Internet – Graveskade – Erstatning – Fiberkabel – Nedgravning – Erstatningskrav uden for kontrakt – Kompetence (25-148)
AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET
KLAGENS INDHOLD OG FORLØB
I perioden fra den 15. november 2021 til den 3. februar 2022 nedgravede indklagede et fiberkabel til en kunde.
Af ansøgningen af den 5. november 2021 om gravetilladelse til Tårnby Kommune fremgik følgende:
”Vi ønsker en nedgravning til eksisterende fibertracé med henblik på etablering af fiberkundestik til kunde nr. 5A. Vi graver fra hjørnet af nr. 1B og langs nr. 3 ned til kunden. Vi skyder under indkørslerne til nr. 1 og 3.”
Indklagede fik efterfølgende meddelt gravetilladelse fra Tårnby Kommune.
Nedgravningen fandt blandt andet sted langs klagers hus, som var nr. 3.
Indklagede har oplyst, at klager den 2. januar 2025 mødte personligt i receptionen hos indklagede og afleverede et brev med et billede og beskrivelse af manglende asfalt ved gavlen på klagers hus. Klager gjorde indklagede opmærksom på, at indklagede i forbindelse med etablering af fiber havde forvoldt skade på gavlen i klagers hus. Klager ønskede kablet fjernet og nedgravet på modsatte side af vejen længst muligt fra huset.
Klager havde efterfølgende været i kontakt med en medarbejder hos indklagede og havde fremlagt yderligere billedmateriale.
Klager har oplyst, at matrikelskellet mellem klagers grund og vejarealet er beliggende i vejen et stykke ude foran huset, hvorfor han ejer noget af vejen, og at indklagede forud for beslutningen om at nedgrave fiberkablet langs huset m.m. ikke underrettede eller hørte klager om den valgte placering.
Den 11. marts 2025 sendte indklagede et brev til klager og oplyste, at indklagede havde viderebragt klagers bekymringer til den udførende entreprenør, som havde vurderet, at det ikke var skåret i asfalt foran husgavlen, men at der kun var gravet i jord, samt at arbejdet var blevet udført på hjørnet. Ifølge indklagede manglede der desuden dokumentation for, at der var påført en skade på klagers hus. Indklagede afviste, at skader på haspebeslag og fliser i form af vægrevner kunne være forårsaget af arbejdet, da det blev udført i en rimelig afstand fra gavlen. Klager blev opfordret til at kontakte sit forsikringsselskab og oprette en forsikringssag, hvor en skønsmand eventuelt kunne inddrages.
Den 18. marts 2025 kontaktede klager indklagede og oplyste, at han i forbindelse med nedgravning af ”TDC fiberkabel” på vejen ud for klagers ejendom havde deltaget i et møde med et entreprenørfirma, som havde fuldmagt fra indklagede og Tårnby Kommunes vejafdeling, og at der under mødet var enighed om, at fiberkablet skulle nedgraves i den modsatte side af vejen længst muligt væk fra huset og på en skånsom måde for at undgå skade. Klager har ikke oplyst, hvornår det pågældende møde fandt sted. Imidlertid var gravningen alligevel blevet udført langs huset i strid med den indgåede aftale, hvilket havde medført skade på klagers ejendom.
Klager oplyste videre, at han ikke modtog et kort over den faktiske placering af kablet, og at indklagede afviste skadesanmeldelsen, selvom indklagede var klar over, at skaden var sket. Klager var utilfreds med, at indklagede havde afgjort sagen uden besigtigelse af skaden. Klager krævede, at indklagede som bygherre foretog en fysisk besigtigelse og en kvalificeret gennemgang af sagen.
Indklagede fastholdt, at indklagedes ikke var ansvarlig.
Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.
Klager
Klager ønsker, at skaderne på huset bliver udbedret. Ifølge klager kræver dette en kvalificeret sagsbehandling, herunder en fysisk undersøgelse af skaden foretaget af et uafhængigt og professionelt firma. En sådan undersøgelse skal betales af indklagede.
