Overskriftsbillede til Internet – aftaleforhold – opkrævning for abonnementet i bindingsperioden – mundtlige aftaler (25-594)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Den 21. juli 2025 blev der sendt en ordrebekræftelse til klagers mailadresse om oprettelse af et 5G mobilt bredbåndsabonnement til 299 kr. om måneden hos indklagede. Følgende fremgik blandt andet af ordrebekræftelsen:

Klager har oplyst, at han kontaktede indklagede for at undersøge, om internetforbindelsen hos indklagede var mere stabil end klagers eksisterende internetforbindelse hos et andet teleselskab, og at en sælger ved navnet S hos indklagede telefonisk tilbød klager et 5G mobilt bredbånd og samtidigt lovede, at internetabonnementet kunne afprøves uden binding, hvorfor klager accepterede aftalen.

Den 23. juli 2025 kontaktede klager S med spørgsmål om muligheden for at tilslutte en ekstern 5G-antenne til den leverede router for at forbedre signalmodtagelsen.

Den 22. august 2025 sendte klager igen en mail til S og oplyste, at han ikke havde haft mulighed for at teste routeren, da der ikke fulgte et simkort med. Klager anførte endvidere, at routeren ikke havde tilslutning til en ekstern 5G-antenne, hvilket han vurderede var nødvendigt på grund af husets kobbertag. Klager meddelte derfor, at han ønskede at returnere routeren, og takkede for muligheden for at afprøve udstyret.

Klager fik ikke svar på ovennævnte mails fra S.

Den 15. september 2025 rettede klager på ny henvendelse til S og indklagedes kundeservice. Klager oplyste, at han havde modtaget en faktura, selv om han var blevet lovet mulighed for at afprøve udstyret og returnere det uden beregning.

Den 21. september 2025 anmodede kundeservice klager om yderligere oplysninger og spurgte, om abonnementet var blevet opsagt inden for fortrydelsesfristen. Klager svarede samme dag, at S havde oplyst, at udstyret kunne afprøves frit, da klager var usikker på, om løsningen ville fungere tilfredsstillende i boligen på grund af husets kobbertag.

Den 1. oktober 2025 oplyste indklagede, at hvis klager havde fået afgivet urigtige oplysninger ved salget, kunne forholdet afklares ved telefonisk henvendelse til indklagedes kundeservice.

Den 2. oktober 2025 kontaktede klager indklagede og henviste til løftet om en vederlagsfri test uden binding.

Den 9. oktober 2025 svarede indklagede, at indklagede ikke tilbød prøveperiode på sine produkter, og at det fremgik af ordrebekræftelsen, at der var seks måneders bindingsperiode på abonnementet efter udløbet af den 14 dages fortrydelsesret. Indklagede anmodede om dokumentation for en aftale om den påståede prøveperiode.

Klager oplyste samme dag, at sælgerens oplysninger ikke stemte overens med ordrebekræftelsen, og at ansvaret herfor påhvilede indklagede. Klager oplyste videre, at der ikke forelå dokumentation, da aftalen var indgået telefonisk, og at abonnementet aldrig var blevet anvendt. Klager henviste til, at en mundtlig aftale også var bindende.

Den 10. oktober 2025 fastholdt indklagede bindingsperioden med henvisning til ordrebekræftelsen.

Parterne nåede ikke til enighed, og klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.

Den 16. januar 2026 oplyste klager over for nævnet, at han den 2. december 2026 modtog en regning vedrørende sit udestående til indklagede.

Den 30. januar 2026 oplyste indklagede, at abonnementet fortsat var aktivt, og at det påhvilede klager selv at kontakte indklagede med henblik på opsigelse. Indklagede anførte endvidere, at kontoen var sat i bero, men at dette ikke forhindrede udsendelse af eventuelle regninger.

Den 20. februar 2026 blev klagers abonnement opsagt hos indklagede.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Klager kræver ophævelse af aftalen, fjernelse af bindingen samt annullering af alle fakturaer.

Klager gør gældende, at abonnementet blev accepteret alene på baggrund af sælgerens telefoniske oplysning om, at der ikke var binding.

