Overskriftsbillede til Internet – fejlopkrævninger – kompensation – uheldigt forløb (24-311)

RESUMÉ

Klager havde et internetabonnement hos indklagede på en tidligere adresse og oprettede efterfølgende et nyt abonnement til en ny adresse. I forbindelse med en systemopdatering hos indklagede blev klager tildelt et nyt kundenummer, som ved en fejl blev knyttet til det tidligere abonnement. Dette førte til forvirring omkring regninger, og ifølge indklagede manglede en betaling på 348,75 kr. Da beløbet ikke blev indbetalt, overdrog indklagede kravet til sin inkassopartner Lowell Danmark A/S, og klager blev registreret i RKI. Klager oplyste, at han havde betalt alle sine regninger, og indklagede anerkendte senere, at der var sket en fejl. En kreditnota blev udstedt for det fejlopkrævede beløb. Klager klagede til indklagede og oplyste, at han følte sig stærkt krænket over at være blevet registreret som dårlig betaler i RKI. Klager krævede kompensation svarende til fire måneders abonnement (1.395 kr.), hvilket indklagede afviste. Sagen blev herefter indbragt for Teleankenævnet. Nævnet bemærkede, at der havde været et rodet forløb i forbindelse med systemopdateringen hos indklagede, som medførte en del forvirring hos klager. Nævnet bemærkede videre, at det ikke havde været hensigtsmæssigt, at klager uberettiget blev registreret i RKI. Nævnet bemærkede derudover, at der efter nævnets faste praksis normalt ikke ydes kompensation til forbrugere for gener, tidsforbrug mv. i forbindelse med en uenighed med vedkommendes teleselskab, da sådanne omkostninger m.v. er en naturlig del af et klageforløb. I denne sag var der tale om en fejl, som skyldtes indklagedes forhold, og forløbet i forbindelse med indklagedes fejlopkrævninger medførte, at klager uberettiget blev registreret i RKI. Nævnet lagde særligt vægt på, at sagen blev overdraget til indklagedes inkassopartner, og på, at indklagede ikke fulgte op på sagen for at sikre, at der ikke fortsat skete uberettigede opkrævninger for abonnementet. Indklagede blev pålagt at betale en kompensation på 1.000 kr. til klager.