Afvisning af kunde – oprettelse og annullering/fortrydelse/opsigelse af abonnementer – sprogbrug – hacking (25-324)
RESUMÉ:
Klager indbragte en sag for Teleankenævnet, fordi indklagede havde afvist at oprette klager som kunde. Indklagede forklarede, at klager inden for ca. fem år havde oprettet 81 nummerflytninger, som klager umiddelbart efter annullerede igen, hvilket bl.a. var til gene for indklagedes drift og ressourcer. Indklagede oplyste, at klager desuden havde kaldt indklagedes kundeservicemedarbejder for skældsord.
Klager gjorde gældende, at hans mailadresse var blevet hacket, og at han ikke selv havde oprettet og annulleret de pågældende abonnementer. Ved nævnets direkte forespørgsel fremkom klager ikke med uddybende oplysninger om denne hacking.
Nævnet fandt, at indklagede var berettiget til at afvise klager som kunde. Nævnet fandt, at klager ikke havde godtgjort, at han havde været udsat for hacking og at det var årsagen til forløbet. Nævnet bemærkede, at indklagede ikke var underlagt nogen offentligretlig pligt til at oprette klager som kunde, og at afvisningen af kundeforholdet var sagligt begrundet.
