TV – aftaleforhold – uanmodet levering af tjenester – indgåelse af aftale (25-534)
AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET
KLAGENS INDHOLD OG FORLØB
Den 4. juli 2025 blev der bestilt et tv-abonnement til klager. Samme dag blev der sendt en ordrebekræftelse til klagers e-mailadresse.
Klager har oplyst, at han i begyndelsen af juli 2025 blev kontaktet telefonisk af en sælger fra indklagede. Sælgeren fremsatte et tilbud. Ifølge klager blev det aftalt, at han først efter den følgende weekend ville tage stilling til tilbuddet. Klager har videre oplyst, at han efterfølgende takkede nej til tilbuddet.
Den 4. august 2025 kontaktede klager indklagedes kundeservice, efter at han havde modtaget en regning. Klager oplyste, at han mente at have annulleret aftalen. Indklagede registrerede samme dag en opsigelse af aftalen. Da fortrydelsesfristen på 14 dage var overskredet, blev aftalen opsagt til udløbet af bindingsperioden, hvilket var den 4. februar 2026.
Den 17. september 2025 kontaktede klager igen indklagede, da han havde modtaget endnu en regning. Klager fik oplyst, at aftalen ikke var blevet annulleret. Der blev samtidig oprettet en sag med henblik på kreditering af den omtvistede regning.
Den 22. september 2025 blev der bestilt yderligere point til klagers tv-pakke.
Den 3. oktober 2025 kontaktede klager på ny indklagedes kundeservice, da han havde modtaget en tredje regning. Indklagede oplyste, at sagen ikke var blevet håndteret korrekt, og henviste klager til at indgive en klage.
Den 6. oktober 2025 indgav klager en klage vedrørende tv-abonnementet. Klager gjorde gældende, at abonnementet var blevet oprettet uden hans samtykke.
Samme dag besvarede indklagede klagen. Indklagede beklagede forløbet og oplyste, at der den 4. juli 2025 var sendt en ordrebekræftelse til den e-mailadresse, som blev anvendt i klagesagen. Indklagede oplyste videre, at der ikke forelå dokumentation for, at aftalen var blevet annulleret. Indklagede anførte, at klager havde oplyst sine personlige oplysninger, herunder CPR-nummer, e-mailadresse og telefonnummer, hvilket var en forudsætning for oprettelse af et tv-abonnement.
Indklagede oplyste desuden, at abonnementet ville ophøre ved bindingsperiodens udløb. Indklagede anførte videre, at der den 22. september 2025 var bestilt yderligere point til tv-pakken. Indklagede fastholdt, at aftalen ikke kunne annulleres, da fortrydelsesretten ikke var blevet benyttet rettidigt, og da abonnementet var omfattet af en bindingsperiode på seks måneder.
Efter yderligere korrespondance med indklagede indbragte klager sagen for Teleankenævnet.
Den 17. november 2025 oplyste indklagede til Teleankenævnet, at klagers konto var sat i bero, og at der var etableret stop for rykker- og inkassoprocedurer. Indklagede oplyste videre, at selskabets faktureringssystem ikke gav mulighed for at stoppe den automatiske udsendelse af regninger, hvorfor der fortsat ville blive fremsendt regninger til klager, selv om sagen var sat i bero. Ifølge indklagede kunne klager se bort fra disse regninger, idet manglende betaling ikke ville medføre rykkere eller andre misligholdelsesretlige konsekvenser, så længe klagesagen verserede.
Den 6. januar, 3. februar og 9. februar 2026 kontaktede klager Teleankenævnet og oplyste, at han fortsat modtog regninger fra indklagede, hvilket klager oplyste var meget frustrerende.
PARTERNES KRAV OG BEGRUNDELSER:
Klager
Klager ønsker at indklagede krediterer opkrævningerne for tv-pakken. Subsidiært ønsker klager at betale den første regning mod, at aftalen herefter bliver annulleret.
Klager oplyser, at han i begyndelsen af juli 2025 blev kontaktet telefonisk af en sælger fra indklagede, som fremsatte et tilbud. Klager anfører, at sælgeren oprettede abonnementet med det samme, selv om parterne aftalte, at klager først ville overveje tilbuddet hen over weekenden.
Klager oplyser videre, at sælgeren kontaktede ham igen ugen efter. Ved denne henvendelse meddelte klager, at han ikke ønskede at acceptere tilbuddet. Efter cirka en måned modtog klager en regning. Den 4. august 2025 kontaktede han derfor indklagede og fik oplyst, at ordren ville blive annulleret. Klager anfører, at dette efterfølgende viste sig ikke at være sket, da han senere modtog en rykker. Den 17. september 2025 kontaktede klager igen indklagede. Der blev oprettet en sag, men ifølge klager blev der ikke efterfølgende foretaget yderligere i sagen. Da klager den 2. oktober 2025 modtog endnu en regning, kontaktede han på ny indklagede. Klager oplyser, at medarbejderen kunne konstatere, at der ikke var fulgt op på de tidligere henvendelser, og at medarbejderen anbefalede ham at indgive en klage via indklagedes hjemmeside.
