifølge indklagede havde teknikeren kontaktet klager telefonisk kl. 13:39 med henblik på at lave en nærmere aftale om teknikerbesøget. Af teknikerens log fremgik følgende:

”jeg har snakket med kunden 13.39 og han kunne først være hjemme om en time, jeg kører til anden kunde og ringer igen 14.20 og kunden siger han er hjemme om 25 min. ingen på adresse kl 14.39 forgæves kort i post kasse”

Samme dag kl. 14:48 sendte indklagede en sms til klager om, at teknikeren havde været fremme på adressen, men at der ikke var nogen hjemme.

Den 6. november 2024 sendte indklagede en regning til klager for det forgæves teknikerbesøg.

Indklagede sendte den 1. december 2024 en rykker til klager for manglende betaling for forgæves teknikerbesøg og fulgte den 4. december op med en regning på et rykkergebyr på 100 kr. Den 19. december 2024 samt den 9. januar 2025 udsendte indklagede yderligere rykkere, hvor klager samtidig blev gjort opmærksom på, at sagen kunne overgå til inkasso, og at klagers abonnement i sidste ende kunne blive opsagt.

Den 24. januar 2025 kontaktede klager indklagede med henblik på at gøre indsigelse vedrørende opkrævningen for det forgæves teknikerbesøg.

Den 27. januar 2025 svarede indklagede klager pr. mail og fastholdt opkrævningen under henvisning til, at en service som fejlretning af eget udstyr ikke kan ydes uden beregning. Indklagede henviste i den forbindelse til sine vilkår for teknikerbesøg og oplyste, at klagers regning var sat i bero i 4 uger fra dags dato.

Den 6. februar 2025 sendte indklagede en rykker for betaling af rykkergebyret og gjorde klager opmærksom på, at sagen ville blive overdraget til inkasso, og at klagers abonnement i sidste ende kunne blive opsagt.

Den 21. februar 2025 gjorde klager i en mail indklagede opmærksom på, at klager aldrig havde bestilt et teknikerbesøg. Indklagede svarede samme dag pr. mail og fastholdt opkrævningen med henvisning til, at klager var blevet varslet pr. sms og mail om teknikerbesøget.

Efterfølgende var der yderligere dialog mellem parterne, ligesom indklagede den 9. marts 2025 fremsendte en rykker. Parterne kom ikke til enighed. Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Klager anfægter indklagedes opkrævning af et teknikergebyr på 550 kr.

Klager gør gældende, at der den 21. oktober 2024 ikke blev indgået en aftale om et teknikerbesøg, men derimod en aftale om et opkald fra teknikeren.

Klager mener derfor, at indklagede ikke bør pålægge ham at betale gebyret og det påløbne rykkergebyr, idet det er indklagede, der har begået en fejl.

Indklagede

Indklagede fastholder sit krav på i alt 550 kr.

Indklagede gør gældende, at der blev indgået en aftale mellem indklagede og klager om, at der skulle finde et teknikerbesøg sted den 22. oktober 2024. Indklagede anfører, at der umiddelbart efter aftalens indgåelse blev fremsendt en skriftlig ordrebekræftelse via mail og sms til klager.

Indklagede anfører, at det i ordrebekræftelsen var fremhævet, at klager skulle kontakte indklagede, hvis datoen i ordrebekræftelsen ikke passede.

Indklagede gør endvidere gældende, at klager i ordrebekræftelsen blev orienteret om gebyret på 550 kr. ved forgæves teknikerbesøg samt om de generelle vilkår vedrørende rykkergebyrer ved forsinket betaling.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Nævnet bemærker indledningsvist, at parterne grundlæggende er enige om forløbet.

Nævnet bemærker videre, at der er uenighed mellem parterne om, hvorvidt der blev aftalt et teknikerbesøg.

Nævnet bemærker videre, at der er uenighed mellem parterne om, hvorvidt forløbet bør føre til, at gebyret for det forgæves teknikerbesøg skal annulleres.

Ad 1 – Teknikerbesøget

Klager gør gældende, at der var indgået en mundtlig aftale med indklagede om, at indklagede skulle afhjælpe problemerne med tv‑signalet på klagers adresse over telefonen og ikke ved et fysisk besøg.

Det er nævnets opfattelse, at klager ikke alene ved sine egne oplysninger har godtgjort, at det ikke var aftalt, at der skulle komme en tekniker forbi.

Det er således nævnets opfattelse, at formuleringen i den skriftlige ordrebekræftelse må lægges til grund.

Nævnet fremhæver i den forbindelse, at indklagede i ordrebekræftelsen orienterede klager om, at datoen kunne ændres, såfremt klager kontaktede indklagede.

Det er således nævnets opfattelse, at indklagede har gjort tilstrækkeligt for at orientere og vejlede klager om teknikerbesøget og muligheden for at ændre dette.

Ad 2 – Gebyr

Klager gør gældende til, at gebyret for det forgæves teknikerbesøg og rykkeren bør annulleres. Klager henviser til, at indklagede har begået en fejl.

Indklagede gør gældende, at klager kan pålægges at betale gebyret for forgæves teknikerbesøg. Indklagede henviser til, at sagen er behandlet i overensstemmelse med indklagedes vilkår.

Nævnet bemærker, at det fremgår af ordrebekræftelsen til klager, at klager vil blive opkrævet 550 kr. ved forgæves teknikerbesøg, og at det fremgår af indklagede generelle vilkår, at der kan pålægges rykkergebyr ved forsinket betaling.

Det er derfor nævnets opfattelse, at gebyret for forgæves teknikerbesøg er pålagt klager i overensstemmelse med den aftale, der er indgået mellem klager og indklagede.

Nævnet bemærker dog, at indklagedes afgørelse af den 27. januar 2025 indeholdt oplysning om, at opkrævningen ville blive stillet i bero i 4 uger. Til trods for dette sendte indklagede den 6. februar 2025 en rykkerskrivelse til klager.

Nævnet finder derfor anledning til at udtale kritik, da dette er i strid med § 17, nr. 1 og nr. 3 i bekendtgørelse om slutbrugerrettigheder på teleområdet (Bekg. nr. 1887 af 8. december 2020). Nævnet er opmærksom på, at denne bestemmelse gælder for regningsklager. I henhold til Forbrugerombudsmandens teleretningslinjer bør principperne i denne bestemmelse udstrækkes til at gælde for alle typer af klager, herunder klager om fx aftalemæssige forhold.

Nævnet kan af ovenstående grunde ikke give klager medhold i klagen.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der gives ikke klager, NN, medhold i klagen over indklagede, Yousee A/S.

Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 27.

Indklagede, Yousee A/S, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.

På Teleankenævnets vegne, den 5. marts 2026.