Overskriftsbillede til Prisforhøjelser på SMS-beskeder, der blev varslet gennem dagspressen. (J.nr. 10.13-0904-03)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Klage over prisforhøjelser på SMS-beskeder, der blev varslet via dagspressen.

Resume:
Klager reklamerede over en ændring i prisen på sms’er til udlandet fra 0.2 kr. til 3 kr. Varsling af prisstigningen var sket gennem dagspressen og på indklagedes hjemmeside. Nævnet hev fat i en tidligere lignenede sag, hvor afgørelsen var at prisstigningen var en så væsentlig ændring, at der var tale en ny aftale, hvilket gjorde at kunden skulle have været informeret direkte og ikke gennem dagspressen. Den konkrete sag adskilte sig dog fra ovenstående ved, at der i abonnementsbetingelserne ikke var angivet en kommunikationsform, som ville blive brugt til varsling af ændringer i aftaleforholdet. Nævnet fandt dog at hverken varsling gennem dagspressen eller via indklagedes hjemmeside var tilstrækkeligt, hvorfor indklagede skulle have varslet prisstigningen på SMS-beskeder personligt overfor klager. Klager fik derfor medhold, således at klager skulle fritages for at betale for prisstigningen på SMS-beskeder afsendt til udlandet.

Klager:
NN

Indklagede:
Orange A/S
Holmbladsgade 139
2300 København S

SAGSFREMSTILLING
Behandlet på nævnsmøde nr. 5 den 1. marts 2004
Klagen vedrører: Klage over prisforhøjelser på SMS-beskeder til udlandet, der blev varslet via dagspressen og på indklagedes hjemmeside.
Påklaget beløb: 1037,10 kroner
Aftaledato: Løbende mobilabonnement
Klageren reklameret til indklagede: 17. oktober 2003
Indklagede truffet afgørelse: 21. oktober 2003

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klageren oprettede i 2001 et mobiltelefonabonnement hos indklagede. Ved abonnementets start kostede det 0.20 kroner at sende en SMS-besked, hvad enten modtageren er udenlandsk eller dansk. Da klageren den 28. september 2003 modtog sin telefonregning for perioden 10. august 2003 til 9. september 2003, konstaterede han, at prisen på SMS-beskeder til udlandet var steget til 3,00 kroner pr. stk.
Klageren rettede skriftlig henvendelse til klageren den 17. oktober og anfægtede prisstigningen, da han ikke var blevet varslet om denne. Hertil svarede indklagede, at prisstigningen var blevet annonceret i dagspressen i uge 23 og desuden på indklagedes hjemmeside.
Herefter foretog klageren en beregning af, hvad han skulle betale, såfremt prisen havde været på 0,20 kroner pr. SMS-besked, og indbetalte dette beløb til indklagede.

Klageskema modtaget i sekretariatet: 20. november 2003

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:

Klageren:

Ønsker alene at betale 0,20 kroner pr. afsendt SMS-besked, da prisstigningen ikke er varslet overfor ham personligt.

Indklagede:

Fastholder krav om betaling for de afsendte SMS-beskeder, da prisstigningen er varslet i dagspressen og på indklagedes hjemmeside.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Der er tale om et løbende aftaleforhold mellem parterne. Hvis den ene part ønsker at foretage ændringer i aftalevilkår eller priser, der er til ugunst for den anden part, følger det af § 7 i bekendtgørelse nummer 666 af 10. juli 2003 om udbud af elektroniske kommunikationsnet og –tjenester, at varslingen overfor slutbrugeren skal ske med et varsel således, at slutbrugeren får mulighed for at opsige aftalen senest på det tidspunkt, hvor ændringerne træder i kraft.
Det fremgår af indklagedes abonnementsbetingelser, at ændringer i aftalevilkår eller prisændringer skal varsles overfor forbrugeren senest 44 dage før ændringerne træder i kraft.
Det fremgår dog ikke, hvorledes varsling af eventuelle ændringer vil finde sted.