Klager gør gældende, at han ejer en del af vejarealet foran huset, og at indklagede ikke har taget højde for matrikelskellet, selvom indklagede var blevet informeret om særlige forhold, der gjaldt for ejendommen.
Klager oplyser, at gravearbejdet blev påbegyndt pludseligt uden nogen form for varsel til trods for, at indklagede forinden var blevet informeret om, at fiberkablet ikke måtte nedgraves langs husgavlen.
Klager gør endelig gældende, at han inden for treårsfristen for forældelse har anmeldt skaden til indklagede.
Indklagede
Indklagede afviser klagers krav på baggrund af indklagedes entreprenørs vurdering og det fremlagte materiale.
Indklagede oplyser, at gravearbejdet er udført af DKTV som selvstændig entreprenør, og at der ikke består et aftaleforhold mellem indklagede og klager, idet indklagede ikke har leveret fiber til klager. Det er indklagedes opfattelse, at sagen ikke er egnet til behandling i Teleankenævnet.
Indklagede gør gældende, at det er uklart for indklagede, hvilke faktiske og juridiske omstændigheder klagen er baseret på, samt hvad klagers påstand er.
Indklagede gør videre gældende, at der ikke er dokumenteret nogen skade, og at det desuden heller ikke er dokumenteret, at eventuelle skader kan henføres til gravearbejdet.
Indklagede oplyser yderligere, at anlægsarbejdet på stedet blev afsluttet i januar 2022, hvorfor et eventuelt krav fra klager må anses for forældet.
Indklagede oplyser endelig, at der forelå gravetilladelse fra Tårnby Kommune.
NÆVNETS BEMÆRKNINGER
Nævnet bemærker indledningsvis, at parterne er enige om, at indklagede nedgravede et fiberkabel langs klagers hus. Parterne er imidlertid uenige om, hvorvidt klagers hus er blevet påført en skade forbindelse med denne nedgravning.
Klager gør gældende, at indklagede uden klagers samtykke har nedgravet et ikke-tilsluttet fiberkabel på klagers grund, og at nedgravningen blev udført tæt langs gavlen på klagers hus, hvilket har medført graveskader.
Indklagede gør gældende, at der ikke er dokumenteret nogen skade, og at det desuden heller ikke er dokumenteret, at eventuelle skader kan henføres til gravearbejdet.
Nævnet har ved gennemgang af det omfattende faktum i sagen konstateret, at klager i perioden fra januar til august 2025 har haft en del korrespondance med indklagede og Digitaliseringsstyrelsen om sit krav om udbedring af skader på klagers ejendom.
Nævnet har optaget sagen til behandling med henblik på at vurdere, om sagen er omfattet af nævnets kompetence i henhold til vedtægterne.
Klagen vedrører beskadigelse af klagers ejendom. På baggrund af de fremlagte oplysninger i sagen lægges det til grund, at indklagedes entreprenør har foretaget gravearbejde på grunden foran klagers hus, uden at der forelå et aftaleforhold om gravning mellem klager og indklagede. Gravningen er endvidere ikke sket som led i et aftaleforhold om en teletjeneste mellem klager og indklagede. Kravet vedrører således et erstatningskrav uden for kontrakt.
Sagen falder som følge af, at der ikke er tale om et krav, der udspringer af en aftale om en elektronisk kommunikationstjeneste mellem klager og indklagede, uden for nævnets kompetenceområde, jf. vedtægternes § 2, stk. 1. Sagen afvises derfor fra behandling ved nævnet, jf. vedtægternes § 5, stk. 1.
Nævnet træffer herefter følgende:
AFGØRELSE
Den af NB indgivne klage over indklagede, TDC NET, afvises fra klagebehandling.
Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres til klager, jf. vedtægternes § 27.
Indklagede, TDC NET, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.
På Teleankenævnets vegne, den 11. december 2025
