Mobiltelefon – tilbud og accept – aftaler er bindende – telefonsalg – bindingsperiode – rabatordning (25-490)
AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET
KLAGENS INDHOLD OG FORLØB
Klager blev i august 2026 kontaktet telefonisk af indklagede med et kampagnetilbud vedrørende mobilabonnementer. Samtalen medførte, at der blev indgået en aftale om 2 mobilabonnementer:
1. abonnement: 3Family – Fri + Fri
2. abonnement: 3Family – Ekstra Bruger
Der er uenighed mellem parterne om det konkrete indhold af aftalen i forhold til abonnementernes pris.
Klager mente, at der telefonisk blev aftalt en samlet pris for de to abonnementer på 195 kr./md., og at dette var tidsubegrænset. Da klager modtog skriftlige dokumentation for tilbuddet, var det imidlertid ikke overensstemmende hermed. Det fremgik således heraf, at det første abonnement kostede 270 kr./md., og at det andet kostede 120 kr./md. Dermed var den samlede pris 390 kr./md. Det var alene i de første 6 måneder, at der var en rabat på 50 %, der medførte en samlet pris på 195 kr./md.
Endvidere fremgik det af aftaleresumeet, at der var ”0 Gb data” på det andet af de to abonnementer, selvom der var aftalt fri data på begge abonnementer.
Klager kontaktede derfor sælgeren, der skriftligt bekræftede klagers opfattelse af den mundtlige aftale:
”… Jeg kan bekræfte følgende:
- Aftalen er ikke tidsbegrænset.
- Prisen forbliver den samme efter de 6 måneder – 195 kr. samlet pr. måned for begge numre.
- Begge abonnementer inkluderer fri data, fri tale og fri SMS/MMS.
- De to numre, […], er begge omfattet af denne aftale.
Oplysningen om 0 GB i det vedhæftede dokument er en teknisk fejl i
systemet og stemmer ikke overens med det faktiske indhold af
abonnementet.”
Klager accepterede aftalen den 22. august 2025 under den antagelse, at der var tale om fejl i de fremsendte dokumenter, og at det var aftalen med sælgeren, der var gældende.
Ifølge indklagede var kampagnetilbuddet, at det første abonnement kostede 270 kr./md. og det andet kostede 120 kr./md. Dermed var den samlede pris 390 kr./md. Det var alene i bindingsperioden på 6 måneder, at der var en 50 %-rabat, så den samlede pris i de første 6 måneder var 195 kr./md.
Med hensyn til angivelsen af ”0 GB data” var der tale om en fejl. Parterne var derfor alene uenige om priserne.
Da klager den 17. september 2025 downloadede indklagedes app, konstaterede han, at priserne ikke svarede til det, der efter klagers opfattelse var aftalt.
På den baggrund kontaktede klager indklagedes kundeservice, der ifølge klager først oplyste, at tilbuddet ikke var rettet til endnu. Senere samme dag fik klager dog oplyst, at den lavere pris kun var gældende de første 6 måneder.
Den 19. september 2025 kontaktede klager derfor indklagedes klageafdeling. I klagesagen konstaterede indklagede, at klager havde modtaget en mail fra en sælger, hvori det fejlagtigt fremgik, at rabatten også ville gælde efter bindingsperiodens udløb, hvilket ikke stemte overnes med indklagedes vilkår for aftalen.
I sit svar af 19. september 2025 beklagede indklagede fejlinformationen, men fastholdt at den samlede pris for de to abonnementer var 390 kr./md. med en 50 % rabat i bindingsperioden. Som kompensation for fejlinformationen tilbød indklagede at forlænge rabatten med yderligere 6 måneder. Samtidig blev klager i overensstemmelse med vilkårene for abonnementsændringer varslet om, at rabatten ville ophøre efter denne periode.
Dette tilbud ville klager ikke acceptere, men fastholdt, at prisen også efter de første 6 måneder skulle være 195 kr./md. i alt for begge abonnementer.
Som dokumentation for den mundtlige aftale bad klager om at få ad gang til optagelserne af telefonsamtalen. Indklagede har oplyst, at samtalen ikke blev optaget.
