Overskriftsbillede til Mobil – Roaming World – Forbrug i udlandet – Telefonisk vejledning – USA – Puerto Rico (25-246)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager var abonnent hos indklagede og havde to mobilnumre (A og B) med ”Roaming World” tilknyttet. Som en del af ”Roaming World” kunne klager anvende fri tale og 20 GB data i bl.a. USA.

I april 2025 rejste klager til USA. Den 13. april 2025 besøgte klager Puerto Rico. Klager modtog i den forbindelse en automatisk SMS-besked fra indklagede på begge mobilnumre henholdsvis kl. 15.02 og kl. 15.04, hvoraf følgende fremgik:

”Velkommen til Puerto Rico… Se de priser, der gælder for dig:… DATA..Du betaler 115 kr. pr. MB….SMS..Det koster 2,50 kr. pr. sms, du sender….MMS..Det koster 10 kr. pr. mms, du sender…OPKALD TIL DANMARK..Opkaldsafgift: 0,50 kr…Pris pr. minut: 24 kr….OPKALD LOKALT I LANDET.. Opkaldsafgift..

…Venlig hilsen Yousee”

Klager modtog efterfølgende en regning fra indklagede, som indeholdt dataforbrug i udlandet i perioden fra den 1. – 30. april 2025 på 2 x 454,84 kr. for både abonnement A og B.

Den 22. april 2025 kontaktede klager indklagede angående opkrævninger for udlandsforbrug i Puerto Rico. Klager henviste til, at han før sin afrejse var i kontakt med indklagedes kundeservice, hvor det blev bekræftet, at han kunne bruge sine telefoner i Puerto Rico.

Indklagede svarede i mail af 29. april 2025. Indklagede oplyste, at Puerto Rico ikke var en del af indklagedes ”Roaming World”-pakke, hvilket fremgik af indklagedes hjemmeside samt vilkår.

Der var efterfølgende yderligere korrespondance mellem parterne, som imidlertid fastholdt deres standpunkter.

Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Klager anfægter indklagedes opkrævning for dataforbrug i udlandet.

Klager gør gældende, at Puerto Rico – som er en del af USA – er omfattet af ”Roaming World”. Klager fik ved to telefoniske henvendelser til indklagede bekræftet dette forud for afrejsen.

Indklagede

Fastholder kravet.

Indklagede gør gældende, at oplysningerne på indklagedes hjemmeside, indklagedes vilkår og de SMS-beskeder, der er sendt til klager omkring priser, har været fyldestgørende og oplysende.

Klager har kunnet bruge sin telefon i Puerto Rico, men der er ikke dokumentation for, at det var aftalt, at dette skulle være uden beregning.

Indklagede har oplyst, at Puerto Rico er et selvstyrende territorium med en særlig tilknytning til USA, men det er ikke en delstat. Ligesom andre øer i regionen såsom de Britiske Jomfruøer, Aruba og Barbados betragtes Puerto Rico ikke som en del af USA, selvom det har en tæt forbindelse dertil.

Indklagede har anført, at der findes et separat telenetværk på øerne, hvilket er årsagen til, at dækningen ikke svarer til den, man ville opleve, hvis man opholdt sig i selve USA.

Indklagede har henvist til, at indklagede altid informerer om priserne for det specifikke land, man befinder sig i. Indklagede henviser til, at der er sendt prisvarsling til klagers to telefonnumre, hvor priserne er tydeligt oplyst.

På baggrund af ovenstående kan indklagede desværre ikke tilbyde nogen form for kreditering.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Nævnet skal indledningsvist bemærke, at parterne er enige om, at klager havde to abonnementer med ”Roaming World” og at dette inkluderede fri tale til danske og lokale numre samt 20 GB data i bl.a. USA.

Nævnet skal videre bemærke, at parterne er uenige om, hvorvidt Puerto Rico kan anses som omfattet af ”Roaming World”, samt hvorvidt indklagede er berettiget til at opkræve betaling for klagers forbrug i Puerto Rico.