Klager oplyser, at det er urimeligt at henvise til den efterfølgende ordrebekræftelse med oplysninger om binding, da aftalen efter klagers opfattelse blev indgået på baggrund af et mundtligt løfte om ingen binding. Klager oplyser, at han allerede havde et abonnement med binding hos en anden udbyder og derfor udtrykkeligt havde gjort det klart, at et nyt abonnement kun kunne accepteres uden binding. I øvrigt havde det påklagede abonnement aldrig været anvendt.

Klager oplyser videre, at klager forgæves flere gange havde forsøgt at kontakte både sælgeren og indklagedes kundeservice om spørgsmål til routeren, ønske om ikke at gøre brug af abonnementet samt efter modtagelse af fakturaer.

Klager gør endelig gældende, at klager føler sig vildledt af sælgeren.

Indklagede

Indklagede afviser klagers krav.

Indklagede oplyser, at der efter en fornyet gennemgang af sagen ikke foreligger dokumentation for, at klager er blevet lovet en prøveperiode eller et abonnement uden binding.

Indklagede anfører videre, at klager har modtaget ordrebekræftelse, fakturaer, rykkere og betalingspåmindelser i perioden efter aftalens indgåelse.

Det er indklagedes opfattelse, at klager er blevet behørigt informeret om abonnementets vilkår, herunder bindingsperioden. Indklagede fastholder derfor både opkrævningerne og bindingen.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Klager gør gældende, at en sælger fra indklagede havde tilbudt et 5G mobilt bredbåndsabonnement uden binding, og at klager, som allerede havde et mobilt bredbåndsabonnement hos en anden udbyder, accepterede tilbuddet under den forudsætning, at produktet kunne afprøves uden bindingsperiode.

Indklagede afviser klagers oplysninger og anfører, at klager har modtaget ordrebekræftelse, fakturaer, rykkere og betalingspåmindelser i perioden efter aftalens indgåelse.

Da indklagede har bestridt, at der blev indgået en mundtlig aftale på de af klager anførte vilkår, følger det af dansk rets almindelige regler om bevisbyrde, at det påhviler klager at godtgøre, at en sådan aftale blev indgået.

Nævnet finder ikke, at klager ved sine oplysninger eller den fremlagte korrespondance har godtgjort, at der blev indgået en aftale om et 5G mobilt bredbåndsabonnement uden binding eller med en vederlagsfri prøveperiode. Nævnet kan derfor ikke lægge dette til grund.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede har fremlagt en ordrebekræftelse af den 21. juli 2025 vedrørende oprettelse af et 5G mobilt bredbåndsabonnement på klagers adresse, og at klager ikke har bestridt modtagelsen af denne ordrebekræftelse. Det fremgår af ordrebekræftelsen, at der skulle betales 299 kr. for abonnementet om måneden, og at abonnementet var omfattet af en bindingsperiode på seks måneder.

Nævnet har noteret, at klager i perioden fra den 23. juli 2025 til den 2. oktober 2025 ved flere lejligheder kontaktede indklagede vedrørende abonnementet, herunder den 23. juli 2025, den 22. august 2025 og den 15. september 2025.

Nævnet bemærker, at klager ikke gjorde indsigelse mod abonnementet inden fortrydelsesfristen udløb. Da klagers meddelelse om, at han ville benytte sig af fortrydelsesretten, er fremsendt efter udløbet af 14 dages fristen, er klager ikke berettiget til at bringe aftalen med indklagede til ophør ved benyttelse af fortrydelsesretten.

Nævnet bemærker herefter, at indklagede i overensstemmelse med aftalen og indklagedes vilkår var berettiget til at opkræve betaling for abonnementet frem til bindingsperiodens ophør.

På denne baggrund kan nævnet ikke give klager medhold.

Nævnet bemærker, at indklagede under Teleankenævnets behandling af klagen har fremsendt regninger vedrørende det omtvistede abonnement. Nævnet finder, at dette er i strid med Teleankenævnets vedtægter § 11, stk. 3, hvorefter opkrævningen af det beløb, som klagen angår, skal stilles i bero, så længe sagen verserer ved ankenævnet. Nævnet finder derfor indklagedes fremgangsmåde kritisabel. Det forhold, at klagers abonnement fortsat var aktivt, kan ikke føre til et andet resultat.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der gives ikke klager, NB, medhold i klagen over indklagede, Yousee A/S.

Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 27.

Indklagede, Yousee A/S, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.

På Teleankenævnets vegne, den 18. juni 2026