Overskriftsbillede til Mobiltelefon – aftaleforhold – mangler (25-698)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Den 17. december 2022 indgik klager en aftale med indklagede om køb af en mobiltelefon, Samsung Galaxy Z Fold4 256GB, med tilknytning til klagers mobilabonnement og med yderligere seks måneders binding. Klager modtog en købskvittering, hvoraf det fremgik, at reklamationsperiodens slutdato var den 17. december 2024.

Den 20. november 2023 opdagede klager en fejl på mobiltelefonen. Ifølge klager bestod fejlen i, at den originale skærmbeskyttelsesfilm var ved at løsne sig.

Den 8. december 2023 reklamerede klager til indklagede over fejlen, og klager indleverede sin telefon til indklagede med henblik på at få fejlen udbedret.

Indklagede sendte klagers mobiltelefon til reparation hos samarbejdspartneren Stay-Online, som er et autoriseret IT-værksted, og som via en samarbejdspartner udfører autoriseret service af Samsung-produkter.

Den 18. december 2023 svarede Stay-online, at der var oprettet et tilbud på reparation af mobiltelefonen, som blev sendt til klager. Det fremgik heraf, at telefonen kunne repareres mod betaling af 7.536,35 kr., idet fejlen ikke var omfattet af reklamationsretten, og idet der var andre skader på telefonen.

Indklagede afviste at reparere telefonen vederlagsfrit under henvisning til værkstedets vurdering.

Indklagede oplyste, at værkstedet havde vurderet, at telefonen ikke kunne foldes helt fladt ud på grund af en skade på hængslet. Som følge heraf kunne skærmbeskyttelsen ikke udskiftes. Værkstedet havde desuden fremsendt billeder, som dokumenterede, at telefonen ikke kunne foldes helt ud. På den baggrund havde Samsung ikke godkendt reparationen under garantien/reklamationsretten.

Den 22. december 2023 henvendte klager sig til indklagede og oplyste, at indklagedes henvisning til andre skader på telefonen ikke var en gyldig begrundelse for at afvise udbedring af en fejl, der var omfattet af reklamationsretten. Det var klagers opfattelse, at den pågældende fejl ved skærmen/skærmbeskytteren måtte anses for at være omfattet af reklamationsretten. Klager anførte, at samme type fejl tidligere var blevet udbedret på klagers ægtefælles telefon under reklamationsretten. Klager krævede, at såfremt fejlen ikke kunne udbedres, måtte indklagede foretage ombytning af telefonen.

Samme dag svarede indklagede, at indklagede havde haft yderligere dialog med Samsung vedrørende sagen. Det var på den baggrund konstateret, at skærmen var integreret med hængselsmodulet, og at en udskiftning af skærmen derfor også indebar udskiftning af hængslet. Da hængslet på klagers enhed var beskadiget, vurderede Samsung, at denne skade ikke var omfattet af garantien. På den baggrund var reparationen afvist under reklamationsretten. Indklagede fastholdt derfor det fremsendte reparationstilbud.

Klager svarede og henviste til, at hans ægtefælles tilsvarende telefon (Flip 4) netop var blevet repareret for samme type fejl, hvor der ifølge oplysningen alene var foretaget udskiftning af skærmbeskyttelsesfilmen.

Klager præciserede, at reklamationen alene vedrørte, at skærmbeskyttelsesfilmen havde løsnet sig fra skærmen, og at klager alene ønskede, at der blev påsat en ny skærmbeskyttelsesfilm. Klager henviste endvidere til en udtalelse fra Forbrugerrådet Tænk, hvorefter en erhvervsdrivende ikke kan afvise at udbedre en fejl, der er omfattet af reklamationsretten, med henvisning til andre fejl eller skader på produktet.

Indklagede svarede, at Samsung’s værksted vurderede, at det krævede en udskiftning af displayet på telefonen, og ikke blot udskiftning af skærmbeskyttelsesfilmen. Samsung havde desuden meddelt, at reparationen ikke var dækningsberettiget, da telefonen havde været udsat for fysisk overlast.

