Overskriftsbillede til Aftalevilkår – fastnet – tvist om rette debitor (J.nr.11.15-0742-04)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Aftalevilkår – fastnet – tvist om rette debitor.

Resume:

Klager havde et abonnement med tre telefonnumre tilknyttet. Nævnet fandt, at klager ifølge abonnementsvilkårene hæftede for brugen af de pågældende numre, fordi forbruget var tilknyttet abonnementets ejer, uagtet at den faktiske bruger af to af numrene var hendes eksmand.

Klager:
NN

Indklagede:
TDC Totalløsninger A/S
v/TDC Services A/S
Teglholmsgade 1
0900 København C

Behandlet på nævnsmøde nr. 20 den 7. marts 2005

Klagen vedrører: Indklagedes krav om betaling af abonnements- og samtaleafgifter
Påklaget beløb: 4.016,17 kr.
Påklaget periode: Den 2. juni til den 1. september 2003
Aftaleform: Duet-abonnement
Klageren reklameret til indklagede: Den 4. januar 2004
Indklagede truffet afgørelse: Den 28. januar 2004

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Ved brev af den 4. januar 2004 rettede klager henvendelse til indklagede. Af henvendelsen fremgik det, at klager ikke kunne vedkende sig regningen for oktober kvartal 2003. Regningen indeholdt opkrævninger for fastnettelefonnummeret XXXXXXXX, mobiltelefonnummeret XXXXXXXX og mobiltelefonnummeret XXXXXXXX. Klager gjorde gældende, at hun kun kunne vedkende sig at hæfte for opkrævningen på nummeret XXXXXXXX. De øvrige numre tilhørte ifølge klager hendes eksmand, der i sin tid havde gjort brug af numrene som led i sin erhvervsvirksomhed.

Ved afgørelse af den 28. januar 2004 fastholdt indklagede sit regningskrav. Indklagede henviste til, at klager i henhold til abonnementsvilkårene for Duet hæftede for betalingen af de ydelser, der blev leveret på de omtvistede telefonnumre.

Sagen blev herefter indbragt for Teleankenævnet.

Klage modtaget i sekretariatet: Den 5. maj 2004

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER

Klager

Klager ønsker ikke at hæfte for de opkrævede beløb på mobiltelefonnumrene XXXXXXXX og XXXXXXXX. Disse numre har ifølge klager været tilknyttet hendes eksmands virksomhed.

Indklagede

Indklagede fastholder regningskravet. Klager hæfter som abonnent i henhold til abonnementsvilkårene for betalingen på numrene XXXXXXXX og XXXXXXXX.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Teleankenævnet har ved sin vurdering af sagen lagt vægt på, at indklagedes abonnementsvilkår foreskriver, at kunden hæfter for betalingen af de ydelser, der leveres i henhold til vilkårene, også i de tilfælde, hvor der er registreret en bruger, som er forskellig fra kunden.

Nævnet har endvidere lagt til grund, at klager figurerer som abonnent (kunde) på de omtvistede telefonabonnementer, mens klagers eksmand figurerer som bruger herpå.

På baggrund af ovennævnte er det herefter Teleankenævnets vurdering, at klager i henhold til abonnementsvilkårene hæfter for den påklagede regning.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE:

Der kan ikke gives klager, NN, medhold i klagen over indklagede, TDC Totalløsninger A/S.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 12.

Indklagede, TDC Totalløsninger A/S, betaler 3.000 kr. i sagsomkostninger til Teleankenævnet, jf. vedtægternes § 25.