Overskriftsbillede til Mobil – Aftaleforhold – Mikrovirksomhed – iPhone 16 Pink 256 GB (25-150)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager, som i forvejen var kunde hos indklagede, indgik den 20. december 2024 aftale med indklagede om køb af en iPhone af model 16 256 GB Black. Klager forlængede samtidig sit ”3Family” mobilabonnement.

Klager har oplyst, at han ønskede en iPhone 16 256 GB i farven pink, men at den ikke var tilgængelig i butikken den pågældende dag. Ifølge klager fik han af en medarbejder i butikken oplyst, at han blot kunne bytte telefonen senere til en pink model.

Da klager den 2. januar 2025 henvendte sig i butikken for at bytte telefonen, var den pink model fortsat ikke tilgængelig. Klager afleverede den sorte model tilbage i butikken.

Klager indgik den 2. januar 2025 en aftale om fire ”3PRO 5G Tale 200GB”-erhvervsmobilabonnementer og et ”3Internet Pro”-erhvervsinternetabonnement med en tilhørende router. Abonnementerne havde en 36 måneders bindingsperiode. Ifølge klager blev disse abonnementer indgået, idet klager blev stillet en yderligere rabat i udsigt i forbindelse med købet af telefonen.

Klager henvendte sig efterfølgende til indklagede. Klager henviste til forløbet og ønskede at få telefonen i pink. Det viste sig senere, at den pink model aldrig blev tilgængelig i butikken. Efter noget tid købte klager telefonen et andet sted.

Klager sendte den 24. januar 2025 en skriftlig klage til indklagede med henvisning til, at de indgåede abonnementer var betinget af levering af en iPhone 16 256 GB i farven pink. Klager ønskede derfor en form for kompensation for den lovede rabat på telefonen, som klager aldrig fik.

Der var efterfølgende yderligere korrespondance mellem parterne, men da indklagede afslog at kompensere klager, indbragte klager sagen for nævnet.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Klager har fremsat følgende løsningsforslag:

1. Ophævelse af bindingsperioden helt eller i det mindste reduktion af bindingsperioden.

2. Alternativt en kompensation i form af månedlig rabat.

3. Som tredje mulighed: at klagers abonnement føres tilbage til den tidligere privatkundeordning uden binding.

Klager gør gældende, at klager ved aftaleindgåelsen blev lovet at klager kunne bytte telefonen til en pink model. Dette var ifølge klager afgørende for klagers køb og senere ændring til erhvervsabonnementer.

Da forudsætningen for aftalen ikke blev opfyldt, bør klager ikke være bundet af aftalen. Klager skiftede udelukkende fra privat til erhverv ud fra en forventning om en økonomisk fordel i form af en rabat på en specifik model og farve. Rabatten blev imidlertid aldrig realiseret.

Aftalen er ensidigt til indklagedes fordel. Klager noterer sig dog indklagedes tilbud om 24 måneders binding, men gør gældende at der fortsat er en grundlæggende skævhed i aftalen, idet klager ikke har fået det, han blev stillet i udsigt.

Indklagede

Indklagede fastholder erhvervsaftalen, men vil per kulance tilbyde klager en binding på 24 måneder på erhvervsmobilabonnementerne og -internetabonnementet, således disse er ude af binding den 9. januar 2027.

Indklagede afviser klagers oplysning om, at indklagede i forbindelse med erhvervsaftalen skulle have givet klager en garanti for levering af telefonen i en lyserød/pink model.

Indklagede har oplyst, at erhvervsmobilabonnementerne er ”simalone”-aftaler, hvilket indebærer, at der ikke er tilknyttet hardware eller bliver leveret hardware sammen med erhvervsmobilabonnementerne. Det bemærkes samtidig, at erhvervsaftalen ikke indeholder noget, der indikerer, at den – og dermed skiftet til erhvervsmobilabonnementer – omfatter mulighed for at bytte telefonen til en lyserød model, eller at dette var grundlaget for at indgå erhvervsaftalen.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Sagen drejer sig efter nævnets opfattelse om hvorvidt klager har et kontraktmæssigt krav på at få udlevet en iPhone af model 16 256 GB Pink, og om klager som følge af den manglende udlevering af den specifikke model har et krav mod indklagede.

Nævnet bemærker, at det fremgår af ordrebekræftelsen, at der er indgået aftale om en iPhone 16 256GB Black. Der er enighed mellem parterne om, at det var den model, klager fik udleveret i butikken den 20. december 2024.

Nævnet finder på denne baggrund ikke, at klager har et kontraktmæssigt krav på at få udleveret telefonen i en anden farve. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klager ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at farven var en kendelig forudsætning for indgåelse af aftalen.

Nævnet finder ud fra den fremlagte korrespondance i sagen det godtgjort, at der har været en dialog med sælgeren i butikken om farven. Nævnet finder imidlertid ikke at klager kan støtte ret på en eventuel udtalelse om ombytning af telefonen til en anden farve, idet det ikke fremgår af aftalegrundlaget. Nævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at de indgåede erhvervsabonnementer havde sammenhæng med en rabat på telefonen.

Nævnet noterer, at indklagede i forbindelse med oplysning af sagen i Teleankenævnet har tilbudt klager en bindingsperiode på 24 måneder på de indgåede erhvervsabonnementer.

Ankenævnet skal i øvrigt bemærke, at indklagedes klagevejledning i forbindelse med indklagedes afgørelse har været mangelfuld, idet klager ikke er blevet oplyst om muligheden for at påklage indklagedes afgørelse for Teleankenævnet, jf. Bekendtgørelse om slutbrugerrettigheder på teleområdet (Bekg. nr. 566 af 24. maj 2023) § 17, nr. 3. Nævnet har herved lagt vægt på, at sagen både drejer sig om en privat aftale og en erhvervsaftale, og at det primære spørgsmål om ombytning af telefonen til en anden farve vedrører privat aftalen.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der gives ikke klager, NN, yderligere medhold i klagen over indklagede, Hi3G Denmark ApS.

Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres til klager, jf. vedtægternes § 27.

Indklagede, Hi3G Denmark ApS, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.

På Teleankenævnets vegne, den 5. marts 2026.