Den 28. februar 2024 indbragte klager sagen for Nævnenes Hus.

Klager oplyste, at indklagede havde afvist reparationen af klagers mobiltelefon under henvisningen til, at telefonen var beskadiget og ikke kunne foldes helt ud. Efter at have hentet telefonen i indklagedes butik konstaterede klager, at telefonen godt kunne foldes helt ud. Klager var derfor uforstående over for indklagedes afvisning. Klager henviste til nogle billeder, som ifølge klager viste, at telefonen kunne foldes helt ud.

Klager oplyste videre, at indklagede henviste til, at garantien lå hos Samsung, men at telefonen var købt i indklagedes butik, hvorfor klager vurderede, at sagen i realiteten var et mellemværende mellem indklagede og klager.

Indklagede oplyste, at der er konstateret fysiske skader på telefonens hængsel, hvilket medførte, at den ikke kunne foldes korrekt ud. Som følge heraf var det ikke muligt at foretage den ønskede udskiftning af skærmbeskyttelsesfilmen uden samtidig at udskifte hele displayet. Hængslet var en integreret del af displayenheden og kunne ikke adskilles herfra, hvorfor reparationen ikke kunne udføres isoleret.

Den 8. december 2025 videresendte Nævnenes Hus sagen til Teleankenævnet.

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klager

Klager ønsker, at mobiltelefonen repareres i overensstemmelse med reklamationsretten.

Klager gør gældende, at indklagede har afvist reklamationen med henvisning til, at telefonen ikke kan foldes helt ud, hvilket klager bestrider, idet det efter tilbagelevering er konstateret, at telefonen uden problemer kan foldes helt ud. Klager finder derfor, at afslaget beror på en forkert eller misvisende vurdering.

Klager gør gældende, at telefonen blev indleveret med henblik på udbedring af en konkret fejl, og at vederlagsfri udbedring er blevet afvist under henvisning til andre skader, uden at det er dokumenteret, at disse har forårsaget den pågældende fejl eller i øvrigt er selvforskyldte. Klager ønsker alene udbedring af den fejl, han reklamerede over, og anfører, at de øvrige forhold er uden betydning for telefonens funktion.

Klager oplyser endvidere, at indklagede tidligere har udbedret en tilsvarende fejl på en tilsvarende telefon tilhørende klagers ægtefælle. På denne baggrund fastholder klager, at indklagedes afvisning hviler på et urigtigt grundlag.

Indklagede

Indklagede afviser reklamationen, idet der er konstateret fysiske skader på hængslet, som medfører, at telefonen ikke kan foldes helt ud. Som følge heraf er det ikke muligt at udskifte skærmbeskyttelsesfilmen uden samtidig at udskifte displayet, da hængslet udgør en integreret del af displayenheden og ikke kan adskilles herfra.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Denne sag angår, om den mobiltelefon, som klager købte den 17. december 2022, lider af en mangel i købelovens forstand, og om indklagede er forpligtet til vederlagsfrit at udbedre fejlen under reklamationsretten.

Klager har oplyst, at han den 8. december 2023 reklamerede over, at den originale skærmbeskyttelsesfilm var ved at løsne sig.

Klager ønsker vederlagsfri reparation eller ombytning.

Indklagede har afvist reklamationen med henvisning til, at der ved undersøgelsen blev konstateret fysisk skade på telefonens hængsel. Ifølge indklagede er det ikke muligt at udskifte skærmbeskyttelsesfilmen uden samtidig udskiftning af displayenheden, idet hængslet udgør en integreret del heraf. Indklagede har gjort gældende, at skaden ikke er omfattet af reklamationsretten, da den skyldes fysisk påvirkning.