Nævnet bemærker, at følgende fremgår af indklagedes tillægsvilkår for Roaming World:

’Roaming World’ er en rejsepakke til brug i udlandet inden for USA, Canada, Tyrkiet, Thailand, Australien, New Zealand, Kina, Hong Kong, Malaysia, Singapore, Japan og Færøerne (herefter benævnt: ’de omfattede lande’). ’Roaming World’ indebærer bl.a. følgende:

• Fri Tale til danske og lokale numre i de omfattede lande, jf. pkt. 2.

• Fri sms/mms til danske og lokale numre i de omfattede lande, jf. pkt. 3.

• Inkluderet datapakke til brug i de omfattede lande, jf. pkt. 4.

Nævnet deler sig i et flertal og et mindretal.

Nævnets flertal (formanden og repræsentanterne fra Forbrugerrådet Tænk) udtaler følgende:

Nævnets flertal bemærker, at Puerto Rico, som er beliggende i det nordøstlige Caribien, ikke er et selvstændigt land, men har dog eget (begrænset) selvstyre. Puerto Rico er ikke en amerikansk delstat, men er amerikansk territorium siden 1898. Det kan give forbrugeren det indtryk, at Puerto Rico er omfattet af ”Roaming World” som en del af USA.

Indklagede kunne have undgået denne usikkerhed ved at specificere, at Puerto Rico ikke er omfattet af ”Roaming World”. Ved at undlade dette stiller indklagede høje krav til forbrugerens selvstændige undersøgelse af regionens unikke administrative og geopolitiske forhold.

Det er derfor nævnets flertals opfattelse, at klager forud for rejsen til USA og Puerto Rico kunne have en berettiget forventning om, at Puerto Rico var omfattet af ”Roaming World”.

I forbindelse med indrejsen i Puerto Rico modtog klager en SMS-besked fra indklagede (”Velkommen til Puerto Rico”).  Nævnets flertal bemærker, at klager som følge heraf blev opmærksom på, at Puerto Rico muligvis ikke var omfattet ”Roaming World”, og at klager som følge heraf burde undlade at anvende tale og data i regionen eller kontakte indklagede for at få afklaret spørgsmålet.

Nævnets flertal bemærker i den forbindelse, at det omtvistede forbrug vedrører dataforbrug på 2 x 454,84 kr. for både abonnement A og B. Når prisen på dataforbrug i Puerto Rico tages i betragtning, kan et dataforbrug på 454 kr. opstå meget hurtigt f.eks. ved, at telefonerne af egen drift har brugt data til fx opdatering af apps eller lignende. Det er derfor nævnets flertals vurdering, at klager ikke selvstændigt har foretaget handlinger, der indebar et dataforbrug, efter at klager havde modtaget informationssms’erne fra indklagede.

Nævnets flertal har lagt til grund, at klagers abonnement med ”Roaming World” indeholdt fri tale til Danmark og lokalt samt 20 GB data til anvendelse i USA. 

Som anført ovenfor kunne klager have en berettiget forventning om, at Puerto Rico var omfattet af USA og dermed ”Roaming World”.

Det er derfor og på baggrund af det meget begrænsede forbrug nævnets flertals vurdering, at indklagede ikke er berettiget til at opkræve betaling for klagers dataforbrug i Puerto Rico. 

Nævnets mindretal (repræsentanterne fra teleudbyderne) udtaler følgende:

Nævnets mindretal bemærker, at USA er et af de omfattede lande i Roaming World pakken.

Det er nævnets mindretals opfattelse, at klager forud for rejsen selv burde have undersøgt, om de destinationer, som klager skulle besøge, herunder Puerto Rico, var omfattet af ”Roaming World”. Nævnets mindretal finder ikke, at klager med sin egen forklaring herom har dokumenteret eller sandsynliggjort, at klager har forespurgt indklagede herom.

Nævnets mindretal finder det endvidere uhensigtsmæssigt, såfremt indklagede skulle specificere alle de lande, regioner eller områder, som ikke er inkluderet i Roaming World pakken.

Disse nævnsmedlemmer har desuden lagt vægt på, at klager i forbindelse med indrejsen i Puerto Rico modtog en SMS-besked fra indklagede med oplysninger om priser mv.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorefter klager gives medhold i klagen.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der gives klager, NN, medhold i klagen over indklagede, Yousee A/S.

Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres til klager, jf. vedtægternes § 27.

Indklagede, Yousee A/S, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.

På Teleankenævnets vegne, den 26. marts 2026.