Klager gør gældende, at han på intet tidspunkt har accepteret abonnementet. Han oplyser desuden, at han aldrig har været logget ind på eller benyttet de streamingtjenester, der var knyttet til abonnementet.
Indklagede
Indklagede afviser klagers krav.
Indklagede fastholder aftalen om oprettelse af en tv-abonnementet og de fremsendte opkrævninger, idet ordrebekræftelsen på oprettelsen af tv-abonnementet blev sendt til klagers mailadresse.
Indklagede henviser til indklagedes ”Generelle vilkår for levering og drift af YouSee’s tjenester”, hvoraf det fremgår, at:
”Disse handelsbetingelser gælder for YouSee’s salg af varer og YouSee’s salg af abonnement på teletjenester via yousee.dk til privatkunder. Handelsbetingelserne gælder desuden for andre salg til privatkunder, hvor YouSee og kunden ikke mødes fysisk, når kunden bestiller varen eller abonnementet (telefonsalg, elektronisk bestilling og andre fjernsalg). Ved salg af abonnementer gælder – ud over YouSee’s Handelsbetingelser – også YouSee’s vilkår og priser for den bestilte teletjeneste, jf. pkt. 11. Hvis du har valgt at betale din vare – fx din mobil – med vores rentefri afdragsordning, gælder også ’Vilkår for YouSee Mobilaftale’ for afdragsordningen, jf. pkt. 11. OBS! DIN ORDRE skal BEKRÆFTES: Du skal være opmærksom på, at kvitteringen, som du modtager umiddelbart efter din bestilling, kun er en elektronisk kvittering for, at vi har modtaget din ordre. Kvitteringen er således IKKE en juridisk bindende ordrebekræftelse fra YouSee. Aftalen er først gældende, når vi har sendt dig en ordrebekræftelse for dit abonnement og en faktura for de varer, du har bestilt. YouSee har desuden mulighed for at annullere ordren som følge af trykfejl, tekniske problemer, udsolgte varer og lignende situationer. 2. Binding og opsigelse (abonnement) Hvis det fremgår af bestillingsflowet og af din ordrebekræftelse, er du bundet af din abonnementsaftale med YouSee i 6 måneder fra leveringen af abonnementet – medmindre du benytter din fortrydelsesret. Du kan i øvrigt opsige 2 aftalen med en måneds varsel. Abonnementsaftalen løber videre, indtil aftalen opsiges
Når du har foretaget en bestilling, sender vi dig en ordrebekræftelse via e-mail, der indeholder oplysninger om din aftale med os. Det er dit ansvar løbende at tjekke beskeder fra os i den angivne e-mail (inklusive spam-mappen). Ved aftaleindgåelsen skal du oplyse dit navn, folkeregisteradresse og e-mail til os. Vi kan også indhente dit CPR-nummer og et eventuelt CVR-nummer til brug for kreditvurdering og løbende validering af dine oplysninger. Du skal hurtigst muligt informere os om ændringer i dine oplysninger, herunder adresse og e-mail. For at indgå en aftale med os skal du være myndig. Du kan i nogle tilfælde registrere en anden person som bruger af tjenesten, mens du står opført som kunde. Det kan du bl.a., hvis der mellem dig som kunde og brugeren af tjenesten er en nærtstående relation (ægtefælle, samlever, børn, forældre el.lign.), eller hvis du som kunde f.eks. har en værge. Det kan også være, hvis der mellem dig som kunde og brugeren af tjenesten eksisterer et vedvarende ansættelsesforhold, eller hvor I indgår i samme koncern.
Fortrydelsesret: Du har mulighed for at fortryde en bestilling op til 14 dage efter modtagelsen af ordrebekræftelsen. Hvis du ved bestilling af dit produkt/tjeneste anmoder os om at aktivere tjenesten inden de 14 dages fortrydelsesfrist udløber, er du forpligtet til at betale oprettelsesafgift samt forbrugs- og abonnementspris – også selvom du fortryder købet inden for fortrydelsesfristen. Har du købt en vare i en af vores fysiske butikker, giver vi dig 14 dages fortrydelsesret, så længe varen er ubrugt og emballagen og evt. plombering er intakt. 1. Aftalen 2. Kommunikation mellem dig og os Vi kommunikerer via e-mail. De meddelelser vi sender, kan bl.a. omfatte ordrebekræftelser, varslinger og ændringer i din aftale som f.eks. væsentlige justeringer i pris og vilkår. Kommunikation på e-mail har samme juridiske retsvirkning i forhold til bl.a. betalings-, accept- og klagefrister, som hvis de var modtaget med brevpost. Vi kan dog uanset indhold altid vælge at sende dig brevpost.”
