Internet – aftaleindgåelse – fortrydelse – hæftelse (18-341)

AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Den 20. december 2019 – møde 160

RESUMÉ:

Klagen vedrørte spørgsmål om, hvorvidt der var indgået en endelig bindende aftale mellem klager og indklagede.

En af indklagedes eksterne sælgere rettede i efteråret 2018 telefonisk henvendelse til klager med henblik på indgåelse af en aftale om levering af en internetforbindelse.

Efterfølgende opstod der tvist om, hvorvidt der i forbindelse med telefonsamtalen blev indgået en bindende aftale om internetforbindelsen, og klager indbragte dette spørgsmål for Teleankenævnet.

Under behandlingen i Teleankenævnet blev indklagede anmodet om at dokumentere, at der ikke var tale om uanmodet henvendelse. Til dokumentation herfor oplyste indklagede at tilladelsen blev givet af klager den 7. januar 2016 i forbindelse med oprettelsen af et tidligere kundeforhold, desuden fremlagde indklagede en systemudskrift, hvoraf det fremgik, at klager havde givet samtykke, og hvornår samtykket blev givet. Indklagede tilkendegav, at indklagede ikke havde yderligere dokumentation.

Ankenævnet fandt ikke, at indklagede med det oplyste og den fremsendte systemudskrift havde løftet bevisbyrden for, at indklagede forud for opkaldet til klager havde sikret sig, at klager havde givet tilsagn om at måtte blive kontaktet. Nævnet anså derfor indklagedes telefoniske henvendelse til klager for at være sket i strid med forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1. Som følge deraf anså nævnet ikke klager for at være bundet af aftalen.  

Nævnet havde forinden afgørelsen afstemt sin opfattelse af kravene til dokumentation med Forbrugerombudsmanden.

Læs hele afgørelsen her: Internet – aftaleindgåelse – fortrydelse – hæftelse (18-341)

Print denne side Print denne side