Prisstigningen på SMS-beskeder trådte i kraft den 19. august 2003. Dette blev varslet
i dagspressen den 23. juni 2003. Nævnet finder således, at indklagede har opfyldt varslingsfristen i de aftalevilkår, klageren har accepteret ved indgåelsen af aftalen.

Det må herefter vurderes, om den valgte kommunikationsform til varsling af prisstigningen må anses for at være tilstrækkelig.

Forbrugerklagenævnet har i 2003 truffet afgørelse i en sag vedrørende varsling af prisstigninger i dagspressen I den pågældende sag fremgik det af det indklagedes teleselskabs abonnementsbetingelser, at varsling af prisændringer og ændringer af aftalevilkår i øvrigt ville ske ved annoncering i landsdækkende dagblade, hvilket også var sket. Sagens klagetema var en prisstigning på SMS-beskeder afsendt til mobilnumre i udlandet, hvor prisen blev hævet fra 0,50 kroner til 3,00 kroner pr. stk. Denne ændring af aftaleforholdet blev anset for at være så væsentlig, at der reelt set var tale om et nyt aftaleforhold mellem parterne. Da den nye aftale var kommet i stand ved hjælp af fjernkommunikation og uden, at parterne mødtes, var aftaleindgåelsen omfattet af fjernsalgsreglerne i lov om visse forbrugeraftaler. Som følge heraf fandt Forbrugerklagenævnet, at det indklagede selskab burde have meddelt forbrugeren de oplysninger, der fremgår af lov om visse forbrugeraftalers § 11a læsbart på papir eller på et andet varigt medium. Dette kriterium sås ikke at være opfyldt ved annoncering i dagspressen. Desuden blev det anset for at være i strid med god markedsføringsskik, at det indklagede selskab ”betinger sig arbitrært at kunne ændre prisvilkår m.v. gennem bekendtgørelse i dagspressen.” På den baggrund blev det indklagedes selskabs vilkår om, at varsling kunne ske ved annoncering i dagspressen, kendt urimeligt i medfør af aftalelovens § 38 c jf. § 36.

Nærværende sag adskiller sig fra ovenstående, idet der ikke i indklagedes abonnementsbetingelser er angivet en kommunikationsform, der vil blive anvendt ved varsling af ændringer i aftaleforholdet.

Endvidere blev indklagedes prisændringer tillige varslet via indklagedes hjemmeside.

Det må anses for at være en væsentlig ændring af aftaleforholdet, at priserne på SMS-beskeder afsendt til mobilnumre i udlandet steg fra 0,20 kroner pr. stk. til 3,00 kroner stykket. Der er således tale om en stigning på 1500 %. Som følge heraf finder Teleankenævnet, at forholdet må betegnes som en aftale om indgåelse af et nyt aftaleforhold.

Ifølge lov om visse forbrugeraftaler § 11 a skal forbrugeren ved et fjernsalg have en række oplysninger på et læsbart og varigt medium. Dette krav ses ikke at være opfyldt ved indklagedes annoncering i dagspressen.
Prisstigningen var også varslet på indklagedes hjemmeside. Det må derfor vurderes, om dette kan anses som værende et varigt medium. Det er ikke en forudsætning for klagerens abonnement, at han har haft adgang til internettet (i modsætning til abonnementer, hvor man kun kan købe taletid på internettet). Endvidere fremgår det ikke af indklagedes abonnementsbetingelser, at varsling af prisændringer mv. vil ske på indklagedes hjemmeside. Klageren har således ikke haft en naturlig grund til løbende at søge oplysninger på indklagedes hjemmeside. Ud fra en samlet vurdering kan indklagedes varsling af prisstigningen på deres hjemmeside herefter ikke anses for at opfylde kravet om, at oplysning skal ske på et varigt medium. På den baggrund burde indklagede have varslet prisstigningen på SMS-beskeder personligt overfor klageren

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE:

Indklagede, Orange A/S, tilpligtes at anerkende, at klageren NN skal fritages for at betale for prisstigningen på SMS-beskeder afsendt til udlandet.