Overskriftsbillede til Forsinket opkrævning af abonnementsafgift. (J.nr. 12.03-0085-03)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Der klages over forsinket opkrævning af abonnementsafgift.

Resume:
Klager havde oprettet et bredbåndsabonnement i tillæg til sit fastnetabonnement. Grundet en fejl var klager ikke blevet opkrævet abonnementsafgift siden oprettelsen og frem til, at det blev opdaget et par år senere. Klager ønskede ikke at betale, men indklagede gjorde dog gældende, at forældelsesfristen var 5 år. Teleankenævnet fandt dog, at klager var bevidst om, at regningerne efter bredbåndsabonnementets oprettelse ville være betydeligt større, og burde derfor have tjekket overensstemmelsen mellem regningen og den højere abonnementsafgift. Og fordi indklagede allerede havde nedsat regningen fandt ankenævnet, at der ikke var grundlag for at nedsætte regningen yderligere. Klager fik derfor ikke medhold.

Klager:
NN

Indklagede:
TDC A/S
Nørregade 21
0900 København C

SAGSFREMSTILLING
J.nr. 12.03-0085-03

Klagen vedrører: Indklagedes krav om efterbetaling af abonnementsafgift.
Påklaget beløb: Kr. 6.361,13
Klageren reklameret til indklagede: 19. september 2003
Indklagede truffet afgørelse: 23. september 2003

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren den 19. september 2003 modtog en e-mail fra indklagede. Heraf fremgik det, at selskabet havde konstateret, at klageren ved en fejl ikke var blevet faktureret for sit bredbåndsabonnement i perioden 13. december 2001 til 29. august 2003, men i stedet for et almindeligt standardabonnement. Klageren ville derfor snarest få tilsendt en faktura for perioden, der fakturerede klageren korrekt. Ved e-mail af 19. september 2003 afviste klageren efteropkrævningen. Ved afgørelse af 23. september 2003 fastholdt indklagede sit regningskrav. Indklagede henviste til, at selskabet var berettiget til at tilbagefakturere klageren i op til 5 år tilbage i tiden. Klageren indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.

Klageskema modtaget i sekretariatet: 3. oktober 2003

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klageren:

Klageren henviser til, at hun ikke finder, at hun skal bære omkostningerne for en fejl, som teleselskabet selv erkender at have begået. Klageren henviser endvidere til, at hun i hele forløbet har været i god tro vedrørende rigtigheden af sine indbetalinger, ligesom hun heller ikke finder, at hun burde have indset, at der var tale om en fejl.

Indklagede:

Indklagede fastholder sit regningskrav. Selskabet henviser til, at klageren fra starten af abonnementsforholdet af har været orienteret om den rette pris på produktet og derfor burde have været opmærksom på fejlen.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Teleankenævnet har ved sin vurdering af sagen lagt til grund, at klageren i forbindelse med abonnementsændringen var orienteret om prisen på det nye abonnement, der var væsentligt større end prisen på det hidtidige abonnement. Det er endvidere nævnets opfattelse, at klageren i forbindelse med sin modtagelse af regningerne burde have kontrolleret disses korrekthed, inden hun videresendte dem til sin ægtefælles arbejdsplads, der betalte regningerne. Teleankenævnet finder derfor ikke, at klageren med føje har kunnet indrette sig på at have betalt det korrekte regningsbeløb.

Teleankenævnet har endvidere noteret sig, at indklagede har anført, at det var en fejl fra selskabets side, at der i forbindelse med klagerens henvendelse til selskabet den 18. april 2002 vedrørende manglende fremsendelse af regning ikke skete en nærmere undersøgelse af klagerens regningsforhold. Selskabet har derfor pr. kulance krediteret klageren kr. 3.361,13.

På baggrund af ovennævnte finder Teleankenævnet ikke grundlag for at pålægge indklagede at nedsætte den påklagede regning yderligere.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE:

Klageren, xx, gives ikke medhold i sin klage.

På Teleankenævnets vegne, den 5. april 2004