Mobil – Aftaleforhold – Forbrug i udlandet – Roaming Europa – Telefonisk vejledning – Bindingsperiode – Køb af AirPods (25-493)
AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET
KLAGENS INDHOLD OG FORLØB
Klager havde 3 mobilabonnementer (2 af typen ”Mobil Fri Tale/ 30 GB” og ét af typen ”Mobil Fri Tale/Fri Data”). Af ordrebekræftelserne af 30. august 2024 fremgik, at abonnementerne blandt andet indeholdt Roaming Europa.
Klager har oplyst, at hun var i kontakt med en af indklagedes medarbejdere forud for en rejse til Tyrkiet i januar/februar 2025. Ifølge klager oplyste medarbejderen, at klager kunne benytte sine telefoner på rejsen uden ekstra omkostninger.
Klager rejste til udlandet, og da klager ankom til Tyrkiet, sendte indklagede en sms til klager, hvori klager blev gjort opmærksom på priserne for brug af mobiltelefonen i Tyrkiet.
Klager blev den 13. marts 2025 opkrævet henholdsvis 436,34 kr., 511,60 kr. og 29,73 kr. for opkald, sms’er og dataforbrug i Tyrkiet i perioden fra den 1. til 28. februar 2025.
Den 25. april 2025 indgik klager aftale med indklagede om køb af 2 sæt AirPods 4. Klager opnåede en rabat på købet mod en 6 måneders bindingsperiode på 2 af klagers mobilabonnementer.
Klager har oplyst, at hun var i telefonisk kontakt med en medarbejder hos indklagede i juni 2025. Ifølge klager oplyste medarbejderen, at klager ikke var i binding og derfor frit kunne flytte sine numre til en anden udbyder.
Klager opsagde sine abonnementer og flyttede sine numre pr. 21. juni 2025.
Indklagede sendte efterfølgende en regning, som indeholdt opkrævning for opsagt aftale i bindingsperioden på henholdsvis 887,81 kr. og 461,58 kr.
Den 30. august 2025 sendte klager en skriftlig klage til indklagede. Klager henviste til forløbet og de oplysninger, som klager havde modtaget mundtligt vedrørende bindingsperiode. Herudover oplyste klager, at årsagen til skiftet skyldtes indklagedes misinformation vedrørende brug af telefonerne i Tyrkiet. Klager ønsker også at klage over opkrævningen for udlandsforbruget.
Indklagede svarede i mail af 11. september 2025. Indklagede henviste til ordrebekræftelserne, som blev sendt til klager i forbindelse med købet af AirPods, hvoraf det tydeligt fremgik, at der var 6 måneders binding, og at skift til et andet selskab i bindingsperioden ville medføre en opkrævning for brudt binding. Vedrørende forbrug i Tyrkiet oplyste indklagede, at klagers abonnementer indeholdt Roaming Europa, og at Tyrkiet ikke var omfattet heraf.
Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.
PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:
Klager
Klager ønsker at blive fritaget for betaling for opsigelse i bindingsperioden samt at blive fritaget for betaling for forbrug i Tyrkiet.
Klager gør gældende, at indklagede i juni 2025 telefonisk oplyste klager om, at klager ikke var i binding og frit kunne flytte sine numre til et andet selskab. På den baggrund opsagde klager sine abonnementer og porterede sine numre til 3 Mobil den 21. juli 2025.
Klager finder det derfor ikke rimeligt, at indklagede kræver betaling for brudt binding, idet klager blot har handlet ud fra de informationer, klager fik mundtligt.
I forhold til forbrug i Tyrkiet gør klager ligeledes gældende, at klager er blevet fejlinformeret af indklagede. Da klager ringede for at forhøre sig om forbrug i Tyrkiet, fik klager oplyst, at klager for 50 kr. ekstra pr. nummer kunne benytte telefonen frit i Tyrkiet. Det har efterfølgende vist sig ikke at være korrekt, hvorfor der er tale om misvisende rådgivning.
Af disse årsager bør indklagede kreditere både betalingskravet for brudt binding og opkrævningerne for forbrug i Tyrkiet.
