Overskriftsbillede til Mobil – Regningsklage – Dataforbrug i udlandet – Datagrænse hævet – ”Roaming World” (25-462)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager havde to mobilabonnementer hos indklagede.

Den 24. juni 2025 ændrede klager abonnementerne til ‘YouSee Mobil Fri’. Dette abonnement indeholdt Roaming World pakken, hvor der var inkluderet op til 50 GB data i 48 lande. Indklagede har oplyst, at Tyrkiet, Slovakiet, Ungarn og Bulgarien var inkluderet i Roaming World pakken, hvor i mod Serbien ikke var inkluderet i Roaming World pakken.

Af ordrebekræftelserne fremgik også, at der var en datagrænse på 450 kr. for udlandsforbrug.

Efter et ophold i udlandet, herunder Tyrkiet og Serbien, i juli 2025 modtog klager en regning fra indklagede, hvorpå der var opkrævet store beløb for dataforbrug.

Klager var opkrævet for følgende forbrug på de to mobilabonnementer:

Klager kontaktede indklagede både telefonisk og skriftligt vedrørende det registrerede dataforbrug. Klager kunne ikke anerkende at have brugt den mængde data, som indklagede havde opkrævet for. Klager anmodede om at få krediteret beløbet.

Indklagede svarede via mail den 3. september 2025 og oplyste klager om begrundelsen for den påklagede opkrævning, herunder at klager selv havde hævet datagrænsen 12 gange ved at svare ”ja” til sms’er fra indklagede. Indklagede afslog derfor at imødekomme klagers krav om kreditering.

Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Fritagelse for betaling af dataforbrug i udlandet.

Klager gør gældende, at han ikke har brugt den mængde data, som han er blevet opkrævet for.

Indklagede

Indklagede fastholder kravet om betaling for det registrerede forbrug.

Indklagede har oplyst følgende vedrørende information sendt til klager via sms:

Da klager ankom til Tjekkiet den 1. juli 2025, modtog begge mobilnumre en SMS-besked fra indklagede, som indeholdt information om gældende vilkår for mobilbrug i landet.

Velkommen til Tjekkiet. Her kan du bruge din mobil, næsten som du plejer – fordi du har Roaming World med i dit abonnement. Det gælder både tale, sms og mms. Du får en separat sms om data. Der er kun få undtagelser: Du betaler, når du ringer til særtjenester, og når du bruger satellitforbindelser, fx på færger. Læs mere på yousee.dk/roaming. God rejse. Venlig hilsen YouSee.

Lignede sms-beskeder modtog klager også, da klager ankom til Slovakiet, Ungarn, Bulgarien og Tyrkiet.

Da klager ankom til Serbien, modtog begge mobilnumre en SMS-besked fra indklagede, som indeholdt information om gældende vilkår for mobilbrug i landet.

Velkommen til Serbien. Se de priser, der gælder for dig: DATA – Du betaler 4,00 kr. pr. MB SMS – Det koster 2,50 kr. pr. sms, du sender. MMS – Det koster 0,00 kr. pr. mms, du sender. OPKALD TIL DANMARK – Opkaldsafgift: 0,50 kr. Pris pr. minut: 8,00 kr. OPKALD LOKALT I LANDET – Opkaldsafgift: 0,00 kr. Pris pr. minut: 5,00 kr. NåR DU MODTAGER KALD Opkaldsafgift: 0,00 kr. Pris pr. minut: 4,00 kr. Ovenstående gælder ikke opkald til særtjenester eller ved brug af fx færgers satellitforbindelser. Se prisen for at ringe til overtakserede numre i EU her: https://www.berec.europa.eu/en/vas-numbering-ranges. Se mere på https://yousee.dk/roaming. God rejse. Venlig hilsen..YouSee 70 70 40 40

Da dataforbruget blev påbegyndt i Serbien, modtog begge mobilnumre endnu en sms-besked fra indklagede, som indeholdt yderligere information om gældende vilkår for mobilbrug i landet.

Vi kan se, at du er begyndt at bruge mobildata i Serbien. Derfor skal du vide, at prisen er 4,00 kr. inkl. moms pr. MB. Andre datapriser gælder, hvis du fx bruger færgers satellitnetværk. Du kan gratis følge dit forbrug af data her:..http://status.roaming.dk/dataRoaming/status. Du har et loft på dit dataforbrug på 450 kr. pr. kalendermåned. Loftet kan udvides, hvis du når grænsen. Vil du afmelde denne type SMS? Svar os med Datastop. God rejse. Venlig hilsen YouSee +4570704040.