Nævnet har noteret, at sagen den 26. maj 2024 blev forelagt en sagkyndig, der har udtalt følgende: 

Den sagkyndige har vurderet, at det kunne konstateres, at telefonen ikke kunne foldes helt op. Årsagen var en skade på hængslet til skærmen, som efter den sagkyndiges vurderingen var opstået som følge af uhensigtsmæssig behandling og ikke på grund af fabrikationsfejl, materialeproblem, almindelig brug eller uhensigtsmæssig konstruktion. Fejlen havde medført, at telefonen reelt ikke havde nogen brugsværdi. Den kunne dog udbedres ved at udskifte skærmen inkl. hængslerne, hvilket ville koste ca. 7.500–8.000 kr. inkl. moms. Bortset fra hængselskaden fremstod telefonen lidt under middel med flere mærker og ridser.

Den 29. maj 2024 oplyste klager, at den sagkyndige ikke havde forholdt sig korrekt til sagens genstand, idet sagen alene vedrørte den defekte skærmbeskytter og muligheden for udskiftning heraf, og ikke en vurdering af telefonens hængsel. Klager bestred, at telefonen ikke kunne foldes ud, da det efter tilbagelevering var konstateret og dokumenteret ved billeder, at den kunne foldes i en grad, som måtte anses for tilstrækkelig til, at skærmbeskytteren kunne udskiftes. På denne baggrund anmodede klager den sagkyndige om at tage konkret stilling til, hvorvidt skærmbeskytteren kunne udskiftes under hensyn til den dokumenterede udfoldning af telefonen.

Den 18. juni 2024 blev den sagkyndige anmodet om at vurdere, om det var muligt at udskifte filmen på telefonens skærm på trods af de konstaterede skader. Den sagkyndige svarede, at det efter hans vurdering ikke var muligt at foretage en fagmæssigt korrekt udskiftning, så længe hængslet var defekt, da det forudsatte, at skærmen kunne foldes helt korrekt ud, hvilket efter hans opfattelse ikke var muligt.

Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at telefonen ikke kunne foldes helt ud. Den sagkyndige har vurderet, at dette skyldes skade på hængslet, og at skaden er opstået som følge af uhensigtsmæssig behandling.

Den sagkyndige har endvidere vurderet, at den konstaterede skade på telefonens hængsel, som medfører, at telefonen ikke kan foldes helt ud, ikke skyldes fabrikationsfejl, materialefejl, almindelig brug eller uhensigtsmæssig konstruktion.

Den sagkyndige har desuden oplyst, at en fagmæssigt korrekt udskiftning af skærmbeskyttelsesfilmen ikke kan foretages, så længe hængslet er defekt.

Efter købelovens § 75 c, stk. 1, nr. 4, skal en vare have de egenskaber og den holdbarhed og funktionalitet, som forbrugeren med rimelighed kan forvente.

På baggrund af den sagkyndiges erklæring finder nævnet det ikke godtgjort, at den konstaterede skade på hængslet skyldes en oprindelig mangel ved telefonen. Nævnet lægger derimod til grund, at skaden er opstået som følge af uhensigtsmæssig behandling efter leveringen.

Det fremgår af den sagkyndige erklæring, at en fagmæssigt korrekt afhjælpning forudsætter, at telefonens hængsel er intakt og kan betjenes normalt. Den konstaterede skade på hængslet, som er opstået som følge af uhensigtsmæssig behandling, medfører, at telefonen ikke kan bringes i en tilstand, hvor en korrekt reparation kan gennemføres.

Under disse omstændigheder finder nævnet, at der ikke kan stilles krav om vederlagsfri afhjælpning, idet en sådan afhjælpning vil forudsætte en udbedring af en skade, der ikke er omfattet af reklamationsretten.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at sælger ikke er forpligtet til vederlagsfri udbedring af skader, der er opstået efter leveringen som følge af forhold på købers side, heller ikke når udbedring heraf er en forudsætning for at kunne gennemføre afhjælpning af en påstået mangel.

Klager gives derfor ikke medhold.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE

Der gives ikke klager, NB, medhold i klagen over indklagede, Hi3G Denmark ApS.

Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 27.

Indklagede, Hi3G Denmark ApS, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.

På Teleankenævnets vegne, den 28. maj 2026