Overskriftsbillede til Flere tjenester – Aftaleforhold – Pris (24-45)

RESUMÈ:

Klager indgik den 2. januar 2024 aftale med indklagede om levering af en 1000/1000 Mbit internetforbindelse via coax samt 2 mobile bredbånd Mobilt 5G Internet 1 TB.

Ifølge klager blev der i forbindelse med aftaleindgåelsen aftalt en fast pris på 249 kr. om måneden pr. abonnement for de mobile bredbånd samt en pris for bredbåndsabonnementet på 219 kr. om måneden i 6 måneder og herefter 249 kr. om måneden. Prisen for alle 3 abonnementer var ifølge klager afgørende for klagers accept af aftalen.

Efter modtagelse af ordrebekræftelserne sendte klager en mail til den sælger hos indklagede, som klager havde talt med, med nogle spørgsmål til prisen. Klager henviste til, at de angivne priser i ordrebekræftelsen ikke stemte overens med de priser, som indklagedes sælger havde oplyst til klager, herunder at prisen skulle være fast og ikke med en rabat, som ville bortfalde.

Indklagedes sælger svarede, at prisen efter aftale med ham var fast, og at klager kunne referere til sælgerens mail som grundlag for den faste pris på 249 kr.

Klager var herefter i kontakt med indklagede kundeservice og klageafdeling, som fastholdt at prisen i ordrebekræftelsen var korrekt, og at indklagedes sælger havde fejlinformeret klager.

Klager ønskede at få abonnementerne til den oplyste pris, og indgav klage til Teleankenævnet.

Nævnet fandt at indklagede var bundet af de oplysninger, som sælgeren havde givet klager i forhold til prisen. Nævnet lagde vægt på, at indklagedes sælger efterfølgende bekræftede priserne overfor klager klager skriftligt.