Mobil – identitetstyveri (18-85)



AFGØRELSE FRA TELEANKENÆVNET

Den 25. februar 2019 – møde 152

RESUMÉ:

Indklagede registrerede køb af en mobiltelefon ved samtidig indgåelse af et mobilabonnement via indklagedes hjemmeside. Aftalen var indgået ved brug af klagers personlige oplysninger, herunder hans NemID. Klager var handicappet og boede i kommunalt bofællesskab for handicappede. Klager var under værgemål i medfør af værgemålsloven § 5, stk. 1, jf. stk. 3. Værgemålet omfattede samtlige personlige forhold. Klagers far rettede henvendelse til indklagede og oplyste, at klager var udsat for identitetstyveri, og at klager derfor ikke anså sig for forpligtet til at betale for mobilabonnementet samt mobiltelefonen. Klagers far oplyste, at en ukendt person, der udgav sig for at være fra kommunen havde kontaktet klager. X havde oplyst klager om, at der var sket en forkert udbetaling til klager, og at klager skulle have penge tilbage. Klager var derfor blevet overtalt til udlevere oplysninger om sin NemID til den ukendte person. Forholdet var anmeldt til Politiet. Nævnet bemærkede, at aftaler oprettet ved benyttelse af Nem-ID må som udgangspunkt lægges til grund som gyldige og bindende aftaler. Den sikkerhed, der er forbundet med benyttelse af Nem ID, bevirker, at løftemodtageren som udgangspunkt vil være i god tro. Nævnet bemærkede videre, at det indgår blandt andet i nævnets vurdering, under hvilke omstændigheder tredjemand er kommet i besiddelse af indehaverens nøgle (brugernavn, adgangskode og nøglekort til NemID), om indehaveren har haft kendskab til, at tredjemand er kommet i besiddelse af de pågældende oplysninger, og om indehaveren har gjort, hvad der var muligt for at forhindre misbrug, f.eks. ved at spærre kompromitteret NemID så hurtigt som muligt. Nævnet bemærkede videre, at en NemID-indehaver efter omstændighederne vil kunne blive bundet af tredjemands uberettigede dispositioner under anvendelse af den digitale signatur, hvis NemID-indehaveren ved sin adfærd uagtsomt har muliggjort eller lettet tredjemands misbrug af signaturen. Nævnet delte sig i et flertal og et mindretal. Nævnets flertal (formanden og repræsentanterne for Forbrugerrådet) udtalte, at da klagers værgemål alene omfattede personlige forhold, kunne klager som udgangspunkt lovligt indgå bindende aftaler og i øvrigt råde over sine egne økonomiske forhold. Det var flertallets opfattelse, at idet klagers værgemål kun omfattede personlige forhold, kunne aftalen alene tilsidesættes efter aftalelovens § 36 eller værgemålslovens § 46 på baggrund af en vurdering af, om klager befandt sig i en situation, hvor han på grund af sin tilstand ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger, således at det ville være i strid med redelig handlemåde at gøre aftalen gældende. Flertallet fandt, at det ikke var muligt at fastslå, om klagers mentale tilstand var af en sådan karakter, at han havde været ud af stand til at handle fornuftmæssigt, således at det ville stride mod almindelig hæderlighed at gøre aftalen gældende, uden at der gennemførtes en bevisførelse, der bl.a. ville omfatte parts- og vidneforklaringer. Under henvisning til § 7 i vedtægternes ville flertal afvise klagesagen. Nævnets mindretal (repræsentanten for teleudbyderne) fandt ikke, at klager i en situation, hvor en aftale var indgået ved brug af NemID, kunne påberåbe sig aftalelovens § 36 eller værgemålslovens § 46 med henvisning til at klager var under værgemål, jf. værgemålsloven § 5. I så fald ville enhver aftale indgået af klager ved brug af NemID kunne erklæres for ugyldig blot med henvisning til at klager er under værgemål, jf. værgemålsloven § 5.

Det var mindretallets opfattelse, at idet klager ikke var frataget sin retlige handleevne, jf. værgemålloven § 6, og idet klager derfor havde fået tildelt et sædvanligt NemID, hæftede klager som udgangspunkt for enhver aftale indgået ved brug af klagers NemID.  Afgørelsen af, om klager hæftede for tredjemands misbrug af klagers NemID, skulle efter mindretallets opfattelse, ske i overensstemmelse med sædvanlig domspraksis, herunder Højesterets kendelse i sag 82/2018, hvorefter indehaveren af NemID efter omstændighederne bliver aftaleretligt forpligtet for tredjemands misbrug, hvis indehaveren selv har oplyst tredjemand om sit brugernavn, adgangskode og nøglekort til NemID. Mindretallet fandt, at klager ved udlevering af sine legitimationsoplysninger til NemID (brugernavn, adgangskode og nøglekort) til en ukendt tredjemand havde udvist uagtsomhed i et sådant omfang, at klager var bundet af aftalen indgået ved anvendelse af klagers NemID. På denne baggrund udtalte mindretallet, at klager ikke skulle have medhold. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, hvorfor sagen blev afvist fra behandling ved nævnet. 

Læs hele afgørelsen her: Mobil – identitetstyveri (18-85)



Print denne side Print denne side