Mobilt bredbånd – Overgang til fiber – Opsigelse – Dobbeltbetaling – Krav om tilbagebetaling – Midlertidig løsning – Returnering af udstyr (25-455)
AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET
KLAGENS INDHOLD OG FORLØB
Klager havde i sit sommerhus et bredbåndsabonnement gennem telefonstikket hos indklagede, som blev lukket ved udgangen af 2023. Klager har oplyst, at han i den forbindelse blev tilbudt et mobilt bredbåndsabonnement af indklagede.
Klager indgik den 25. januar 2024 en aftale med indklagede om abonnement på et mobilt bredbånd. Abonnementet trådte i kraft den 30. januar 2024. I forbindelse med oprettelsen blev der fremsendt en lånerouter. Abonnementet blev registeret til klagers folkeregisteradresse.
Den 10. juni 2024 indgik klager aftale med indklagede om levering af bredbånd via fiber til klagers sommerhusadresse. Fiberforbindelsen blev aktiveret hos klager den 1. august 2024.
Ifølge klager var klager i telefonisk kontakt med indklagede forud for bestillingen af ovennævnte produkter. Klager har oplyst, at klager blev vejledt om, at det var vigtigt, at klager afleverede routeren til det mobile bredbånd inden den 1. august 2024.
Klager har oplyst, at udstyret til det mobile bredbånd blev afleveret den 30. juli 2024 i en af indklagedes butikker. Klager fik en kvittering for returneringen.
Indklagede sendte en mail til klager den 15. august 2024 med spørgsmål til det returnerede udstyr.
Efter at fiberforbindelsen blev aktiv, fortsatte klagers abonnement på det mobile bredbånd.
Klager opdagede i august 2025, at klager fortsat blev opkrævet for det mobile bredbånd, og henvendte sig telefonisk til indklagede herom.
Indklagede svarede i mail af 28. august 2025, at indklagede ikke kunne imødekomme klagers anmodning om tilbagebetaling af abonnementsafgiften for det mobile bredbånd. Indklagede henviste til, at der ikke forelå en skriftlig opsigelse fra klager vedrørende det mobile bredbånd.
Klager henvendte sig igen til indklagede telefonisk og klagede over opkrævningerne.
Indklagede fastholdt i mail af 1. september 2025 det tidligere svar. Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.
PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:
Klager
Krav om tilbagebetaling af 2.986 kr. (249 kr. x 14 mdr.)
Klager gør gældende, at indklagede har opkrævet for en ydelse, som ikke er leveret.
Klager har oplyst, at han i sit sommerhus tidligere havde internetadgang via telefonstikket. Indklagede nedlagde imidlertid kobberforbindelsen den 31. december 2023. I den forbindelse blev klager tilbudt en mobil router, hvilket klager takkede ja til.
I løbet af foråret blev der lagt fiber i klagers område, og det blev aftalt, at klager skulle overgå til fiber per 1. august 2024.
Klager har oplyst, at medarbejderen oplyste klager om, at det var vigtigt, at klager afleverede routeren inden 1. august 2024. Routeren blev afleveret den 30. juli 2024, hvilket indklagede har anerkendt og kvitteret for.
Alligevel er indklagede fortsat med at opkræve betaling for det mobile bredbåndsabonnement i 14 måneder. Klager blev ikke af indklagedes medarbejdere oplyst om, at abonnementet, som han ikke kunne bruge længere, skulle opsiges, men fik blot at vide, at routeren skulle afleveres. Ifølge klager må dette betragtes som et ophør af aftalen, idet sim-kortet sidder i det afleverede udstyr.
Klager har anført, at det fremgår af mailen fra indklagede vedrørende returnering af udstyr, at klager kan se bort fra fremtidige regninger.
Indklagede
Afviser klagers krav om tilbagebetaling.
Indklagede henviser til, at det af ordrebekræftelsen for det mobile bredbånd ikke fremgår, at abonnementet er en midlertidig løsning eller en nødpakke.
Den 30. juli 2024 indleverede klager et mobilt bredbåndsmodem via en af indklagedes fysiske butikker. Klager modtog en kvittering for indleveringen. Indklagede har i den forbindelse oplyst, at indlevering af udstyr aldrig medfører automatisk opsigelse af et abonnement.