Mobilnummer 1

Den 27. juli 2025 modtog klager en sms-besked, om at forbrugsloftet var ved at være nået.

Kære kunde, du har nu 100 kr. tilbage af dit max på 450,00 kr. inden der spærres for dataforbrug. Du vil modtage en sms igen, når du har 25 kr. tilbage. Hvis du ønsker at bruge mere end dit max på 450,00 kr. kan du undgå spærringen ved at besvare denne sms med JA. Vh YouSee (+4570704040). Beskeden er afsendt kl. 13:44:02 (CET).

Det maksimale beløb blev aldrig nået, og klager blev derfor ikke dataspærret.

Klager er på regning nr. 43 blevet faktureret 388,11 kr. for dataforbrug i Serbien. Beløbet ligger under loftet for dataforbrug på 450 kr.

Mobilnummer 2

Den 1. juli 2025 kl. 18:20 modtog klager en sms-besked fra indklagede, som informerede om, der var 100 kr. tilbage af dataloftet på 450 kr. En time senere kl. 19:20 modtog klager en ny SMS-besked fra indklagede, som informerede om, der kun var 25 kr. tilbage af dataloftet. I denne sms-besked blev det også nævnt, at klager kunne svare med “JA”, hvis klager ønskede at hæve grænsen med yderligere 450 kr.

Klager modtog lignende informations-SMS’er fra indklagede gennem hele udlandsopholdet, I alt hævede klager databeløbsgrænsen 14 gange.

Ved at løfte dataforbrugsgrænsen 14 gange, har klager hævet dataforbrugsgrænsen til et forbrugsloft på 6.300 kr.

Klager er på regning nr. 43 blevet faktureret 6.148,31 kr. for dataforbrug i Serbien og Tyrkiet. Beløbet er mindre end det hævede dataforbrugsloft på 6.300 kr.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Teleankenævnet bemærker indledningsvis, at det er udgangspunktet, at klager i overensstemmelse med indklagedes vilkår hæfter for betaling af de ydelser, der er leveret, dvs. alt registreret forbrug. Dette udgangspunkt gælder også, såfremt forbruget bevidst eller ved en fejl er foretaget af andre end klager.

Spørgsmålet er herefter, om klager har været tilstrækkeligt oplyst om, hvorledes klager kunne sikre sig mod risikoen for et utilsigtet dataforbrug i udlandet.

Nævnet bemærker dernæst, at indklagede har fremlagt kopi af sms’er sendt til og fra klager i perioden 1. -27. juli 2025, hvoraf det fremgår, at dataloftet er blevet hævet til i alt 6.300 kr.

Nævnet bemærker, at klager løbende modtog sms’er, hvor han blev orienteret om dataforbruget, herunder at dataloftet var nået, samt at dataforbindelsen ville blive spærret, medmindre han svarede på den fremsendte sms.

Indklagede henviser i den forbindelse til, at udvidelsen af dataloftet er sket ved, at klager eller en anden, der har haft telefonen i sin besiddelse, aktivt har besvaret sms’er fra indklagede med ”ja” til at hæve grænsen 450 kr. i alt 14 gange i perioden 21. – 27. juli 2025.

Nævnet finder, at klager ikke har godtgjort, at datagrænsen via sms’er til indklagede ikke er blevet forhøjet til 6.300 kr. af klager eller en anden, der har haft telefonen i sin besiddelse.

Nævnet finder, at indklagede på relevant og tilstrækkelig vis har orienteret klager om udviklingen i dataforbruget, idet indklagede løbende fremsendte SMS-beskeder, hvoraf der fremgik oplysninger om forbruget af det inkluderede mobildata og om muligheden for at hæve datagrænsen. 

Nævnet har i den foreliggende sag tillagt afgørende betydning, at dataloftet aktivt blev hævet via sms’er sendt fra klagers mobiltelefon.

På baggrund af ovenstående er det nævnets opfattelse, at der ikke i nærværende sag findes vægtige grunde til at fravige udgangspunktet om klagers hæftelse for det påklagede dataforbrug. Det er således nævnets opfattelse, at indklagede var berettiget til at fakturere klager det påklagede beløb.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der gives ikke klager, NN, medhold i klagen over indklagede, Yousee A/S.

Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 27.

Indklagede, Yousee A/S, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.

På Teleankenævnets vegne, den 22. januar 2026.