Overskriftsbillede til Regningsklage – Erhvervsklage – ikke anerkendte opkald (ISDN) (J.nr.12.01-1352-04)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Klagetema: Regningsklage – Erhvervsklage – ikke anerkendteopkald (ISDN)

Resume:
En forening (klager), der anses som erhvervsdrivende har modtaget en stor regning. Teleankenævnet kan behandle regningsklager fra erhvervsdrivende. Regningen skyldes en fejl hos klageren eller dennes udstyr. Klager må derfor betale regningen. Der rejses dog spørgsmålstegn ved, om lang svartid og manglende vejledning i forhold til fejlen kunne begrunde helt eller delvis nedsættelse af regningen. Dette spørgsmål henviser nævnet dog til de almindelige domstole.

Klager:
NN

Indklagede:
Tiscali A/S
Lautrupgade 9
2100 København Ø

Nævnets sammensætning:

Behandlet på nævnsmøde nr. 18 den 10. januar 2005 (afgjort skriftligt den 18. januar 2005)

Klagen vedrører: Indklagedes krav om betaling af forbrug
Påklaget beløb: 18.308,15 kr.
Påklaget periode: 5. marts 2002 – 5. juli 2002
Aftaledato: Løbende ISDN-abonnement
Klageren reklameret til indklagede: 8. april 2004
Indklagede truffet afgørelse: 16. april 2004

KLAGENS INDHOLD OG FORLØB

Klager modtog den 12. april 2002 fakturanummer 40847820 på i alt 5.388,85 kr. Klager rettede herefter henvendelse til indklagede via mail og bad om en opkaldsspecifikation. Denne henvendelse svarede indklagede dog ikke på. I juni 2002 modtog klager fakturanummer  40902990 på i alt 2642,89 kr. Denne betalte klager, da foreningen var af den opfattelse, at dette måtte svare nogenlunde til, hvad foreningen skyldte indklagede på dette tidspunkt. I juli 2002 modtog klager fakturanummer 100066346 på i alt 12.919,30 kr.
Den 7. august 2002 henvendte klager sig på ny til indklagede og gjorde gældende, at det høje faktuarabeløb på fakturanummer 100066346 måtte bero på en fejl. Klager rykkede samtidig for svar på deres mail af 22. april 2002. Indklagede besvarede ikke denne henvendelse, men sendte blot en rykker på de ubetalte fakturaer. Klager henvendte sig på ny den 22. august 2002 og med anmodning om svar på de tidligere fremsendte henvendelser. Klager bad samtidig om en forklaring på det høje fakturabeløb. Herefter fremsendte indklagede blot endnu en rykker.

Den 21. november 2002 modtog klager en mail fra indklagede. Indklagede oplyste, at de havde fejlfaktureret en række opkald, og at klager derfor ville blive krediteret 1005,16. kr. Indklagede svarede ikke i den forbindelse på klagers tidligere henvendelser.

Den 11. december 2002 henvendte klager sig til indklagedes samarbejdspartner Intrum Justitia. Klager udbad sig en specifikation vedrørende de påklagede fakturaer. Klager bad samtidigt indklagede oplyse, hvorfor der var faktureret dobbelt for perioden 5. april 2002 – 30. april 2002. Dette svarede indklagede ikke på.

Den 3. marts 2003 henvendte klager sig på ny til indklagede og bad om en opkaldsspecifikation for de påklagede regninger samt oplysning om, hvorfor klager endnu ikke var blevet krediteret 1005,16 kr. som lovet i mail af 21. november 2002.

Indklagede oplyste i brev af 14. marts 2003, at klager kunne få opkaldsspecifikationen sendt via e-mail, hvis klager ønskede dette. Endvidere oplyste indklagede, at den manglende kreditering skyldtes, at klager ikke havde haft noget forbrug efter aftalen om kreditering, men at krediteringen nu var effektueret. Endeligt oplyste indklagede, at der ikke var sket en dobbeltfakturering, men at årsagen til, at den samme periode figurerede på to forskellige fakturaer, var, at indklagede var gået over til nyt faktureringssystem i denne periode.

Ifølge indklagedes oplysninger fremsendte indklagede den ønskede opkaldsspecifikation via mail til klager den 21. marts 2003. Herefter henvendte klager sig først igen ved brev af 8. april 2004. Dette har klager ikke bestridt.

Klager gjorde i brev af 8. april 2004 og gældende, at indklagede ikke havde besvaret klagers tidligere fremsendte spørgsmål. Hertil svarede indklagede, at de fastholdt deres krav overfor klager.

Herefter indbragte klager sagen for Teleankenævnet.

I forbindelse med sagens behandling ved sekretariatet har indklagede oplyst, at de har foretaget en række tekniske og administrative undersøgelser, og at der ikke er registreret fejl eller uregelmæssigheder i forbindelse hermed.

Klager har heroverfor påpeget, at det fakturerede forbrug afviger markant fra klagers normale forbrug. Endvidere viser den fremsendte opkaldsspecifikation et betydeligt forbrug i perioder, hvor klagers kontor har været lukket. På den baggrund fastholder klager, at der må være sket en teknisk fejl i forbindelse med faktureringen af klagers forbrug, da klager ikke har foretaget opkald til internettet i det fakturerede omfang.

Klage modtaget i sekretariatet: den 3. september 2004

PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER

Klager

Ønsker ikke at betale det fulde beløb på de påklagede fakturaer, da klager ikke har foretaget opkald til internettet i det fakturerede omfang.

Indklagede

Fastholder det påklagede beløb under henvisning til, at der ikke er begået fejl inden for indklagedes ansvarsområde.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Det er nævnets opfattelse at klager må betragtes som erhvervsdrivende, da driften sker fra selvstændige lokaler med 3 ansatte. Idet der er tale om en klage over gentagne opkald til internettet, som klager anfægter at have foretaget, finder nævnet, at der er tale om en regningsklage, som nævnet skal behandle.

Indklagede har i forbindelse med sekretariatets behandling af sagen foretaget en række undersøgelser af deres tekniske udstyr samt kontrolleret, at de påklagede opkald er sket til indklagedes opkaldsnummer. Det må herefter påhvile klager at sandsynliggøre, at klager ikke har foretaget disse opkald. Klager anfører over for nævnet, at opkaldene ligger langt over, hvad der er det normale forbrug for foreningen, og at klager kun har benyttet internetforbindelsen til kortere opkald på nettet.

Efter det ovenfor anførte er det nævnets opfattelse, at registreringen og debiteringen af de påklagede opkald er sket korrekt, og at opkaldenes antal antagelig skyldes, at klagers opkaldsudstyr har været fejlagtigt konfigureret.
På baggrund af dette må de mange opkald anses for at skyldes fejl ved klagers udstyr eller en uhensigtsmæssig opsætning af computeren.

Med hensyn til spørgsmålet, om indklagedes manglende besvarelse af klagers henvendelser og spørgsmål kan føre til, at indklagede er afskåret fra helt eller delvist at kræve betaling for de efterfølgende fakturaer som følge af manglende vejledning, har nævnet fastslået, at aftaleretlige overvejelser falder uden for nævnets kompetence i erhvervssager. Afgørelsen af dette spørgsmål henhører således under domstolene.

Nævnet træffer herefter følgende:

AFGØRELSE:

Der kan ikke gives klager, NN, medhold i klagen over indklagede, Tiscali.

Det indbetalte klagegebyr på 150 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 12.

Indklagede, Tiscali A/S, betaler 3.000 kr. i sagsomkostninger til Teleankenævnet, jf. vedtægternes § 25.