Klager indbragte herefter sagen for Teleankenævnet.
PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:
Klager
Klager gør gældende, at indklagede skal acceptere, at det er aftalt, at de to abonnementer tilsammen koster 195 kr./md. Klager anfører, at der skal lægges vægt på det telefonisk aftalte, der efterfølgende er blevet bekræftet skriftligt af telefonsælgeren – uanset hvad der fremgår i de øvrige aftaledokumenter.
Telefonsælgeren skriver utvetydigt, at der er tale om en teknisk fejl, og at dokumenterne derfor ikke afspejler den reelle aftale. Det understøttes også af, at der i aftaleresumeet står, at der er 0 GB data, hvilket ikke stemmer overens med det faktiske indhold af abonnementet.
Klager anfører, at det må komme indklagede til skade, at det skriftlige kontraktgrundlag er fejlbehæftet. Det må derfor være de oprindeligt telefonisk aftalte – og derefter af sælger skriftligt bekræftede – vilkår, der må gælde.
Indklagede
Indklagede gør gældende, at klager den 22. august 2025 ved mail-svar accepterede en aftale med indklagede, hvor følgende priser for de to abonnementer fremgik:
3Family – Fri + Fri til 270 kr./md.
3Family – Ekstra Bruger 120 kr./md.
Abonnementerne er indgået med en 50 % rabat, der alene var gældende i en 6 måneders bindingsperiode. Indklagede henviser til, at dette fremgår af det første fremsendte tilbud, den underskrevne kontrakt og aftaleresumeet.
I klagesagen kunne indklagede konstatere, at klager havde modtaget en e-mail fra en sælger, hvori det fejlagtigt fremgik, at rabatten også ville gælde efter bindingsperiodens udløb. Det er beklageligt og stemmer ikke overens med indklagedes vilkår.
Klageafdelingen beklagede derfor fejlinformationen overfor klager og tilbød som kompensation en forlængelse af rabatten i yderligere 6 måneder. Samtidig blev klager varslet i overensstemmelse med reglerne for forudgående varsling af abonnementsændringer om, at rabatten automatisk ville ophøre efter denne periode.
NÆVNETS BEMÆRKNINGER
Klager gør gældende, at indklagede skal anerkende, at der er aftalt en samlet pris for de to abonnementer på 195 kr./md., og at dette er tidsubegrænset.
Indklagede gør gældende, at prisen på 195 kr./md. for de to abonnementer alene var gældende i de første 6 måneder. Pga. de fejlagtige oplysninger, klager modtog, har indklagede tilbudt rabatten i yderligere 6 måneder og samtidig hermed varslet prisstigning herefter.
Teleankenævnet skal tage stilling til, om klager kan kræve, at prisen på 195 kr./md. skal gælde tidsubegrænset.
Nævnet bemærker indledningsvis, at aftaler er bindende, herunder også mundtlige aftaler. I løbende aftaleforhold er det dog anerkendt, at der under visse betingelser kan laves ensidige ændringer i aftalen, herunder ændringer af prisen.
Nævnet bemærker endvidere, at sælgers oplysning om, at aftalen ikke er tidsbegrænset, ikke anses som et løfte om, at prisen aldrig kan stige, men at prisen ikke stiger på et allerede fastsat tidspunkt. Indklagede er derfor ikke afskåret fra at varsle og gennemfører prisændringer.
I forbindelse med tilbuddet om yderligere 6 måneders rabat har indklagede varslet en prisstigning 6 måneder senere. Dette varsel er i overensstemmelse med de gældende vilkår og reglerne for varsling i slutbrugerbekendtgørelsens § 6.
Nævnet finder, at den prisnedsættelse, indklagede har tilbudt i form af yderligere 6 måneders abonnement til halv pris, udgør en tilstrækkelig kompensation i den foreliggende situation. Da prisforhøjelsen endvidere er varslet korrekt, kan klager ikke gives medhold.
Nævnet træffer herefter følgende:
AFGØRELSE
Der gives ikke klager, NN, medhold i klagen over indklagede, Hi3G Denmark ApS.
Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 27.
Indklagede, Hi3G Denmark ApS, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.
På Teleankenævnets vegne, den 17. august 2026.
