Internet – Aftaleforhold – Erstatning (25-377)
AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET
KLAGENS INDHOLD OG FORLØB
Indklagede etablerede en fibernetforbindelse hos klager i 2025.
Klager har oplyst, at sokkelpladen i klagers hus blev trykket ind og knækkede flere steder, da indklagede udførte det udvendige arbejde i forbindelse med fiberetablering, og at der blev et stort hul på det sted, hvor kablet er ført op igennem soklen. Klager opdagede skaden ved et tilfælde, da klager fik mus i huset og undersøgte soklen for mulige indgangspunkter. Det er klagers opfattelse, at skaden er sket under gravearbejdet, da kablet blev ført op midt i det beskadigede område.
Den 17. juni 2025 kontaktede klager indklagede og gjorde indklagede opmærksom på, at indklagede i forbindelse med etablering af fiber havde forvoldt skade på soklen i klagers hus.
Indklagede afviste, at skaden var sket i forbindelse med installering af fiber. Indklagede oplyste, at pladerne i forvejen var revnede og relativt medtagede.
Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.
Klager
Klager mener, at indklagede er forpligtet til at betale for reparation af soklen, idet skaden er sket i forbindelse med indklagedes etablering af fiber.
Klager oplyser, at soklerne er lavet af segment spånplader, som er 2,6 meter lange. Disse plader er helt ufleksible og knækker, hvis de udsættes for større tryk, som tilfældet var her. Klager understreger, at skaden er en direkte følge af det udførte arbejde.
Klager oplyser yderligere, at hun som midlertidig løsning har sømmet en liste fast mellem sokkel og facadeplader for at lukke det åbne hul og forhindre yderligere problemer.
Klager oplyser derudover, at soklen blev etableret i forbindelse med totalrenovering af huset for 6-8 år siden, og at hele soklen var intakt og i god stand inden arbejdet.
Klager henviser til et billede, som ifølge klager viser skaden.
Indklagede
Indklagede bestrider, at skaden er forårsaget i forbindelse med etablering af en fiberforbindelse. Det er indklagedes opfattelse, at der i forvejen var revner i soklen. Der kan ifølge indklagede desuden ses revner i soklen andre steder end ved fiberboksen, hvor indklagede har foretaget installationen. Indklagede har også henvist til nogle billeder.
NÆVNETS BEMÆRKNINGER
Nævnet bemærker indledningsvis, at parterne er enige om, at indklagede etablerede en fiberforbindelse på klagers adresse, og at fiberkablet blev ført op igennem soklen i klagers hus. Parterne er imidlertid uenige om, hvorvidt en skade på soklen i klagers hus opstod i forbindelse med denne installation.
Nævnet finder ikke, at sagen kan afgøres uden yderligere bevisførelse, herunder tekniske undersøgelser af det udførte arbejde på klagers ejendom med henblik på at afklare, om indklagede i forbindelse med etableringen af fiberforbindelsen har forvoldt skade på soklen i klagers hus, og i givet fald i hvilket omfang, kan skaden berettige klager til erstatning.
Den nødvendige bevisførelse vil forudsætte blandt andet gennemførelse af en syn- og skønsforretning og/eller afgivelse af parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke ske for nævnet. Nævnet afviser derfor klagen fra behandling ved ankenævnet, jf. § 6 i vedtægterne fra Teleankenævnet.
Nævnet afviser klagen fra behandling.
Nævnet træffer herefter følgende:
Den af NB indgivne klage over indklagede, TDC NET, afvises fra klagebehandling.
Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres til klager, jf. vedtægternes § 27.
Indklagede, TDC NET, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.
På Teleankenævnets vegne, den 18. september 2025
