Mobilabonnement – 5G – Bredbånd – Fortrydelse – Bindingsperiode (25-474)
AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET
KLAGENS INDHOLD OG FORLØB
Klager indgik den 14. november 2024 en aftale om to telefonabonnementer samt et 5G-bredbåndsabonnement med opstart i januar 2025. Indklagede sendte samme dag ordrebekræftelser herpå.
Den 2. januar 2025 forsøgte klager selv at tage abonnementerne i brug uden held. Klager forsøgte herefter at komme i kontakt med indklagede. Ifølge klager opsagde klager abonnementerne den 9. januar 2025, da det ikke var muligt at tage dem i brug.
Den 14. februar 2025 sendte indklagede to fakturaer til klager, som klager ikke betalte.
Den 28. februar 2025 kontaktede klager indklagede pr. e-mail og gjorde opmærksom på, at klager havde modtaget to fakturaer, og at klager ikke mente at have noget udestående med indklagede.
Klager og indklagede korresponderede herefter yderligere, uden at dette førte til en afklaring, idet indklagede ikke kunne verificere klagers identitet, da klager henvendte sig fra en anden e-mailadresse.
Indklagede iværksatte herefter en inkassoproces, hvorefter kravet blev overdraget til indklagedes inkassopartner, Collectia.
Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.
PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:
Klager
Klager ønsker ikke at betale indklagedes krav.
Klager gør gældende, at abonnementerne ikke kunne tages i brug som følge af tekniske vanskeligheder, og at det ikke var muligt at komme i kontakt med indklagede.
Klager anfører, at klager som følge heraf stod uden internet- og mobildækning, indtil klager skiftede udbyder den 9. januar 2025.
Klager gør endvidere gældende, at klager ikke har modtaget abonnementsvilkårene eller øvrige aftaledokumenter. Klager oplyser i den forbindelse, at klager først blev bekendt med vilkårene, da indklagedes inkassopartner forelagde dem for klager.
Klager gør desuden gældende, at det fremgik af indklagedes annonce, at abonnementerne var uden bindingsperiode.
Klager bemærker afslutningsvis, at abonnementerne blev opsagt den 9. januar 2025, og at opstartsdatoen var den 1. januar 2025.
Indklagede
Indklagede fastholder kravet på 2.865,81 kr.
Indklagede påpeger, at der har været forbrug på alle tre abonnementer, herunder opkald til både ind- og udland.
Indklagede anfører endvidere, at den fremlagte mailkorrespondance ikke vedrører den juridiske ejer af abonnementet, hvorfor indklagede ikke besvarede henvendelsen.
Indklagede gør gældende, at vilkårene blev fremsendt sammen med ordrebekræftelserne, hvoraf det fremgik, at abonnementerne var omfattet af en bindingsperiode på seks måneder.
Indklagede bemærker afslutningsvis, at der ikke blev givet klagevejledning, idet klager ikke indgav en klage til indklagede. Indklagede oplyser dog, at en intern behandling af klagen ikke ville have ført til et andet resultat.
Indklagede gør desuden gældende, at klager tog abonnementerne i brug, og at der foreligger forbrug på alle abonnementerne i januar 2025.
Indklagede har oplyst, at de abonnementer, der blev markedsført på indklagedes hjemmeside uden bindingsperiode, ikke var de samme abonnementer som dem, klager fik oprettet. Indklagede har endvidere oplyst, at indklagede udbyder særlige abonnementer gennem eksterne sælgere. Disse abonnementer kan være omfattet af andre priser, kampagnevilkår og bindingsvilkår end de abonnementer, der udbydes på indklagedes hjemmeside.
NÆVNETS BEMÆRKNINGER
Nævnet bemærker indledningsvis, at det ikke er bestridt mellem parterne, at der blev indgået en aftale om levering af 5G-bredbånd og to mobilabonnementer.
Klager gør gældende, at indklagede ikke har et tilgodehavende, idet klager aldrig tog abonnementerne i brug. Klager gør endvidere gældende, at abonnementerne blev opsagt den 9. januar 2025.
Indklagede gør gældende, at klager tog abonnementerne i brug, og at abonnementerne var omfattet af en bindingsperiode på seks måneder. Indklagede fastholder derfor sit tilgodehavende.
Nævnet bemærker, at det fremgår af ordrebekræftelserne, at klager havde 14 dages fortrydelsesret regnet fra den dag, hvor klager modtog ordrebekræftelserne den 14. november 2024.
Da klager først rettede henvendelse den 9. januar 2025, var fortrydelsesfristen udløbet. Klager havde derfor ikke længere mulighed for at gøre brug af fortrydelsesretten.
Nævnet bemærker endvidere, at det efter dansk rets almindelige regler om bevisbyrde påhviler klager at godtgøre, at der er indgået en aftale på andre vilkår end dem, der fremgår af aftaledokumenterne.
Nævnet finder ikke, at klager alene ved sine oplysninger har godtgjort, at aftalen blev indgået uden en bindingsperiode på seks måneder.
Nævnet finder endvidere ikke, at klager har godtgjort, at der var sådanne mangler ved de ydelser, indklagede leverede, at klager var berettiget til at ophæve aftalerne.
Nævnet kan på den baggrund ikke give klager medhold.
Nævnet træffer herefter følgende:
AFGØRELSE
Der gives ikke klager, NN, medhold i klagen over indklagede, Eesy.
Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 27.
Indklagede, Eesy, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.
På Teleankenævnets vegne, den 17. august 2026.