NÆVNETS BEMÆRKNINGER
Klager gør gældende, at klager ikke har indgået en aftale med indklagede om oprettelse af et tv-abonnement, og at klager alene havde talt med indklagede om at modtage et tilbud herpå.
Indklagede gør gældende, at indklagede har fremsendt en ordrebekræftelse vedrørende oprettelsen af det omhandlede abonnement, og at der ikke foreligger dokumentation for, at klager har gjort brug af sin fortrydelsesret inden for den lovbestemte frist på 14 dage.
Nævnet har noteret, at klager ikke har bestridt at have modtaget ordrebekræftelsen af 4. juli 2025.
Nævnet har endvidere noteret, at der ikke foreligger dokumentation for, at klager har rettet henvendelse til indklagede i perioden fra oprettelsen af abonnementet den 4. juli 2025 og frem til den 4. august 2025, hvor klager modtog den første regning.
Nævnet bemærker, at følgende fremgår af forbrugeraftalelovens § 6:
§ 6. Fremsender eller afleverer en erhvervsdrivende en vare til en forbruger uden dennes forudgående anmodning, og skyldes dette ikke en fejl, kan forbrugeren beholde varen vederlagsfrit. Udfører en erhvervsdrivende en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag herfor.
Udgangspunktet er herefter, at en forbruger ikke skal betale vederlag til en erhvervsdrivende, hvis levering er sket uden forbrugerens forudgående anmodning eller samtykke. Der gælder således et generelt forbud mod negativ aftaleindgåelse.
Nævnet bemærker imidlertid, at den foreliggende situation adskiller sig fra de tilfælde, som bestemmelsen tager sigte på, idet klager og indklagede telefonisk har drøftet oprettelse af et tv-abonnement hos indklagede. Efter telefonsamtalen fremsendte indklagede den 4. juli 2025 en ordrebekræftelse til klagers e-mailadresse. Klager har ikke bestridt at have modtaget ordrebekræftelsen og ses ikke at have reageret på denne eller at have gjort brug af sin fortrydelsesret efter modtagelsen.
På den baggrund finder nævnet, at indklagede har godtgjort, at der under telefonsamtalen blev indgået en aftale om oprettelse af abonnementet. Nævnet har herved lagt vægt på indholdet af ordrebekræftelsen, som indklagede har fremsendt til klager, og på, at klager ikke reagerede på ordrebekræftelsen i perioden frem til modtagelsen af den første regning.
Klager får herefter ikke medhold i klagen.
Nævnet bemærker imidlertid, at indklagede under Teleankenævnets behandling af klagen fortsatte med at sende regninger for nye fakturaperioder. Eksempelvis fremsendte indklagede den 5. januar 2026 en opkrævning vedrørende betaling for abonnementet i perioden fra den 1. til den 28. februar 2026. Regningen angav en betalingsfrist den 19. januar 2026. Regningen var således udformet på en måde, der kunne give klager indtryk af, at der var tale om et faktisk og forfaldent betalingskrav. Nævnet finder på den baggrund, at klager med rette kunne være i tvivl om, hvorvidt klagers mellemværende med indklagede reelt var sat i bero.
I henhold til princippet i § 16, stk. 2, i bekendtgørelse om slutbrugerrettigheder på teleområdet (bekendtgørelse nr. 1887 af 8. december 2020) samt Teleankenævnets vedtægters § 11, stk. 3, skal opkrævningen af det beløb, som klagen angår, sættes i bero, så længe klagesagen verserer.
Nævnet bemærker, at tvisten angår, hvorvidt klager har indgået en aftale med indklagede om oprettelse af et tv-abonnement. Klager bestrider således selve grundlaget for indklagedes betalingskrav og dermed også sin betalingsforpligtelse for abonnementet og de beløb, der løbende er blevet opkrævet på baggrund heraf.
Det krav, som er indbragt for nævnet, angår således selve eksistensen af det retsgrundlag, som indklagede har støttet sine løbende opkrævninger på. Nævnet finder derfor, at indklagede under behandlingen af klagesagen bør indrette og udforme teksten i eventuelle opkrævninger for nye fakturaperioder på en måde, der tager højde for, at der er en verserende klagesag om grundlaget for betalingskravet.
Nævnet træffer herefter følgende:
AFGØRELSE
Der gives ikke klager, NB, medhold i klagen over indklagede, Yousee A/S.
Det indbetalte klagegebyr på 175 kr. returneres ikke til klager, jf. vedtægternes § 27.
Indklagede, Yousee A/S, bidrager som tilsluttet Teleankenævnet til nævnets drift og betaler derfor ikke sagsomkostninger, jf. vedtægternes § 28.
På Teleankenævnets vegne, den 4. september 2026