Den 15. august 2024 sendte indklagede en e-mail til klager med besked om, at indklagede ikke kunne finde det abonnement, som det indleverede udstyr havde været tilknyttet. Indklagede anmodede derfor klager om at indsende yderligere oplysninger, så indklagede kunne sikre, at det indleverede udstyr blev korrekt registreret.
Indklagede har ikke modtaget nogen tilbagemelding fra klager på denne henvendelse.
Indklagede har oplyst, at det simkort, som er tilknyttet abonnementet, kan anvendes i andre devices. Derfor kan abonnementet fortsat benyttes, selvom modemmet er blevet indleveret.
Der foreligger ikke henvendelser fra klager vedrørende opsigelse af det mobile bredbåndsabonnement, og klager har ikkemodtaget en ordrebekræftelse fra indklagede om, at det mobile bredbåndsabonnement ville blive opsagt.
Fiberbredbåndsabonnementet og det mobile bredbåndsabonnement var oprettet på to forskellige adresser. Det mobile bredbåndsabonnement var registreret på klagers folkeregisteradresse, mens fiberbredbåndsabonnementet blev registreret på klagers sommerhusadresse. Begge abonnementer var dog oprettet på samme kontonummer.
Klager har i perioden den 8. august 2024 til den 7. august 2025 modtaget og betalt i alt 13 regninger fra regningsnummer 201 til 213. På regningerne fremgik det tydeligt, at opkrævningen vedrørte et mobilt 4G-internet-/mobilt bredbåndsabonnement.
På trods af, at klager har modtaget og betalt 13 regninger, har klager ikke på noget tidspunkt gjort indsigelse mod de pågældende opkrævninger. I denne forbindelse vil indklagede påpege, at klager har et ansvar for løbende at gennemgå sine regninger.
NÆVNETS BEMÆRKNINGER
Nævnet bemærker indledningsvis, at klagers to internetforbindelser (henholdsvis mobilt bredbånd og fiberbredbånd) var oprettet til henholdsvis klagers sommerhusadresse og bopælsadresse, men under samme navn og kontonummer. Parterne er grundlæggende enige om hændelsesforløbet.
Parterne er ikke enige om, hvad der var aftalt eller måtte forudsættes aftalt vedrørende afviklingen af det mobile bredbånd efter etableringen af fiberforbindelsen og aflevering af routeren.
Indklagede gør gældende, at såfremt klagers mobile bredbånd var blevet opsagt, havde klager modtaget en ordrebekræftelse herpå.
Klager har i modsætning hertil oplyst, at det mobile bredbånd blot var en midlertidig løsning, og når fiberforbindelsen blev aktiveret, skulle klager aflevere udstyret tilbage til indklagede, hvilket blev gjort. Klager gør gældende, at klager har overholdt sin del af aftalen ved at returnere udstyret, og at klager ikke var informeret om, at klager skulle foretage sig yderligere vedrørende opsigelse.
Nævnet bemærker, at klager ved at læse opkrævningerne kunne have set, at klager fortsat betalte for både det mobile bredbånd og fiberforbindelsen.
Nævnet bemærker, at aflevering af låneudstyr ikke i sig selv udgør en gyldig opsigelse.
Det er nævnets vurdering, at hvis klager var af den opfattelse, at det mobile bredbånd skulle have været opsagt i juli 2024, burde klager have fulgt op på, om dette også rent faktisk var sket. Nævnet lægger særligt vægt på, at klager ikke modtog en skriftlig bekræftelse på opsigelsen, samt at klager fortsatte betalingerne på abonnementet i en længere periode.
Nævnet bemærker, at det ikke kunne udelukkes, at klager fortsat ønskede at have det mobile bredbånd samtidig med fiberforbindelsen. Nævnet har lagt vægt på, at det mobile bredbånd ikke er begrænset til brug på klagers adresse, og heller ikke kræver brug af den specifikke router, som indklagede stillede til rådighed.
Nævnet finder, at indklagede under disse omstændigheder har været berettiget til at afslå at tilbagebetale abonnementsydelsen.
Klager gives af ovennævnte grunde ikke medhold i klagen.
Nævnet træffer herefter følgende:
AFGØRELSE
Der gives ikke klager, NN, medhold i klagen over indklagede, Yousee A/S.
Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 27.
Indklagede, Yousee A/S, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.
På Teleankenævnets vegne, den 17. august 2026