Indklagede
Afviser klagers krav om kreditering.
Indklagede har henvist til, at der ved klagers køb af to AirPods blev fremsendt en ordrebekræftelse, hvoraf det tydeligt fremgik, at der er en bindingsperiode på 6 måneder på de tilknyttede telefonnumre. Det er ligeledes oplyst, at flytning til et andet teleselskab inden for bindingsperioden vil medføre en opkrævning for brudt binding.
Der foreligger ingen dokumentation for, at klager skulle være blevet lovet andet af indklagedes kundeservice.
I forhold til opkrævning for udlandsforbrug har indklagede oplyst, at klagers abonnementer indeholder “Roaming Europa”, hvilket fremgår af ordrebekræftelserne. Tyrkiet er ikke inkluderet i denne pakke, men derimod i “Roaming World”.
Klager har modtaget SMS-varslinger med oplysning om de gældende takster ved ankomst til Tyrkiet, hvilket bekræfter, at korrekt information er blevet givet vedrørende brug af abonnementet i udlandet.
NÆVNETS BEMÆRKNINGER
Nævnet bemærker, at sagen efter nævnets opfattelse dels drejer sig om klagers hæftelse for forbrug foretaget i Tyrkiet dels om, hvorvidt indklagede er berettiget til at kræve betaling for opsigelse i bindingsperioden (”brudt binding”).
Nævnet bemærker dernæst, at følgende fremgår af ordrebekræftelserne af 25. april 2025:

…

I henhold til dansk rets almindelige regler om bevisbyrde gælder, at såfremt den ene af parterne gør gældende, at der er aftalt noget andet end det, der fremgår af aftaledokumenterne, så må denne part godtgøre, at der mundtligt blev indgået en anden aftale. Nævnet finder ikke, at klager alene med sine egne oplysninger om, hvad en medarbejder oplyste telefonisk, har godtgjort, at abonnementerne skulle være uden binding.
Indklagede var som følge heraf berettiget til at opkræve betaling for opsigelse i bindingsperioden i overensstemmelse med vilkårene.
I forhold til opkrævning for udlandsforbrug i Tyrkiet bemærker nævnet, at klager i overensstemmelse med indklagedes vilkår som udgangspunkt hæfter for betaling af de ydelser, der er leveret, dvs. alt registreret forbrug.
Klager bestrider ikke det af indklagede registrerede forbrug. Klager gør imidlertid gældende, at hun inden sin rejse til Tyrkiet kontaktede indklagede, som oplyste, at klager frit kunne benytte telefonerne i Tyrkiet.
Nævnet finder imidlertid ikke, at det er dokumenteret eller sandsynliggjort, at klager telefonisk er blevet oplyst om, at kunne bruge abonnementerne under ophold i Tyrkiet.
Nævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af ordrebekræftelserne vedrørende klagers abonnementer, at disse indeholder Roaming Europa. Nævnet bemærker, at Tyrkiet ikke er et af de inkluderede lande, og nævnet finder det ikke godtgjort, at klager foretog tilkøb af en relevant ekstra pakke eller lignende i forbindelse med en eventuel telefonisk kontakt til indklagede.
Det er videre nævnets opfattelse, at klager ved ankomst til Tyrkiet efter modtagelsen af indklagedes informationsbesked med prisoplysninger burde have opdaget, at klagers abonnementer ikke dækkede klagers forbrug i Tyrkiet.
Nævnet finder, at klager som følge deraf hæfter for opkrævningerne.
Nævnet bemærker afslutningsvist, at indklagede efter anmodning om redegørelse for rykker og inkassoforløbet har oplyst, at inkasso-omkostninger og evt. pålagte rykkerskrivelser vil blive krediteret. Nævnet finder ikke at klager kan få yderligere medhold.
Nævnet træffer herefter følgende:
AFGØRELSE
Der gives ikke klager, NN, yderligere medhold i klagen over indklagede, Yousee A/S.
Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres til klager, jf. vedtægternes § 27.
Indklagede, Yousee A/S, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.
På Teleankenævnets vegne, den 17. august 2026
