Overskriftsbillede til Telefonsalg

Telefonsalg er, når et teleselskab ringer til dig, og I bliver enige om at indgå en aftale over telefonen.

I Danmark er der et generelt forbud mod telefonsalg til forbrugere. Det betyder, at en sælger ikke må ringe til dig, uden du har givet samtykke hertil. Der er ganske få undtagelser til denne regel. For eksempel må sælgere godt ringe dig op, hvis de sælger bøger eller forsikringsaftaler.

Har du givet samtykke til at blive kontaktet af et teleselskab og sagt ja til at indgå en aftale med telefonsælgeren er du omfattet af en fortrydelsesret. Det betyder, at du kan fortryde aftalen inden for 14 dage efter du modtog ordrebekræftelsen fra teleselskabet, hvis du ikke ønsker at være bundet af aftalen, med mindre du har givet udtrykkeligt afkald herpå.

Bemærk, at forbuddet ikke gælder for erhvervsdrivende. Det er altså lovligt for blandt andet teleselskaber at ringe til erhvervsdrivende med henblik på salg. Et samtykke til at blive ringet op af et teleselskab er derfor i dette tilfælde ikke nødvendigt.