Internet – Aftaleforhold – Fortrydelsesret (25-678)
AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET
KLAGENS INDHOLD OG FORLØB
Den 23. oktober 2025 indgik klager via fjernsalg aftale med indklagede om levering af mobilt bredbånd med ønsket leveringsdato den 1. december 2025. Indklagede sendte samme dag en mail til klager med ordrebekræftelse, fortrydelsesblanket og aftalevilkår.
Forbindelsen blev aktiveret hos klager den 1. december 2025.
Klager kontaktede herefter indklagede med henblik på at annullere aftalen. Klager ønskede at gøre brug af sin fortrydelsesret.
Den 3. december 2025 henvendte klager sig til indklagede pr. mail. Klager ønskede at gøre brug af fortrydelsesretten og henviste til, at denne ifølge forbrugeraftaleloven løb fra tidspunktet for påbegyndt levering, altså den 1. december 2025.
Indklagede svarede samme dag og oplyste om gældende fortrydelsesret og bindingsperiode, hvorefter klager var bundet af aftalen. Indklagede henviste til, at fortrydelsesfristen startede ved modtagelse af ordrebekræftelsen. Indklagede afslog derfor at imødekomme klagers ønske om at gøre brug af fortrydelsesretten.
Der var efterfølgende yderligere korrespondance mellem parterne. Indklagede fastholdt imidlertid, at klager var omfattet af bindingsperioden og ikke kunne fortryde aftalen.
Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.
PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:
Klager
Klager ønsker at fortryde aftalen uden omkostninger for klager, dog således at der betales for faktisk forbrug.
Klager gør gældende, at aftalen er fortrudt rettidigt og i overensstemmelse med reglerne, og henviser til forbrugeraftalelovens § 19, stk. 2, hvorefter fortrydelsesfristen løber ”fra den dag, hvor forbrugeren får leveringen påbegyndt”.
I forhold til indklagedes oplysning om, at aftalen ikke kan annulleres, da der er gået mere end 14 dage, siden aftalen blev indgået, har klager anført, at ydelsen, der blev bestilt, først teknisk blev leveret den 1. december 2025. Aftalen og dermed fortrydelsesfristen må derfor regnes fra dette tidspunkt.
Modtagelse af en router og SIM-kort udgør ikke levering af tjenesten, men alene adgangsmidler.
Indklagede
Afviser klagers krav om annullering af aftalen.
Indklagede gør gældende, at klagers fortrydelsesfrist på 14 dage, som skal regnes fra aftaleindgåelsen (ordrebekræftelsen), var udløbet, da klager meddelte, at hun ønskede at gøre brug af fortrydelsesretten.
Klager blev således informeret om fortrydelsesretten i den fremsendte ordrebekræftelse, ligesom vilkårene for udnyttelse af fortrydelsesretten fremgik af indklagedes generelle vilkår.
Indklagede har i stedet tilbudt at opsige abonnementet til udløb af bindingsperioden.
NÆVNETS BEMÆRKNINGER
Nævnet konstaterer indledningsvist, at aftaleindgåelsen skete via internettet, og at der således er tale om et fjernsalg, hvorfor der gælder en fortrydelsesret, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 1, som klager skal informeres om.
Nævnet bemærker, at det fremgår af ordrebekræftelsen af den 23. oktober 2025, at klager kunne fortryde sin bestilling senest 14 dage fra modtagelsen af ordrebekræftelsen. Nævnet noterer, at indklagede i mailen til klager også medsendte en fortrydelsesblanket og oplyste om proceduren for at gøre brug af fortrydelsesretten.
Klagers fortrydelsesret var derfor udløbet ved klagers henvendelser til indklagede i december 2025. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ved køb af tjenesteydelser løber fortrydelsesretten, fra aftalen bliver indgået, jf. forbrugeraftalelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Det har i den forbindelse ingen betydning, at evt. udstyr, som stilles til rådighed af indklagede, først fremsendes på et senere tidspunkt. Det er heller ikke afgørende, hvornår forbindelsen teknisk bliver aktiveret.
Da klager ikke har gjort brug af fortrydelsesretten på et tidligere tidspunkt, har klager mistet retten til at fortryde købet.
Nævnet noterer, at følgende fremgår af ordrebekræftelsen af 23. oktober 2025:
”Fortrydelsesret
Du kan fortryde din bestilling i 14 dage regnet fra den dag, hvor du modtager din ordrebekræftelse fra eesy. Du kan fortryde ved at sende en udfyldt fortrydelsesblanket til vores mail hey@eesy.dk. Hvis du bruger din fortrydelsesret, refunderer vi dine betalinger senest 14 dage fra den dato, hvor vi har modtaget din meddelelse.”
Nævnet finder herefter, at klager i medfør af punkt 1. A i indklagedes vilkår samt oplysningerne i ordrebekræftelsen er omfattet af bindingsperioden med en mindstepris på 1.224 kr.
Ankenævnet giver på baggrund af ovenstående ikke klager medhold i, at hun havde ret til at fortryde aftalen, da hun gav indklagede meddelelse herom, og klager hæfter som følge deraf for abonnementsbetalingen frem til udløbet af bindingsperioden.
Nævnet træffer herefter følgende:
AFGØRELSE
Der gives ikke klager, NN, medhold i klagen over indklagede, Eesy.
Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 27.
Indklagede, Eesy, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.
På Teleankenævnets vegne, den 5. marts 2026.
