Flere tjenester – Returnering af tv-boks (25-125)
AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET
KLAGENS INDHOLD OG FORLØB
Klager havde en tv-pakke (Grundpakke med tv-boks) og et bredbåndsabonnement 25/5 Mbit hos indklagede. Abonnementet har i perioder været sat i bero som hvilende abonnement.
Den 28. oktober 2024 blev tv-pakken opsagt til den 27. november 2024.
Følgende fremgik blandt andet af ordrebekræftelsen for opsigelsen:

Den 21. januar 2025 sendte indklagede regning nr. 157 på 1.699 kr. for manglende returnering af tv-boksen. Af regningen fremgik, at beløbet blev trukket automatisk via kortbetaling den 30. januar 2025. Ifølge klager blev beløbet trukket fra klagers konto uden nogen form for varsling herom.
Den 14. februar 2025 sendte klager en skriftlig klage til indklagede. Klager ønskede at få tilbagebetalt de 1.699 kr., som indklagede havde opkrævet for manglende returnering af TV-boks. Klager oplyste, at han havde returneret tv-boksen.
Indklagede svarede i mail af 14. februar 2025, at hvis klager havde en kvittering for returnering af tv-boksen, skulle klager sende den til indklagede.
Klager svarede samme dag og vedhæftede en kvittering for indlevering af udstyr til indklagedes butik i Rønne den 27. januar 2025.
Indklagede svarede, at den tilsendte kvittering vedrørte et nødmodem og ikke den tv-boks, som klager var blevet opkrævet for.
Klager svarede i mail af 17. februar 2025. Klager henviste til, at da klager oprettede nyt abonnement, sendte indklagede en tv-boks, men da klager ikke havde brug for den, afhentede klager den ikke. Tv-boksen blev som følge heraf returneret til indklagede, idet klager ikke tog imod pakken. Klager anmodede indklagede om at dokumentere fremsendelse og afhentning af tv-boksen.
Der var herefter yderligere korrespondance mellem parterne, som imidlertid ikke kunne nå til enighed.
Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.
PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:
Klager
Tilbagebetaling af 1.699 kr.
Klager gør gældende, at indklagede uberettiget har trukket beløbet fra klagers konto.
Klager henviser til, at indklagede aldrig har leveret den pågældende tv-boks til klager. Derfor har klager naturligvis ikke mulighed for at returnere den.
På trods af klagers anmodning om dokumentation for levering af tv-boksen til klager har indklagede ikke kunnet fremvise en sådan dokumentation.
Klager vil ikke hæfte for udstyr, som aldrig har været leveret til klager til at starte med.
Indklagede
Afviser klagers krav om tilbagebetaling.
Indklagede har oplyst, at klager havde 2 tv-abonnementer. Et i Rønne (EMxx413), og et i Hasle (EMxxx214). Klagen vedrører EMxxx214. Boksen som klager mangler at returnere, er en boks med serienummer 88xxx.
Indklagede har anført, at grundet forældelse er det ikke muligt at fremskaffe en ordrebekræftelse på aftalen eller dokumentation for leveringen af TV boksen.
Indklagede har oplyst, at klager den 28. juli 2022 kontaktede indklagedes kundeservice med spørgsmål omkring den nye boks, som klager anså for at være meget ringere end den gamle. Klager skulle blandt andet have været utilfreds med, at skriften var så lille at det var umuligt at læse, at man ikke længere kunne optage i serie, og man ikke kunne slette serier mm.
Indklagede har undersøgt nærmere omkring de 2 løsninger klager har været registreret med. Undersøgelserne har vist, at udstyr til abonnementerne har været aktive hos klager siden 5. april 2023.
Indklagede har oplyst følgende vedrørende brug af boksene:
Den ene boks med serienummer 88xxx er stadig i brug. Sidste brug var registreret til den 1. april 2025 kl. 19:04:04.
Den anden boks med serienummer 88xxx7 var sidst i brug den 20. juni 2024 kl. 12:17:42.
NÆVNETS BEMÆRKNINGER
Sagen drejer sig om, hvorvidt indklagede er berettiget til at opkræve 1.699 kr. for manglende returnering af låneudstyr (tv-boks).
Det fremgår af sagen, at indklagede ikke har kunnet fremlægge kopi af den oprindelige ordrebekræftelse på aftalen eller dokumentation for levering af tv-boksen til klager.
Nævnet har noteret sig klagers oplysning om, at han aldrig har modtaget tv-boksen fra indklagede. Nævnet har også noteret sig indklagedes oplysninger om, at tv-boksen har været i brug hos klager, og at abonnementet på tv-pakken ikke kunne bruges uden en tv-boks. Endelig har nævnet noteret sig, at klager ifølge indklagede henvendte sig til indklagede med kommentarer om den nye tv-boks. Nævnet finder på baggrund af ovenstående det sandsynliggjort, at tv-boksen blev leveret til klager. Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes registrering af, at tv-boksen har været i brug hos klager frem til den oplyste dato.
Det fremgår af vilkårene for aftalen punkt 5.C, at indklagede har ejendomsretten over tilslutningsudstyret. Det fremgår også, at indklagede er berettiget til at kræve betaling for udstyret, hvis det ikke returneres, når abonnementet opsiges.
Nævnet finder derfor, at der forelå en aftale om, at tv-boksen skulle returneres til indklagede efter abonnementets ophør, og om, at indklagede i modsat fald var berettiget til at opkræve betaling for tv-boksen. Denne del af aftalen blev fremhævet af indklagede, da abonnementet var opsagt.
Indklagede var derfor berettiget til at kræve tv-boksen returneret og til at kræve betaling for denne, idet den ikke blev sendt retur.
Klager får derfor ikke medhold.
Nævnet træffer herefter følgende:
AFGØRELSE
Der gives ikke klager, NN, medhold i klagen over indklagede, Yousee A/S.
Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 27.
Indklagede, Yousee A/S, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.
På Teleankenævnets vegne, den 19. februar 2026.
