Overskriftsbillede til Fiber installering – aftaleforhold – flytning af en fiberboks (25-36)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Den 10. september 2024 bestilte klager et internetabonnement hos indklagede.

Indklagede har oplyst, at det var TDC Net, som leverede den underliggende fiberforbindelse til klager. På klagers adresse var der et mindre gadeskab/boks, som klager ønskede at få flyttet, og klager kontaktede indklagede desangående. Ifølge indklagede havde dette ikke nogen forbindelse med den indgåede abonnementsaftale med klager, og indklagede valgte per kulance på vegne af klager at undersøge, om skabet kunne flyttes ved hjælp fra TDC Net. TDC Net oplyste til indklagede, at der var tale om et telefonskab, som ikke længere anvendtes, og at dette derfor hurtigt kunne afmonteres og bortskaffes enten af klager eller af en elektriker.

Indklagede har videre oplyst, at da der i forbindelse med oprettelsen af klagers fibernet forbindelse havde været en forsinkelse fra indklagedes side, tilbød indklagede per kulance at betale for en elektriker, som kunne forestå bortskaffelsen.

Den 13. september 2024 sendte indklagede en bekræftelse til klager og oplyste, at klager selv eller ved hjælp fra en elektriker kunne tage telefonboksen ned, og at indklagede ville dække omkostninger hertil.

Den 29. oktober 2024 kontaktede klager indklagede og oplyste, at klager havde indgået aftale med en elektriker om flytning af boksen, men at det imidlertid viste sig, at boksen i virkeligheden var en fiberboks, som forsynede klager og klagers naboer med internet, og som kun måtte håndteres af TDC Net. Klager indhentede derfor tilbud fra TDC Net om flytning af fiberboksen, som lød på 16.375 kr.

Indklagede afslog at betale for flytningen, idet det havde vist sig, at der ikke var tale om et mindre telefonskab, som ikke længere anvendtes, men derimod var tale om et fiberskab med aktivt udstyr. Det betød, at flytning af skabet var forbundet med betydeligt større omkostninger.

Klager har i sin korrespondance med indklagede oplyst, at fiberboksen er placeret to meter fra skel. Klager efterspurgte dokumentation for, at den tidligere husejer havde givet tilladelse til en placering så langt fra skellet. Klager havde endvidere været i kontakt med kommunen, som afviste at have et ansvar, idet kommunen ikke havde noget med boksen at gøre, ud over at kommunen havde meddelt TDC Net, at boksen ikke kunne placeres på vejen.

Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Klager kræver, at indklagede lever op til sit tilsagn og dækker udgifterne til flytning af boksen som lovet.

Klager oplyser, at han forud for opsætning af en carport på klagers adresse kontaktede indklagede, og at han modtog en bekræftelse fra indklagede om, at indklagede ville dække udgifterne til flytning eller fjernelse af boksen. Indklagedes tekniker foretog en undersøgelse og oplyste, at der var tale om en telefonboks, som kunne flyttes eller fjernes af en elektriker.

Klager oplyser, at hele opsætningen af carporten var baseret på indklagedes oprindelige tilsagn, og at såfremt klager havde fået de korrekte oplysninger om, at det var en fiberboks, og at flytningen ville koste over 16.000 kr. ville klager have fundet en alternativ placering til carporten. Det er klagers opfattelse at indklagedes fejlinformation har sat klager i en urimelig og dyr situation.

På nævnets forespørgsel har klager oplyst, at han efterfølgende betalte 16.375 kr. til TDC-Net, som flyttede fiberboksen fra klagers indkørsel.

Indklagede

Indklagede afviser klagers krav.

Indklagede gør gældende at, det omhandlede skab ikke har nogen relevans i forbindelse med den indgåede abonnementsaftale om internet med klager, da skabet ikke er omfattet af denne aftale. Det er indklagedes opfattelse, at der er tale om et forhold mellem TDC-Net som netejer og klager, og at indklagedes involvering alene var sket som en service pr. kulance over for klager.

Indklagede oplyser, at indklagede alene har indvilget i at ville betale for bortskaffelse af et skab, som efter det oplyste ikke længere var i anvendelse, hvorfor flytningen ville udgøre en meget begrænset omkostning. Klager var fuldt ud bekendt med denne forudsætning. Da skabet indeholder aktivt udstyr, vil en flytning beløbe sig til en betydeligt større

omkostning, og som følge heraf er forudsætningen for indklagedes tilbud ikke længere til stede.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Indledningsvis skal Teleankenævnet bemærke, at det er indklagedes opfattelse, at der er tale om et forhold mellem TDC Net som netejer og klager, og at det omhandlede skab ikke har nogen relevans i forbindelse med den indgåede abonnementsaftale om internet med klager, da skabet ikke er omfattet af denne aftale.

Nævnet bemærker, at det fremgår af § 2, stk. 1, i ankenævnets vedtægter, at Teleankenævnet kan behandle tvister mellem slutbrugere og udbydere af teletjenester vedrørende teletjenester.

Nævnet har lagt vægt på, at indklagede tilbød at dække udgifterne til flytning af det pågældende skab. Som følge heraf har klager en retlig interesse i at få spørgsmålet om, hvorvidt indklagede er bundet af sit tilsagn om at dække udgifterne til flytning af skabet afgjort af Teleankenævnet.

Det er ikke afgørende, om der foreligger et aftaleforhold mellem klager og indklagede om placeringen af skabet, idet en klage til Teleankenævnet kan omfatte samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem klager og indklagede, jf. vedtægternes § 2, stk. 3.

Nævnet finder på den baggrund, at sagen kan optages til behandling.

Nævnet har noteret, at klager på nuværende tidspunkt selv har afholdt udgiften til flytning af skabet, som blev flyttet af TDC Net.

Klager gør gældende, at han forud for opsætning af en carport kontaktede indklagede, og at han modtog en bekræftelse fra indklagede på, at indklagede ville dække udgifterne til flytning eller fjernelse af skabet.

Indklagede gør gældende, at indklagede på baggrund af oplysninger fra TDC Net om, at der var tale om et skab, der ikke længere var i brug, indvilgede i at ville betale for bortskaffelsen af skabet, som kunne flyttes af en elektriker. Det viste sig imidlertid, at skabet var en fiberboks, og at flytning af denne var forbundet med høje omkostninger.

Nævnet bemærker, at omkostningerne som følge af fejlagtig information fra TDC Net viste sig at være langt højere end forventet, og at arbejdet alene ville kunne udføres af TDC Net. Nævnet finder på den baggrund, at indklagede har været berettiget til at afslå at leve op til det afgivne tilsagn, idet forudsætningerne for tilsagnet var bristet.

På denne baggrund finder nævnet ikke, at indklagede hæfter for at dække udgifterne for flytning af fiberboksen.

Klager gives derfor ikke medhold i klagen.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der gives ikke klager, Nb, medhold i klagen over indklagede, Waoo.

Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 27.

Indklagede, Waoo, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.

På Teleankenævnets vegne, den 18. september 2025